Engang imellem overgår virkeligheden ens vildeste fantasier, og endda når man mindst venter det.
I 2013 lå påsken sidst i marts, hvor der stadig lå sne nogen steder, og der blev derfor stadig fodret på rovfuglebrættet, som står ca. 30 m fra køkkenvinduet.
Meget af familien var samlet i køkkenet for at forberede påskefrokosten, og vi skulle naturligvis bl.a. have kogte æg. Jeg havde kort forinden fået et fint æg, som skulle i kogevandet sammen med de almindelige æg, og det ville så spille én melodi, når æggene var blødkogte, en anden når de var smilende, og en tredje når de var hårdkogte. Det stod vi alle sammen og holdt øje med.
Påskegæsten – en 12 år gammel havørn.
Heldigvis var de to af børnebørnene – Laura og Clara – oppe på 1.sal, og pludselig råber Clara, som dengang var 7 år: ”Der er en ørn”.
Godt nok vidste Clara også dengang meget om fugle, men jeg nåede alligevel at tænke. ”Ja, ja – overdrivelse fremmer forståelsen”, mens jeg vendte mig mod køkkenvinduet.
Og så kan det nok være, jeg gjorde store øjne, for der VAR en ørn – en Havørn – som tydeligvis havde hentet noget af kyllingen, som lå på brættet.
Der bliver ikke levnet noget.
Hu hej vilde dyr ind efter fotografiapparatet – nu kunne melodi-æg, være melodi-æg – og så blev der ellers knipset løs.
Jeg nåede at få taget en masse billeder, inden den først fløj længere ud på marken – den blev vist træt af et par Hættemåger, der mobbede den - og derefter væk.
Havørnen kigger efter resterne af kyllingen på brættet.
Den var ringmærket og var heldigvis så tæt på, at ringen kunne aflæses og fotograferes og sendes ind til ringmærkningscentralen, som kunne fortælle følgende om ”vores” Havørn:
Den var ringmærket i reden den 25. maj 2001 i Dümmer Ludwigslust, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland.
Havørnen er en smuk og imponerende fugl.
Set i Frellesvig 4325 dage efter ringmærkningen - så den var 12 år gammel.
Mærkningsstedet var 152 km herfra, men den må jo have fløjet noget omkring siden da. Den var ikke kønsbestemt.
Det var en hjertehamrende, hårrejsende, armene-op-over-hovedet oplevelse, og det bedste af det hele var, at meget af familien fik den oplevelse med.
Om den er blevet her i området, ved jeg faktisk ikke.
Der er ikke meget kylling tilbage.
Siden da har der et par gange været Havørne på marken bag huset, men ingen har været så tæt på. Sidst for et par dage siden, hvor en ung Havørn havde fanget noget, der lignede en mosegris – eller også havde den snuppet den fra nogle krager, der var meget utilfredse med Havørnens tilstedeværelse.
Mit ældste barnebarn hedder Janus, men ikke engang han har øjne i nakken. Det var ellers noget, man godt kunne bruge i den situation.
Tekst og fotos: Jane Ditzel
