Da vi overtog haven for små 30 år siden, var det en meget fin gammeldags have med frugttræer, mange blomstrende buske, et par meget høje træer, blomsterbede omkranset af lave buksbomhække og en køkkenhave, som vi alt sammen vedligeholdte og udbyggede med et par havebassiner de første år - dvs. så længe vi havde kræfter til det.
Dompap og kernebider – middag for to.
Nu må haven vist nærmest betegnes som en ”vild med vilje” have, hvor vi slår græsset og klipper hækken, men det er den ikke blevet mindre fuglevenlig af.
Sumpmejsen spiser kernerne i kaprifoliebærrene.
Haven ligger rigtig godt placeret. For det første ligger den på Langeland, som i sig selv er et fugleparadis, og så ligger den ude på landet omkranset af marker og skov, og med ikke ret langt til stranden, så her kommer besøg af rigtigt mange forskellige fugle året rundt.
Den Rødryggede Tornskade lige inden den letter efter Admiralen.
Her er stadig høje træer og mange buske, som fuglene både kan bygge reder i og bruge som skjul, når naboens kat, ræven eller en rovfugl kommer forbi, og blomsterne og de blomstrende buske tiltrækker sommerfugle og insekter.
Gift har vi aldrig brugt, så der er også rigeligt med kryb og kravl til de insektædende fugle, selv om markerne her omkring dyrkes konventionelt.
Jeg fodrer hele året, hvilket naturligvis lokker fuglene til både om vinteren, hvor de kan have svært ved at finde føde – dengang der var vintre til – og i ynglesæsonen, hvor de først kommer efter føde til ungerne, og derefter kommer med ungerne, som så lærer stedet at kende.
Stillits – et farverigt indslag.
Og det går ikke stille af med alle de fugle i haven. Først på sommeren, når stæreungerne er fløjet fra reden, kommer forældrefuglene med dem, og så har vi balladen. Både mellem stærene indbyrdes, men i særdeleshed også mellem stærene og de Store Flagspætter.
For nogle år siden lavede min yngste søn et rovfuglefoderbræt til mig, hvor jeg fodrer i vinterhalvåret, og det giver mange gode og sjove oplevelser.
Tårnfalken spiser svinekam.
Det er mest Musvågerne, der benytter sig af det – dem har der været mange af - men der har også været både Tårnfalke og en Havørn en enkelt gang.
I mange år var det den samme Musvåge, der kom hvert år midt i efterårsferien, og satte sig på det tomme bræt, for ligesom at sige, at så kunne maden godt bæres frem. Og det blev den så.
Musvåger – brødnid.
Når man igennem et halvt år har Musvågerne på så tæt hold, har man fin mulighed for at lære dem at kende, og finde ud af, hvor forskellige de er, både af udseende og temperament. Der kan godt opstå kampe om maden, og da er det tydeligt at se, at nogle viger, mens andre tager kampen op.
Spætmejse på besøg fra skoven.
Af de mindre fugle er her gerne 20 – 25 forskellige arter hver dag, men ikke altid de samme arter, da det skifter med årstiderne.
Der kommer trækfugle fra både syd og nord, og så er der de fugle, der drager til skovs for at yngle, men kommer igen om vinteren som f.eks. Rødhalsen.
Spurvehøgen har respekt for Stærens spidse næb.
Ikke alle fugle lader sig fodre, men så er der dem, man fodrer indirekte. De mange småfugle – alene spurvene er her vel o. 100 af – tiltrækker Spurvehøgen, som kommer næsten dagligt, og en enkelt gang kom en ung Duehøg og snuppede en tyrkerdue. Efter sådan en oplevelse er man ikke meget for at forlade matriklen, for tænk hvis den kom igen, og man ikke var der. Det gjorde den nu ikke – så vidt jeg ved.
Duehøgen snuppede en Tyrkerdue.
Jeg har spekuleret på, om nogle fugle kommer i haven, fordi de kan se/høre, at der er mange andre fugle, og instinktivt får en ide om at der så må være føde.
I feb. 2010 da der var sne og frost i længere tid, holdt et par Dobbeltbekkasiner til i haven i flere dage. Om det lykkedes dem at finde noget spiseligt, ved jeg ikke, men jeg så dem ikke spise noget.
Dobbeltbekkasin på vinterferie.
Og så var der den dag i april 2018, hvor jeg satte sprintrekord i distancen mellem køkken og stue efter fotoapparatet, for da sad der pludselig en Hærfugl på udhustaget, som jeg naturligvis måtte have billeder af. Det lykkedes, men desværre fløj den ret hurtigt videre, så andre ikke fik fornøjelsen af at opleve den.
Hærfuglen på sit nok eneste besøg i haven.
Håber det fremgår af artiklen, at man får mange gode oplevelser, masser af glæde og et udbredt kendskab til fuglene, når man ”dyrker” dem i sin have.
Tekst og foto: Jane Ditzel
