Nu hvor foråret ligger bag os vil, vi igen tage et kig på, hvornår vores fugle ankom - dels for udvalgte ynglefugle, dels for udvalgte arter på gennemtræk til nordligere ynglepladser. I skemaerne kan man se, hvilken dato en art blev registreret første gang og hvor mange dage før (markeret med ”-”) eller hvor mange dage senere, det var i forhold til de to foregående år. Enkelte arter har overvintret - f.eks. Hvidklire - de overvintrende fugle har vi ikke taget hensyn til.
Har du helt styr på, hvornår vi kan forvente at se den første Brogede Fluesnapper? Foto: Søren Gjaldbæk.
Fuglekiggerne angriber ikke forårsobservationer systematisk, så man skal nok ikke lægge for meget i tallene andet end den harmløse adspredelse, som de nu måtte give anledning til. Det kan jo være meget sjovt at blive mindet om, hvornår f.eks. svalerne eller ternerne plejer at ankomme.
De enkelte arter
Som vi ser, ankom såvel Sorthalset Lappedykker en del tidligere og Atlingand noget tidligere i år end de to foregående år - det har nok spillet ind, at det ikke var rigtig koldt i februar og marts.
Atlingand - ikke årets første - fra Gyldensteen Engsø. Foto: Mogens Hansen.
For rovfuglenes vedkommende er der også en tendens til, at de blev set lidt tidligere - ret markant for Fiskeørn, ankomsttidspunktet faldt sammen med observationer fra hele landet. Rørhøgen ankom tilsyneladende sidst i februar en del steder udenfor Fyn.
En af årets første Rørhøge på Fyn, 19. marts. Foto: Leif Sørensen.
Temmincksrylen ankom på det normale tidspunkt, det var i 2019, at den kom meget sent til Fyn. Småspoven var landets første, de næste blev set den 6. april flere steder. Ankomsten af Tinksmed følger mønsteret fra det øvrige land og er et helt normalt tidspunkt.
Tinksmeden ankom 17. april, helt efter bogen. Foto: Tina Kierkegaard Hansen.
Splitternen kom et par uger tidligere end normalt - årets første, hvis vi ser bort fra et par observationer midt i februar fra Hyllekrog og Roshage. Havde de kendt til udviklingen på Siø, havde de nok indset, at der ikke var grund til at skynde sig. Årets to næste fugle var fra Vitsø tre dage senere. Hovedankomsten i DK af Splitterne begyndte 8. marts. Dværgternerne var længe om at nå til Fyn eller om at få vækket de fynske fuglekiggere, den havde de set et par uger andre steder i landet.
Dværgternen kom sent. Den har været let at få at se ved Bøjden Nor. Foto: Steen Vagner.
Observationen af Vendehals blev årets første i DK, et par dage efter dukkede den op andre steder, blandt andet også på Hou Nordstrand den 14. april. Landsvalerne kom sent til hele landet - de første ses ofte den sidste uge i marts.
Fyns anden Vendehals i 2020, den 14. april, Hou Nordstrand. Foto: Claus Dalskov.
Observationen af Nattergal er fra fugleknudsen.dk.
Observationerne af Skovpiber og Gul Vipstjert er i den tidlige ende. Blåhalsen kom tidligere til Fyn end vanligt, men efterhånden som arten etablerer sig som ynglefugl, må vi forvente et ankomsttidspunkt, der matcher de jyske ankomster - det blev tilfældet i år.
Fyns anden Stenpikker i 2020,5. april Hou Nordstrand. Foto: Claus Dalskov.
Græshoppesangeren ankom i den øvrige del af landet som normalt - sidste tredjedel af april - vi måtte vente længe, og der har i det hele taget ikke været mange. Som det ses ankom både Løvsanger og Gulbug mange steder - for Løvsangers vedkommende sjovt nok på Odensekanten.
Gulbugen ankom på 6 forskellige lokaliteter den 10. maj. Foto: Tina Kierkegaard Hansen.
Iagttagelsen af Grå Fluesnapper er i den tidlige ende, men på landsplan ses de første som regel sidst i april. Der var også Grå Fluesnapper ved Hagenskov Slotsmølle den 29. april, ellers skal vi tilbage til 2012 for at finde en fynsk aprilfugl. Den første fynske grå snapper har de sidste mange år været set mellem 2. og 5. maj.
Grå Fluesnapper, 8. maj. Foto: Søren Gjaldbæk.
Vi får se, om næste års ankomster passer ind i billedet. Det er i hvert fald altid spændende at kigge efter årets første fugle.
Tekst: Søren Gjaldbæk.