Fuglene på de fynske småøer.

Hvilke kystfugle yngler på øerne omkring Fyn? Hvor store er ynglebestandene af de enkelte arter? Er der sket væsentlige ændringer over det seneste halve århundrede?

Dette er nogle af de spørgsmål, som et nyt DOFFyn projekt – Ø-undersøgelse 2021 - 2022, DOF-Fyn - vil sætte fokus på. Projektet, der har bestyrelsens støtte og opbakning, er tilknyttet Naturpolitisk udvalg, som har nedsat en styregruppe bestående af Niels Andersen, Leif Bisschop-Larsen, Kurt Due Johansen og Steen Lauritsen.

2020 09 Gyldensteen viggo lind

Øerne i saltvandslaunen ved Gyldensteen er nogle af de nye øer, som er kommet til siden den første ø-undersøgelse. Foto: Viggo Lind.

Baggrund. For 43 år siden udkom bogen Øerne omkring Fyn (Fredningsstyrelsen 1977). Bogen var resultatet af mange dygtige fynske ornitologers 3-årige indsats for at registrere ynglefuglene og naturforholdene på 85 fynske småøer. Bogen var i høj grad medvirkende til oprettelsen af ø-reservater i fuglenes yngletid på nogle af de fynske småøer.

Undersøgelsen. Hvordan er det så gået siden denne store undersøgelse? - både for ynglefuglene og for de enkelte øers betydning som yngleområde.

Vi kan let konstatere, at der over de knap 50 år er sket store forandringer. Arter er forsvundet som ynglefugle, mens andre er kommet til. Hvor store er ændringerne i bestandene af de enkelte arter, og hvordan fordeler de sig på de fynske øer? Det vil vi gerne sætte fokus på med den nye ø-undersøgelse, samtidig med at vi forsøger at registrere og vurdere eventuelle trusler for bestandene på de enkelte øer.

 2020 09 skestork keld skytte petersen

Skestorken er den seneste registrerede ynglefugl på de fynske småøer. Foto: Keld Skytte Petersen.

Styregruppen har holdt det første indledende møde, hvor projektindhold, -udformning og -beskrivelse blev drøftet, samt arbejdsopgaver blev fordelt.

De foreløbige planer sigter mod en toårig undersøgelse med to årlige optællinger i yngletiden - af hensyn til de forskellige yngletidspunkter for arterne - af kystfugle på samtlige ikke landfaste øer omkring Fyn. Det overvejes, om de vigtigste kystlokaliteter skal inddrages i undersøgelsen, da nogle arter vil flytte yngleområde fra år til år og dermed et år kan foretrække en kystlokalitet frem for en ø; bestandsopgørelserne vil derfor være mere realistiske ved at inddrage de vigtigste kystlokaliteter i undersøgelsen.

Ved besøgene på øerne registreres eventuelle trusler mod fuglenes ynglemuligheder og -succes på de enkelte øer. Samtidig ønsker vi at fotodokumentere de enkelte øers udseende i 2021/2022.

Deltagere. Projektets succes vil være helt afhængig af, at et tilstrækkeligt stort antal af DOFFyns medlemmer vil melde sig til at foretage tællinger på en eller flere øer.

Vi forestiller os, at dele øerne op i nogle geografisk afgrænsede områder:

• Lillebælt
• Kattegat: Det Nordfynske Øhav
• Odense Fjord
• Lillestranden
• Storebælt
• Lindelse Nor
• Det Sydfynske Øhav
• Øerne ved Ærø
• Helsnæsbugten

Hvert geografisk område tilknyttes en gruppe af frivillige optællere, der kan sikre de nødvendige optællinger, samt støtte hinanden i arbejdet både fagligt og socialt. Samtidig forestiller vi os, at det vil være optimalt, hvis de enkelte optællinger på øerne gennemføres som et samarbejde mellem 2 optællere. Herved vil også mindre erfarne optællere kunne indgå i projektet og herigennem opnå erfaringer, som de senere kan anvende til andre projekter til gavn for fuglene.

Nu da Atlas III undersøgelsen er overstået, vil Ø-undersøgelsen være en oplagt anledning til igen at komme ud i felten, opleve og registrere fuglene og dermed arbejde til gavn for kystfuglene.
Projektet sigter naturligvis først og fremmest mod at skabe ny viden om ynglende kystfugle på de fynske øer, men samtidig vil du som deltager i undersøgelsen kunne få nogle rigtig gode naturoplevelser samt indgå i et fagligt og socialt fællesskab – og sidst men ikke mindst være med til at arbejde for bedre forhold for fuglene.

Hvis du allerede nu ved, at du har lyst til at deltage i projektet, så opfordres du til at kontakte – du binder dig ikke på nuværende tidspunkt - et af medlemmerne i styregruppen (mailadresse på Niels og Kurt findes her), således at vi kan få en fornemmelse af, om vi i fællesskab kan løfte opgaven med at få talt på alle de mange øer. Samtidig vil vi stå stærkere i forbindelse med ansøgninger om økonomisk støtte til projektet, når vi kan dokumentere interesse for at deltage.

Følg undersøgelsen. Vi vil her på hjemmesiden løbende fortælle om arbejdet med projektudviklingen og undersøgelsen.

Vi vil således også i et senere opslag beskrive, hvordan du kan melde dig som deltager til undersøgelsen.

Et besøg på de fynske småøer vil ofte kræve, at vi selv har en båd til rådighed eller vi bliver sejlet derover. Når styregruppen har fået et overblik over behov for bådtransport, vil vi i et opslag her på hjemmesiden søge personer, som kunne tænke sig at tilbyde at sejle os ud til en eller flere af de små øer.

Formidling af undersøgelsens resultater. Vi vil løbende viderebringe elementer af undersøgelsens opnåede (del-)resultater, spændende iagttagelser, fortællinger om arbejdet med optællinger osv.

Det endelige resultat af ø-undersøgelsen forventes at blive udgivet i form af en bog, såfremt det lykkes for DOFFyns bestyrelse at skaffe de nødvendige økonomiske midler hertil.

 

På vegne af styregruppen
Steen Lauritsen