Vandmangel på Ølund

Søndag den 25. november bød på endnu en novembergråvejrsdag med småsnusket vejr og halvmørke. Alligevel begav jeg mig mod Ølundgård området, det er længe siden jeg har besøgt stedet, og på denne årstid plejer der at være mange ænder og gæs og også Hjejler og Storspover, når blot der er isfrit. Det var så ikke tilfældet i år. Området bærer fortsat præg af sommerens tørkeperiode.

Stor Regnspove.

I Ølundgårds Inddæmning er der næppe vand nok til en Gravand - en panorering fra fugletårnet gav to Storspover og - det var overraskende, en mand, der fortalte, at han var på udkig efter sæler. Han havde måske ikke valgt verdens mest oplagte placering.

Krikænder og enkelte Pibeænder.

Mellemstykket var det eneste sted, hvor der var et større område med vand, søen er dog en del mindre end ”normalt”. Ænderne er nødt til at udnytte de muligheder, der er, og her lå en del, dog ikke mange arter: Krikand 900, Pibeand 65, Skeand 3 og Gravand 1. De fleste af ænderne lå i den nordlige del ned mod Firtalsstranden, så jeg gik ned i fugletårnet der for at se om der skulle gemme sig en amerikaner blandt Krikænderne. Jeg fandt ingen. Blandt Krikænderne stod 19 Rødben tæt sammen og skuttede sig, på bredden gik 18 Storspover.

Rødben - bemærk Krikanden - den har ikke meget vand at svømme i.

Krikænder.

Der var ikke en eneste dykand, der plejer at ligge en del Trold- og Taffelænder og nogle få Lille Skallesluger, heller ingen lappedykkere. Der er nok for lidt vand. Jeg vendte blikket mod Firtalsstranden - også den var næsten tørret ud, der var højst fjerdedel af den ”normale” vandflade tilbage. Til gengæld sad der en flot gammel Vandrefalk - en hun at dømme ud fra størrelsen.

Vandrefalk.

Jeg vendte tilbage mod bilen. En flok Bramgæs - ca 150 - havde kurs mod Vigelsø, og et par Spurvehøge fik en flok på 180 Viber på vingerne. Også den mindst tænkelige Sangsvaneflok blev det til - én!

Viber.

Jeg bestemte mig for at lægge vejen forbi Slambassinet, der ligger ved Strandager ved Fjorden ud for Lumby. Et par Skægmejser fløj rundt i rørene, men ellers var der ret tomt - en Svartbag og en Sølvmåge tronede på hver sin jordbunke og en halvsnes Sjaggere prøvede at finde lidt bær. En Fjeldvåge fouragerede over rørene.

Svartbag og Sølvmåge.

Jeg gik nordpå gennem ”ukrudtet” i håb om at sparke en Mosehornugle op - det lykkedes ikke, til gengæld fik jeg forstyrret en Ræv, dens flugtafstand er betragteligt større end uglens! Fra Fjorden hørtes Sangsvaner, som blandede sig med de mange Knopsvaner, men også fra den nye sø, der ligger umiddelbart vest for den nordlige del af Slambassinet var der Sangsvane - ni styk og i denne sø lå dykænderne - 470 Troldænder blandet med lidt Taffelænder og 42 Knarænder, de blander sig tit med dykænder eller Blishøns.

Sangsvane, på vej over Slambassinet mod Fjorden.

Jeg drog hjem med håbet om, at der snart kan komme nogle dage med lidt sol, så man kan få set på fugle i ordentligt lys. Det vil også være ønskværdigt, at der kommer mere vand i Ølundområdet - ellers går Hættemåger og de Sorthalsede Lappedykkere en svær sæson i møde.

Tekst og foto: Søren Gjaldbæk.