Tirsdagsanalysen - Uge 52

"Vi har en fælles forpligtelse for vores smukke klode, så myldrende fuld af liv". Tænk at man skulle høre dronningen tale om klima og biodiversitet i nytårstalen. Efter dronningens egen tirsdagsanalyse over året der gik må vores egen Tirsdagsanalyse ud. Julen tog toppen af aktivitetsniveauet først på ugen, mens flere vovede sig ud for at få afbalanceret kalorieindtaget sidst på ugen.

IMG 3376 2

Bramgæs over Tåsinge. Foto: Poul V Rasmussen

Lille Juleaften stod en Sølvhejre ved Gyldensteen set af Jens Bækkelund og ved Sollerup så Leif Kristensen en kollega til denne. 200 Sangsvaner rastede ved Kerteminde set af Evald Mehlsen, og ved Ulbølle talte Niels Bonholt 4.000 rastende Bramgæs. Gyldensteen byder på mange Knarænder fortiden. 270 talte Jens Bækkelund, mens Thomas Bundgaard Ramussen talte 900 Krikænder og 12 Små Skalleslugere på samme lokalitet.

Per Rasmussen holder styr på glenterne og Lille Juleaften fejrede Per med at lægge 50 Røde og 1 Sort Glente i seng ved Gultved. Leif Schack-Nielsen, der også så glenterne var tidligere på dagen forbi Knudshoved Færgehavn, hvor Leif så 5 Sortgrå Ryler. Flemming Petersen rundede lystbådehavnen i Strib, hvor Søkongen fortsat holder vinter. Her blev den ugen ud. Bo K. Stephensen talte 500 Sjaggere ved Revninge og Palle Bo Larsen kunne notere 38 Ravne ved Ravnholt.

Juleaftensdag var en stille dag. Gunnar Jørgensen havde styr på julemaden og fandt tid til at runde Brændegårdsøen, hvor 3 Sølvhejre lyste op. Leif Kristensen så 4 Tundra Sædgæs ved Vester Hæsinge og Peder Rasmussen talte 775 Grågæs ved Lundby på Tåsinge og 95 Spidsænder på Monnet. Ved Gulstav rastede 480 Sjaggere set ad Søren Bøgelund, og Per Rasmussen fandt en Sangdrossel i Tarup.

Image from iOS 62

Mange Vindrosler og Sjagger ses i landskabet. Foto: Leif Sørensen

1. juledag måtte flere ud og luftes. Jacob Sterup havde muligvis fået en kliktæller i julegave, og talte de Små Lappedykkere ved både Fynsværket og Seden Strand. Det blev til henholdsvis 44 og 112 fugle. Leif Schack-Nielsen kørte til Nakkebølle og fandt 2 Sølvhejrer og endnu en på Monnet. På Monnet så Leif også en Vandrefalk og ved Bjergby 366 Sangsvaner. Niels Bomholt rundede Helnæs Made og så blandt andet 7 Kortnæbbede Gæs, 4.300 Bramgæs, 215 Krikænder, 2 Vandrefalke og 57 Storspover. Ved Kohave så Kurt Due Johansen en Blå Kærhøg han, og endelig noterede Jacob Sterup at Vandrefalkeparret sidder på Fynsværket som de plejer.

2. juledag talte Jacob Sterup igen Små Lappedykkere. Denne gang blev det til 207 i Holckenhavn Fjord. Eske Morthensen blev inspireret og talte 1 Nordisk Lappedykker i Storbælt nord for broen i selskab med Toppede Lappedykkere. Thomas Buus Nielsen så en Sølvhejre ved Fønsskov og dermed ugens 9 fugl. Den milde vinter holder på Grågæssene – Gregers Johansen talte 650 ved Flyvesandet og samme sted 800 Gråænder, 33 Spidsænder, 125 Strandskader og 255 Storspover. Karl Top fik det til 51 Røde og 1 Sort Glente i Gultved of Freya Mørup så 3 Vandrefalke over Sydlangeland.

De Sortgrå Ryler ved Knudshoved Færgehavn blev set af flere. Flest så Lars Kirk med 11. Freya Mørup tjekkede Bagenkop Havn og så den formode ”Viking Gull” – hybrid mellem Sølvmåge og Gråmåge samt en enkelt Kaspisk Måge. Freya så også 37 Silkehaler i Bagenkop og 15 Snespurve i Keldsnor. Isfugl blev set på 5 forskellige kystlokaliteter og ved Hindsgavl hørte Peter Hvenegaard en Sortspætte.

 Pibe

3 af ialt 4 Pibesvaner, der overfløj Frellesvig. Foto; Jane Ditzel.

Fredag den 27. december var Jacob Sterup nået til Vestfyn og talte de Små Lappedykkere her 31 i Emtekær Nor, 29 Torø Vig 74 i Helnæsbugten – da Jacob nu var kommet i gang, så talte han også 1.400 Blishøns samme sted. Jane Ditzel så 4 overflyvende Pibesvaner ved Frellesvig på Langeland. Arne Bruun talte også gulnæbbede svaner – men her var det 222 Sangsvaner der fløj til overnatning i Skaarupøre Sund.

Bramgæs raster i pæne antal. Leif Sørensen talte 3.500 på Sydlangeland og Jens Bækkelund talte 3.200 ved Gyldensteen. Knarænderne samme sted var blevet 350 talt af Martin Rheinheimer. Leif Schack-Nielsen talte 470 Krikænder og 155 Storspover ved Firtalsstranden. Jacob Sterup fandt 3 forskellige Blå Kærhøge på Vestfyn blandt andet 2 ved Aborg Minde, hvor der også rastede 79 Storspover. John Frisenvænge noterede en Vandrefalk på Eriks Hale på Ærø. Ved Nakkebølle så Stoffer Jaeger en Fjeldvåge.

Lidt Silkehaler futter rundt på Sydlangeland. Leif Sørensen så 45 i Bagenkop og Søren Bøgelund 55 i Gulstavonrådet. Et par sene Gransangere viste sig med en ved Gulstav set af Søren Bøgelund og 1 ved Stavids Åen set af Gregeres Johansen. Der er nu set 3 Gransangere i december i det fynske. Ved Ravnholt holdt 65 Ravne til set af Michael Glentedal.

Image from iOS 65

Silkehale spiller bold i Bagenkop. Foto: Leif Sørensen

Lørdag den 28. december bød på ugens 10. Sølvhejre. Den blev set fra fly på Jersore Vade af Kent Olsen, der var på fugletælling over Kattegat. Søren Bøgelund så en rastende Dværgfalk ved Gulstav – de er fåtallige om vinteren. Dens storebror Vandrefalken rastede ved Ølundgård set Poul Bjerager. 2 Kaspiske Måger viste sig For Søren Bøgelund i Bagenkop Havn og samme sted så Søren 2 Husrødstjerter.

I Rudkøbing rastede 29 Silkehaler set af Morten Müller, og i Lindelse så Jan Sørensen 28. Ved Gulstav fandt Søren Bøgelund en enkelt Sangdrossel, og Pierre Bentzen fandt en Munk i Svendborg. Bo Stephensen talte 1.000 Sjaggere ved Tårup på Hindsholm, og endelig fandt Leif Bisschop-Larsen en Stor Tornskade ved Gudbjerg Skov, og Niels Bomholt så en ved Silke å.

Hvad skal man lave på årets sidste søndag? Jacob Sterup talte Små Lappedykkere – 381 blev det til på 9 forskellige kystlokaliteter. Palle Bo Larsen så 6 Sølvhejre ved Brændegård Sø og bragte ugens total op på 13 fugle. Men da Freya Mørup fandt en ved Ormstrup på Langeland blev ugetotalen på 14 fugle i det fynske.

Ole Goldschmidt talte 4.700 Bramgæs i Søgårds Mose, og Ole talte videre i Nørreballe Nor, hvor 2.500 Troldænder, 300 Taffelænder og 180 Bjergænder skal nævnes. Ole så også på sin tur på Sydlangeland 160 Spidsænder ved Storeholm.Tina Kierkegaard Hansen så en Fjeldvåge ved Tarup Davinde. Per Rasmussen fandt en ny Glenteovernatningsplads ved Håstrup, hvor 19 Røde Glenter gik til overnatning med 40 Ravne. Per mener, at der nu overvintre minimum 70 Røde Glenter på Fyn.

Image from iOS 57

To Fjeldvåger i denne uge i det fynske: Foto: Tina Kirkegaard.

Over Storeholm så Jan Sørensen en Blå Kærhøg og samme sted så Jan 129 Storspover. En Vandrefalk rastede ved Kerteminde Fjord set af Peter Lilllesø og ved Vejlen så Poul V. Rasmussen også en Vandrefalk. Ved Munkebo rastede 51 Silkehaler og på Sydlangeland talte Ole Goldschmiidt 2.200 Sjaggere i landskabet og ved Ny Gesinge talte Poul V Rasmussen 500. Vindrosler er der også mange af – Ole Goldschmidt talte 190 i Rudkøbing og Poul V. Rasmussen noterede 220 sammen med Sjaggerne ved Ny Gesinge. Ved Lunkebugten så Henrik Knudsen en Hvidklire.

Endeligt fandt Søren Bøgelund en Munk og en Sangdrossel ved Gulstav.

Tak for hjælpen for bidrag og lån af billeder i 2019. Vi fortsætter den ugentlige opdatering i det nye år, hvor vi håber, at mange fortsat vil lege med.

Godt nytår

/Esben Eriksen