Poul Brugs Rasmussen har til stor glæde haft besøg af en flok Stillitser vinteren igennem - eller "Løjtnanten", som den også kaldes grundet den røde barret. Den 9. april opdagede Poul imidlertid, at et par af fuglene skrantede. De sad helt apatiske og Poul kunne gå helt tæt på. En uges tid senere så Poul en Tornirisk, der heller ikke virkede rask. Denne fugle havde samtidig en form for vækst på næbbet.
DOF bragte i 2017 en artikel om virus, der rammer frøædende fugle - særligt grønirisker.
"Bestanden af grønirisker i Danmark voksede fra 1970’erne, og den toppede omkring 1990. Men fra 2005 tog en voldsom nedtur fart blandt grøniriskerne. Ikke kun i Danmark, men overalt i Nordvesteuropa. Fuglene blev ofre for den encellede parasit, der hedder Trichomonas, og som rammer mange arter af frøædende fugle, der smitter hinanden, når de flokkes ved fødekilderne. Fuglene får den infektion, der kaldes ”gul knop”, og de dør i reglen afmagrede, fordi deres spiserør og svælg stopper til”, fortæller Charlotte Margaret Moshøj.
"I Sverige bliver bestanden af grønirisker i disse år betegnet til at være i frit fald på grund af Trichomonas-infektionen, der hærger som en epidemi blandt frøædende fugle. Bestanden af grønirisker i Sverige er mindsket med 65 procent siden 2005. Noget tilsvarende gør sig gældende i Storbritannien. Også Norge, Finland og senest Tyskland har noteret stort set identiske tilbagegange i deres grønirisk-bestande, siger biologen, der noterer, at smitterisikoen vil aftage de kommende år."
"Når en stor del af en grøniriskbestand dør, bliver der selvsagt en lavere bestandstæthed. Og det vil mindske risikoen for at blive smittet", siger Charlotte Margaret Moshøj.
Det er selvsagt svært at vurdere om de pågældende Stillitser er smittet med "gul knop", men det er i al fald vigtigt, at man ligesom Poul er opmærksom. Foderbrædtet kan være årsag til, at de vilde fugle kommer i tæt kontakt med hinanden og en kilde til smitte. Poul har siden haft en syg Tornirisk i haven. Væksterne på næbbet kunne tyde på, at den er angrebet af en form for svamp, det ser man ikke helt sjældent. Tornirisker kommer ikke normalt på udlagt foder, og det samme gælder for denne fugl, men de kan naturligvis alligevel blive syge.
Se, hvordan man let rengør foderbrædtet nedenfor i DOF's vejledning.
Tekst: Esben Eriksen
Foto: Poul Brugs Rasmussen