Tirsdag den 11. december mødte jeg fuglefotografen Erik Thomsen på stige Ø. Han var blandt andet derude for at se, om der skulle være kommet Mosehornugler - det var der ikke. Vi faldt i snak, og Erik fortalte mig, at hunnen i Havørneparret ved Brændegård Sø havde haft femogtyve års fødselsdag. Det spurgte jeg lidt nærmere ind til, og det blev til en lang beretning, for Erik har fulgt Havørnenes liv dernede gennem alle årene og ved meget om ørnene. Her er et kort sammendrag af, hvad han fortalte.
I 1997 var der et par, der holdt til ved Brændegård Sø, da en yngre hun, som var fire år gammel, ankom til stedet. Det var den 22. november 1997. Dette mulige ”menage a trois” blev, som man kender det i andre sammenhænge, ingen succes. Den lokale hun sad på sydsiden af øen og kunne se den ny konstellation sidde sammen i den gamle eg. Hun fløj vest på over skoven, hannen fulgte hende, og efter et slagsmål i luften forsvandt den gamle hun, og hannen vendte tilbage til den yngre model.
Havørneparret, hunnen blev 25 år gammel i 2018. Foto: Erik Thomsen.
Parret rykkede til Arreskov Sø, byggede rede og fik i 1998 tre unger på vingerne. Denne rede brugte parret i flere år, inden de flyttede til Brændegård Sø og byggede en rede i toppen af en Douglasgran. Det skulle de aldrig have gjort - reden var alt for dårligt skjult, og blandt andet angreb fra andre Havørne umuliggjorde yngel. Hunnen flyttede grenene fra reden - én for én - til en ny rede under kronen i en Bøg i nærheden. Byggeriet tog 10-12 dage. Den ny rede var meget bedre skjult, og parret nåede akkurat at få en unge på vingerne det år.
Curlingungen i gang med en lærkegren til reden, 18. januar 2012. Foto: Erik Thomsen.
Siden forlod parret reden, og har bygget og brugt to nye reder - den ene blev bygget med hjælp fra en unge - den var meget knyttet til de gamle fugle - især hunnen, et curlingbarn, der fik megen opmærksomhed. Da reden var færdig, fik den gamle han lov til at parre sig med hunnen, og herefter så hannen ingen grund til at ungen skulle blive længere og mobbede den væk. Det kan lære de unge ikke at hjælpe for meget til med huslige sysler!
Curlingungen havde udspillet sin rolle. Foto: Erik Thomsen.
Skulle parret få succes næste år, vil det være 23. gang hunnen yngler ved søerne og hun nærmer sig et formodentligt sjældent femogtyve års jubilæum for Havørne. Hvor mange unger, den har fået på vingerne er ukendt for undertegnede, men den må være mor til mere end tredive ørnebørn. Hun har kun skiftet gemal én gang, og hun er med sine snart 26 år Danmarks ældst kendte Havørn.
Tekst: Søren Gjaldbæk.