Af Michael Mosebo Jensen
Nu er der snart gået to måneder, siden coronanedlukningen lagde sin klamme hånd over påskerejsen og udsigten til nye verdensarter. Samtidig skabte den usikkerhed om, hvorvidt man kunne twitche med både anstand og afstand herhjemme eller bare tage på en ganske almindelig fugletur, som jeg kendte det. På samme tid sendte statsministeren mig hjem fra arbejde og forhindrede mig i at skulle svede i flok i fitness-centeret hver anden dag. En helt ny tilværelse med intens boligbirding og fedt om hjertet truede på uvis tid…
Heldigvis kunne jeg stadig rette stile fra hjælpsomme fjernkursister og holde virtuelle møder i hobetal - og boligbirding blev med inspiration fra Michael Brunhøjs natlytte-tal fra samme kommune udvidet, indtil tænderne klaprede så meget i de kolde forårsaftener, at jeg måtte opgive at høre noget som helst passere over matriklen. Siden har jeg læst mig til, at han brugte en lidt anden teknik…Læs mere om det HER.
Gråand hun. Sådan kan den aldrig plukkes på cykelfugleræset. Ingen faste lokaliteter.
MEN jeg måtte finde på noget, der dels kunne give mere motion, dels kunne tilfredsstille min ubændige trang til at finde nye arter i enhver given konkurrence. Helt tilbage i midten af halvfjerdserne havde jeg cyklet fra det yderste østligste Thurø til gymnasiet i den forkerte ende af Svendborg. Det havde været en lang og trang færd, havde det ikke været for mit påhit dengang: en konkurrence i at score så mange fuglearter som muligt på turen, og helst prøve at slå antallet den følgende dag. Den ledte mig ad omveje gennem Christiansmindes fagre sletter og dens små grønne damme med Grønbenet Rørhøne, Blishøne, Gråand - og ned i havnearealet, hvor Husrødstjerter havde indtaget Kellogg’s havremølle i deres nylige indvandring, og Toplærker stadig huserede på brostenene.
Gråspurv er stadig ganske almindelig herude på NV-Fyn på enhver cykeltur.
Nostalgien gav mig uventede kræfter. Jeg fandt min støvede cykel (godt nok ikke den samme som dengang, men alligevel…) frem i skuret, placerede kikkerten i en klædelig skrårem over brystet, på med cykelhjelm og solbriller - og trillede ud. Der var 3 km ned til Vejlby Fed, og det var faktisk ikke så slemt ned ad bakke: Solsort, Gråspurv, Skovspurv, Ringdue… Nu er det allerede længe siden, men jeg husker det som 36 arter på jomfrurejsen.
Det satte to ting i gang:
- Min aldrende hjerne blev holdt i stadig stigende vigør med at huske alle arterne.
- Dagen efter skulle jeg have 37 arter, og måtte ikke vende hjem, før jeg havde ”kørt dem ind”. Jeg blev tændt!
Sådan har det kørt dag efter dag, og efterhånden er selvpineriet forsvundet og blevet erstattet af en mærkelig udpræget lyst til at tage på cykelfugleræs i lokalområdet. Jeg har siden opdaget nogle sidegevinster, mens mit kondital stiger:
- Tvunget af konceptet må jeg være stadig mere innovativ og afsøge nye områder for at få en større artsdiversitet. Således befandt jeg mig pludselig forleden i en ellers ussel rødgransbeplantning, men kom ud med en lykkefølelse af at have scoret…Fuglekonge som art nr. 99 som ”totalturart”.
Hverken med eller uden fuldskæg er den kommet på listen endnu. Endnu en granplantage....
Det har dermed også givet mig en større lyst til ”mikrobirding” - altså afsøge en masse små lokale lokaliteter -- og derved lære egnen at kende, hvor jeg faktisk har boet siden 2001 uden at finde andet end Kasmose Skovs udsigt over Kattegat attraktiv i NV-kuling. Der har stadig ikke vist sig det helt store grovhit på disse ture, men på turen forleden (den 6. maj) nåede Vejlby Feds Stenpikker-rasttal da nye højder: 24 på pløjejord, hvilket i al beskedenhed er det højeste i landet pt.
Det bringer mig til et par fiduser, hvis nogen skulle føle sig inspireret til denne form for motion. Som sagt er konceptet, at jeg hver dag skal forbedre udbyttet (pt 55 arter/dag). Dog har jeg, da jeg jo også har andre gøremål i livet, indført et point-system, hvor hver art giver et point, ny total-art 1 point ekstra, ny årsart 1 point ekstra, ny ædelårsart 1 point ekstra, ny pattedyrårssart 1 point ekstra - og de må gerne kombineres. OK, nogen vil måske mene, at nu bliver det for indviklet, men her skal man tænke på formål nr. 2 nævnt i det foregående, hvis du ellers kan huske det..(!)
Skægmejse. Det er kun ”Båring Vigs" rørskov, hvor jeg kan være heldig at få den på memo-listen.
Jeg ved fra pålidelig kilde, at Søren Gjaldbæk også cykler og tæller arter i farten. Da han og jeg i tidens løb har haft mange underlige konkurrencer kørende udi fuglene, spurgte jeg ham henkastet forleden, om han ikke ville tage handsken op. Hans krav var imidlertid, at man ikke måtte bruge kikkert og ikke stoppe for andet end rødt lys, så det opgav vi at finde fodslag i. Jeg ved, at han træner til bestigning af Mont Ventoux, så han er klar, når Frankrig åbner op. Det er jo en helt anden kategori. Dog skal jeg lige citere en ung mor i går, som holdt godt fast i sin søn, da jeg kom kørende: ”Pas på, Oskar Emil (det hedder de nu om dage), han kommer med 190 km i timen!”. Det synes jeg lød rigtigt godt! Så måske er Gjaldbæk i virkeligheden allerede sat!
