Bortset fra en enkelt dag, hvor vinden drejede i SØ, så bar ugen præg af vestenvinden. Afrikatrækkerne ankommer stille og roligt, men uden varmen oplever vi ikke et boost af fugle. Det har været en klassisk kold maj uge.
Silkehejre ved Jersore. Foto: Leif Sørensen
Mandag begyndte friskt med en Silkehejre ved Jersore. Det var ynglefugletællerne Henrik Knudsen og Henrik Haaning, der slog til, men ellers var det fuglemæssigt en stille majdag på Fyn.
Tirsdag fandt Kurt Hansen en Hortulan på Fyns Hoved. En art man desværre ser færre og færre af, men franskmændene har åbenbart ikke fået spist dem alle sammen endnu – heldigvis. Samme dag hørte Kurt en Gulbug. Ved Firtalsstranden så Jens Friis-Walsted 2 Sorthovede Måger. Mens Fyensområdets fjerde Sydlige Nattergal (rekord mange) dette forår blev optaget på Nordfyn af Ricky Damm Nielsen. Hør optagelsen i spalten til højre.
Onsdag hørte Søren Bøgelund ved Magleby landets kun anden Pirol i år. Dagen før var den første hørt på Als. Eske Morthensen støvede hele 2 Vendehalse op i og omkring Nyborg, mens Peder Rasmussen konstaterede 2 Sorthovede Måger på Siø.
Ved Jersore så fuglekiggerne ikke dobbelt – Silkehejren fra om mandagen var blevet til 2 fugle og ved Gyldensteen kunne Henrik Kingo Andersen tælle 72 Tinksmede.
Hvidbrystet Præstekrave ved Fællesstranden. En lokal sjældenhed. Foto: Søren Gjaldbæk
Torsdag stod for den fuglemæssige mest alsidige dag. Efter regn om natten hang, der en del dis og vinden var i sydøst. Det havde mange fynske birdere luret, at det så spændende ud. Niels Bomholt fandt dagens fugl i form af en Hvidbrystet Præstekrave ved Fællesstranden på Fyns Hoved, den blev der to dage. Samme sted så Niels 2 trækkende Mosehornugler. På Langeland ved Gulstav så Søren Bøgelund og Hans Rytter en indtrækkende Steppehøg samt en Sort Glente. I Botofte Skovmose rastede 4 Sortterner og 5 Lærkefalke blev set på lige så mange lokaliteter. De første Temmincks Ryler dukkede op – 5 rastede i Sortemosen set af Peder Rasmussen og 2 rastede ved Gyldensteen set af Michael Mosebo. Endelig var Silkehejrene på plads ved Jersore – set af mange.
En af tor Sorthovede Måger der overfløj Gulstav. Sorhovedet Måge er set på flere lokaliteter ugen igennem. Foto: Jan Nielsen
Fredag så Anton Knudsen en rastende Mosehornugle ved Gamborg, mens Michael Mosebo hørte 2 Skovhornugler ved Vejlby. Silkehejren ved Jersore var blevet single igen. 9 Temmincks Ryler blev set på 4 forskellige lokaliteter. På Sydlangeland så Jan Nielsen 2 overflyvende Sorthovede Måger ved Gulstav.
Lørdag bød på strålende sol og en ulidelig uspændende vindretning fra NV. Derfor kunne lørdagen heller ikke svinge sig op til mere end en reprise på Silkehejren ved Jersore. Sorthovedet Måge ved Birkum yngler, men som sådan heller ikke en nyhed. Ved Gyldensteen fandt Søren G. Nielsen en flok på 9 Temmincks Ryler.
Lærkefalk en adult fugl i Gulstav Mose i søndags. Foto: Steen Wagner
Søndag var det fortsat flot vejr. Silkehejren ved Jersore holdt stand og fik lokket folk på disse kanter, og en af Fyns allerbedste vadefuglelokaliteter blev opdaget eller genopdaget. Gyldensteen Strand får slet ikke den opmærksomhed som lokaliteten fortjener, der må være basis for både det ene og det andet. Henrik Kingo Andersen kunne blandt andet notere 7 Atlingænder og 16 Temmincks Ryler. På Siø er også en fremragende lille oase. Her kunne mere end 100 Splitterner og 2 Skestorke norteres – sidstnævnte set af Peder Rasmussen og Søren G. Nielsen
Tak for de mange fotobidrag i denne uge. Vi modtager med kyshånd foto fra uge 20.
Tekst: Esben Eriksen