Det er svært at afgøre, hvilke fugle jeg bedst kan lide, men rovfuglene har altid fascineret mig, og min fascination er ikke blevet mindre af at have haft nogle af dem tæt på igennem adskillige år.
Spurvehøgen kommer i haven hele året, da den har fundet ud af, at her er let adgang til føde i form af alle de småfugle, der fodres her.
Spurvehøgen flyver væk med en Skovspurv.
Den er en elegant og lynhurtigt jæger med fantastiske flyveegenskaber, som godt kan snuppe en af de små fugle i luften og bare flyve videre med den til et mere roligt sted eller hjem til reden.
Spurvehøgen flyver videre.
Men den tager også de lidt større fugle som Solsort, Stær og Stor Flagspætte, og dem kan den ikke bare flyve videre med, før den har taget livet af dem, og det kan nogle gange være en langstrakt affære.
Spurvehøg med Stær.
De større fugle gør modstand, og især Stæren og den Store Flagspætte tager virkelig kampen op, da de har et godt forsvarsvåben i deres spidse næb, som Spurvehøgen tydeligvis har respekt for, men i langt de fleste tilfælde går Spurvehøgen af med sejren, da ingen fugle kan overleve efter at have haft dens skarpe klør i kroppen.
Spurvehøgen har taget en Stor Flagspætte unge.
Hvis den ikke fanger noget i første forsøg, lander den tit på mit foderarrangement til småfuglene, hvor den sidder og afsøger omgivelser for at se, om der gemmer sig en lille fugl et sted i nærheden – men de er oftest pist væk og kommer ikke frem, før den er fløjet igen.
Hvor fantastisk en flyver den er, har jeg oplevet flere gange, hvor den er kommet susende f.eks. rundt om et hjørne lige imod mig, og så på et splitsekund har nået at ændre retning lige foran mit ansigt.
Spurvehøgen havde fra start kun fat i Stærens ene vinge, så det blev en lang affære.
Den er normalt meget sky og forsvinder, ligeså snart den ser mig bag terrassedøren, men efter et stykke tid finder den ud af, at jeg ikke er ”farlig”, og så bliver den bare siddende, til den er blevet enig med sig selv om, at fuglene er fløjet. Forleden dag blev den endda siddende, selv om jeg stod 5 m fra den udenfor.
Meget lys Musvåge.
Musvågerne kommer kun i haven i vinterhalvåret, hvor der er mulighed for at fodre dem. I sommerhalvåret kommer de ikke, for da kan de sagtens selv finde føde, og det foretrækker de.
Det er forskelligt fra år til år, hvor mange Musvåger der kommer her. I hårde vintre kan her være 10 forskellige Musvåger, der kommer på besøg, og når de samme Musvåger kommer over længere tid, kan man rigtigt se, hvor forskellige de er rent udseendemæssigt fra næsten hvide eksemplarer til meget mørkt brune.
Nidstirringskonkurrence.
Man kan også se, at der indfinder sig en vis hakkeorden, men først når der er kæmpet om ranglisten. Så ses der både stillingskrig, bagholdsangreb, luftdueller og nidstirringskonkurrencer, men nogle gange ender kampene med, at de alle flyver væk igen – det kan man godt undre sig over.
Stillingskrig.
Det er også meget forskelligt, hvor sky de er. Fra foderbrættet, som står ca. 30 m fra huset, kan de tydeligt se, hvis nogen står i køkkenet og betragter dem. De fleste af dem finder hurtigt ud af, at det sker der ikke noget ved, men nogle få af dem bliver ved med at smutte, bare man viser sig.
Det gjorde f.eks. den Musvåge som gennem mange år var den første på brættet midt i oktober. En stor mørk Musvåge, som nok var en hun, og som, fordi hun var så bange af sig/forsigtig, fik navnet ”Pivskid.”
Musvågen forsøger at skjule maden.
Jeg har høns, som går frit rundt i haven, og jeg er flere gange blevet spurgt, om ikke jeg er bange for, at Musvågerne skal tage dem, men det er hverken jeg eller hønsene bange for, og det er da heller aldrig sket. Hønsene kan gå lige under foderbrættet, uden at Musvågerne tager notits af det.
Musvåge – luftkrig.
Musvågerne holder til ved foderbrættet i havens udkant, eller på en stolpe eller i et træ tæt ved, hvor de venter på deres tur, men i strenge vintre har jeg oplevet, at de kommet helt tæt på huset, og endda har siddet på terrassen.
En enkelt vinter var her en Tårnfalk, som dagligt besøgte foderbrættet, når Musvågerne ikke var der.
En lille Tårnfalk kan godt lade sig kyse af en stor Sølvmåge.
Om sommeren ser jeg af og til en Rød Glente, og Rørhøgen kommer næsten dagligt. De kommer dog ikke i haven, men afsøger markerne omkring huset for føde.
Rørhøgen kommer tit forbi i sommerhalvåret.
Der er mange gode og spændende oplevelser at hente, når man fodrer fuglene i sin have. Også barske oplevelser ind imellem, men det hører med.
Tekst og foto: Jane Ditzel.
