Bjergirisken er en meget almindelig vintergæst på Fyn, men mange lægger ikke mærke til den. Den er hovedsageligt knyttet til strandenge eller andre kystnære områder, men kan også træffes på indlandslokaliteter. Jeg har ofte haft småflokke langs landevejene omkring Søndersø. Den fouragerer på visne urter i større eller mindre, tætte flokke, som ofte flyver uroligt op for straks efter at slå sig ned på samme sted igen.
Bjergirisk, Flyvesandet, november 2017, bemærk blandt andet gult næb. Foto Søren Gjaldbæk.
Når man ser en flok småfugle flyve forbi er korrekt identifikation afhængig af at kende kaldet. Den har et meget let genkendeligt snurrende/elektrisk kald, men også et mere nasalt kald, som kan forveksles med Tornirisk eller Gråsisken. Hør nedenstående podcast.
Podcast lavet af Esben Eriksen.
På den årstid, hvor vi ser Bjergirisk, er dens sang ikke et tema.
Ser man fuglen kan man eventuelt forveksle den med Tornirisk eller Gråsisken. Den har helt gult næb, hvilket udelukker Tornirisk. Gråsisken har en sort kant på næbbet, en lille sort tegning omkring næbbet og rød pande, hvilket Bjergirisk ikke har.
Bjergirisk og Gråsisken, Stige Ø, december 2010. Foto: Søren Gjaldbæk.
Den ankommer normalt et stykke ind i oktober, i sjældne tilfælde kan man træffe den i slutningen af september. De sidste fugle ses i april, men der ses ikke mange - de fleste forlader os i marts. På landsplan er der majfund, men ikke mange.
Her ses dato for første og sidste Bjergirisk de seneste 10 år.
Den største flok i de sidste 10 år er fra Mågeøerne, hvor Kurt Due Johansen så 540. Den største rastende flok gennem tiderne er fra 25. oktober 1993, hvor familien Eriksen talte (plus/minus) 1000 fugle. Tager man til de klassiske kystlokaliteter finder man tit flokke på flere hundrede - på Flyvesandet har der siden slutningen af oktober kunnet ses omkring 300 fugle.
Bjergirisk, Slambassinet, februar 2013. Foto: Søren Gjaldbæk.
Tekst: Søren Gjaldbæk.
