En strandjægers bekendelser
Lad mig starte med en bekendelse. Jeg har tidligere brugt DOF Basen til at tjekke lokaliteten Vigelsø, for observationer på svømmeænder i jagtsæsonen. Det var i årene før digebrud og i perioder med bundgræs på Lumby Middelgrund.
Som DOF’s talsmand, Kurt Due Johansen, ganske rigtigt forudså ved etablering af reservaterne i Odense Fjord, blev det også en fordel for jægerne. De jagtbare ænder og gæs blev længere tid i området – og fløj fra tid til anden ud af reservatet og ind i de jagtbare områder. En win-win-win situation for fugle, ornitologer og for de strandjægere, der indså, at bægeret stadig var halvt fyldt. Som noget helt nyt, kunne vi opleve jagt på især Pibe- og Spidsænder ind i november/december måned, hvilket tidligere var helt usædvanligt.
Solopgang over Lumby Middelgrund med kravlepram, klar til en tur ud i fjorden. Foto: Peter Lillesø.
Navnet Lumby Middelgrund stødte jeg også på, for første gang, i DOF Basen. Fra de to foregående generationer af strandjægere i familien, er jeg vokset op med navnet ”Fed’grunden” på vores lokale jagtterræn, som yderligere blev opdelt i flere mindre områder, som f.eks. ”det Høje”, ”Kæret”, ”Knolden”, ”Den store Sten” og ”Cigarspidsen” opkaldt efter den Odenseanske cigarruller, der yderst på Dræby Fed havde en mindre træhytte som sommerhus.
Spidsand - den og Pibeand - traf man ikke tidligere i Odense Fjord i november og december. Foto: Finn Skov.
Uanset de senere års digebrud og fravær af både rastende svømmeænder og fugleobservatører på Vigelsø og i Gåsebadet, dyrker jeg fortsat strandjagt på Fed’grunden.
Ud over et ønske om fortsat at kunne kombinere jagt og naturoplevelser, er genopdagelse af DOF Basen som aktiv bruger, en væsentlig årsag til at jeg holder ved.
En hærfugl holdt til i Munkebo fra den 13. december 2016 til 21. januar 2017. Foto: Søren Gjaldbæk.
Tilstedeværelsen af en Hærfugl i mit villakvarter ved årsskiftet 2016/2017, vakte interessen for selv at registrere observationer af særlige fugle og indløste et medlemskab af DOF.
I starten med forholdsvis få registreringer, men da jagtsæsonen startede i september, oplevede jeg at iagttagelse af fugle, generelt skærpede de samme sanser i mig, som jagten altid har gjort. Øjne og ører skal være skarpe – man føler sig mere som en del af naturen, og tankerne er i nuet. Ud over min 50 år gamle ”Baikal” haglbøsse og 7x50 jagtkikkert, har jeg bevæbnet mig med en ”Wing 10 x 42” indkøbt i DOF’s naturbutik. ”Byttet” noteres og hjembringes til registrering i DOF Basen. Sammen med det i øvrigt mere beskedne vildtudbytte fra jagten, som følgende nedslag i min jagtjournal vil vise.
Grågåsen - altid på vagt overfor såvel jægere som fotografer. Foto: Søren Gjaldbæk.
Søndag, 1.september 2019
Afgivet 2 skud – 2 Grågæs, skudt inden solopgang.
Premieremorgenen blev tilbragt sammen med Tommy og Verner, som nyder deres otium og i de senere år kun kommer på pramjagt på Odense Fjord, denne ene dag om året.
Fed’grunden blev efter solopgang indtaget af et 4-cifret antal Grågæs, der kom fra natterast på Vigelsø. Vores kravlepramme lå klar i strandkanten, men vi kunne bare nyde synet af de mange indflyvende gæs fra vores siddepladser på dæmningens sten, idet det var faldende vand, og vi ikke kunne flyde ud til gæssene. Vejret er ofte selvregulerende i forhold til muligheden for strandjagt. Det var det ikke i dag – det var tidevandet, der naturligt begrænsede jagtmulighederne. Det er også charmen - ikke 2 dage er ens.
Tommy, der både har haft 50 års jubilæum som strandjæger på Odense Fjord og 50 års jubilæum på Lindøværftet, leverede på vanligt underholdende vis de samme anekdoter om de lokale fra det gamle fiskersamfund og de mange tilflyttere til værftsbyen, der især i tresserne og halvfjerdserne, brugte fjorden til jagt og fiskeri i den sparsomme fritid. Dengang kunne vandet være blankt på grund af tangplanter, der stod helt op i vandoverfladen - og jagttrykket var tilsvarende stort. Den tid er forbi, men de gamle lokale strandjægere ville rotere i deres grave, hvis de kunne se Grågæssenes indtog på Fedgrunden den 1. september 2019.
Grågåsen er i dag en ganske almindelig fugl - tidligere var der længere mellem dem. Foto: Søren Gjaldbæk.
Da vi skød en enlig Grågås, en septemberdag i midten af firserne, var det en mindre sensation for min bror og mig. I jagtpremieren 1997, samtidig med at reservatet omkring Vigelsø var blevet oprettet, oplevede vi for første gang flere flokke af Grågæs på Fed’grunden. Siden har det, i større eller mindre grad, været en tilbagevendende begivenhed – generelt upåvirket af vores jagt og jagtform, ud over at gæssene bliver ekstra vagtsomme, når de har hørt de første skud ved indgangen til september måned.
Da vandet var steget og Grågæssene trukket væk igen, havde vi – med minimum 1.000 gæs på grunden – maximalt høstet 3 o/oo af dem. Og det på dagen med det største jagttryk i sæsonen.
Vi så ganske få svømmeænder, men jeg fik nogle spændende observationer til DOF Basen. En Fiskeørn kom ind over grunden fra nordøst, med de karakteristiske styrtdyk mod vandoverfladen. En Isfugl blev spottet, som et flyvende isblåt lyn, lavt langs strandkanten. 11 Viber og 40 Storspover blev registreret.
Storspoven, som nu er fredet, overvintrer i stigende antal i Odense Fjord. Foto: Søren Gjaldbæk.
Da jeg tog jagttegn i 1976 var både Viben og Stor/Lille Regnspove jagtbare. Den Store Regnspove var et attraktivt, men sjældent bytte på Fed’grunden. Hvis de viste sig i området efter andejagtens start den 16. august, startede det omgående en fløjtekoncert fra de tilstedeværende jægere. Dengang var det muligt at fløjte spoverne på skudhold. I dag er det helt umuligt, i hvert fald for mig, at få en Storspove til at reagere. Men skønt at høre dens vemodige fløjt – og jagtfredningen er helt sikkert en medvirkende årsag til, at den gennem efteråret og milde vintre kan opleves i pæne tal i Odense Fjord.
Viben er ikke samme succeshistorie – de ses ikke længere boltre sig i luften, mellem inddæmningen på Dræby Fed og fjorden.
Sortstrubet Bynkefugl, fåtallig gæst i Odense Fjord. Foto: Søren Gjaldbæk.
En bekendelse mere. På hjemturen langs dæmningen og fra den drivende lette kajak, spottede jeg en småfugl i de lave ukrudtsplanter, der findes på dæmningens side. Den sad med ryggen til og ikke i ret lang tid… første hurtige kik i kikkerten gav indtryk af brunlig fugl med et hoved a la Rørspurv han. Næste og sidste kik viste fuglen i flugt væk fra mig og åbenbarede et hvidt felt på overgumpen. Ved den jyske vestkyst, havde jeg i foråret set Sortstrubet Bynkefugl, og kontroltjek på nettet retfærdiggjorde for mig, at observationen blev indtastet i DOF Basen. I den efterfølgende tirsdagsanalyse kunne jeg se, at jeg havde registreret efterårets første Sortstrubede Bynkefugl. Der blev jeg lidt hed om ørerne – det har jo konsekvenser det her… kunne det have været den noget lysere Stenpikker eller?
At der bliver holdt øje med registreringerne i basen, har en nybegynder som mig også konstateret for nyligt. Efter en observation på lang afstand og spredt ud over en større vandflade, modtog jeg en mail fra en anden bruger af basen, med følgende spørgsmål: ”hvorfor registrerer du som sp., når der på lokaliteten kun kan være tale om to let genkendelige arter?”. Jo tak – så lærte jeg også noget nyt den dag…
Lørdag, 21. september 2019
Ingen skud afgivet.
Medio september har tidligere været det jagtmæssige højdepunkt i vores kravlejagt på svømmeænder, hvor trækket og rastende fugle toppede efter dage med vind fra østlige retninger. I de seneste 15-20 år og måske på grund af klimaændringer, er trækket af svømmeænder kulmineret i oktober måned, når der vel at mærke har været føde og dermed mulighed for fouragering/rast. Det var ikke tilfældet i 2019 og denne dag, som indgik i en weekends optælling af svømmeænder i DOF, kunne jeg bidrage med en indtastning på 0 i svømmeænder sp.
Hvidkliren ses regelmæssigt, men ikke mange, ved Lumby Middelgrund. Foto: Søren Gjaldbæk.
Så løb tiden med min nye interesse – artsbestemmelse og registrering af de øvrige fugle i området. For mig og de andre strandjægere på Fed’grunden, har de fleste vadefugle – ud over spoverne – været kendt under fællesbetegnelsen ”dyttere”. Men det har ændret sig via flittige studier af dof.dk og fugleognatur.dk. Indtil videre er jeg sikker på Hvidkliren, som er fast gæst langs strandkanten i september/oktober – denne dag 5, som er flere, end der plejer at være. Ligeledes 1 Mudderklire, som ud over den korte og lave flugt, blev genkendt på grund af den vippende bagdel. De mindre ryler er jeg ikke helt skarp på endnu – men jeg øver mig, når muligheden opstår.
Mudderklire - Peter Lillesø så en ved Lumby Middelgrund 21. september 2019, og mere spændende den 11. og 19. januar 2020. Foto: Søren Gjaldbæk.
Lørdag, 9. november 2019
Ingen skud afgivet.
I den tidlige morgen var jeg overbevist om, at jeg skulle have vildt med hjem i dag. Jeg havde den svage vind i næsen og bragte liggende kravleprammen hen mod 9 Gråænder, der lå helt roligt på det lave vand og ikke opfattede, at den mørke sten som kom nærmere og nærmere, var en potentiel fare.
Mens spændingen steg og adrenalinen forberedte, at min krop lynhurtigt skulle kunne reagere og få mig bragt i stilling til afgivelse af skud – blev der skudt et andet sted på grunden. Gråænderne – og min andesteg – forsvandt i horisonten! På den måde er strandjagten også selvregulerende. Slukøret måtte jeg ty til min trøstpræmie, notering af 9 rastende (og levende) Gråænder til basen. Og som tidligere nævnte Tommy ville have sagt: ”Det er sovsen, der er det bedste…”
Bramgåsen er gået markant frem de seneste 20 år - man kan se store flokke mange steder, blandt andet i Odense Fjord. Foto: Søren Gjaldbæk.
Bramgæssene er kommet nu. 1600 noterede jeg denne disede november morgen. En gåseart, hvis fremgang er markant. Jeg husker, den begyndte at komme i fjorden fra omkring 1990. I modsætning til Grågåsen har den ikke haft jagttid i Danmark, og fremgangen kan ikke forklares med begrænset jagttid og flere reservater. Men et herligt årligt gensyn med bjæffende flokke af de farverige gæs – og på grund af antallet, en af de nemme registreringer til DOF Basens ”bemærkelsesværdige fugle”. De lever dog ikke et helt ubekymret efterår/vinter på denne lokalitet. Lodsejere på Dræby Fed har tilladelse til regulering på de marker, som gæssene jævnligt opsøger til fouragering eller som de overflyver på deres trækruter mellem Vigelsø og Ølundgård inddæmningen på fjordens nordvestlige side. Der er nogle individer blandt Bramgæssene, der må lade livet for artens eksplosive vækst, som er grundlaget for lodsejerens tilladelse til bekæmpelse af markskader.
Bramgæs. Foto: Søren Gjaldbæk.
Søndag, 19. januar 2020
Ingen skud afgivet.
Lidt Pibeænder og ganske få Gråænder set på grunden om morgenen tidligt. Ud over registrering af 1.000 Bramgæs, vil dagen blive husket for en enlig Mudderklire i strandkanten. Jeg havde faktisk set den 8 dage tidligere, men uden at vove registreringen. Denne søndag morgen/formiddag var fuglen her stadig. Jeg havde i ugens løb læst op på kendetegnene for Mudderklire og var også opmærksom på, at det var en usædvanlig observation i januar måned. Hver gang den lettede, fløj den lavt og lidt længere hen ad strandkanten. Den ene gang med et spinkelt to-tonet kald. Kunne komme ind på 25-30 meter og tydeligt se kendetegnene i kikkerten, herunder især den vippende hale, når den var urolig. Med en af tidens populære talemåder vil jeg ”stå på mål” for den registrering, som også blev bemærket i den efterfølgende tirsdagsanalyse på doffyn.dk.
Lørdag, 25. januar 2020
Ingen skud afgivet.
Sæsonens sidste tur. Satte ud kl 07.15 og kunne snart høre kalden fra, hvad jeg synes lyder som frøer eller tudser. Stor Skallesluger …. det var noget over middel vandstand og 5 styk blev snart spottet næsten inde i strandkanten. Afsløret i mørket, af hannernes lysende hvide farve. De svømmede blot ud af, da jeg åbenbarede mig i deres synsfelt. ”Store Gulbrystede” kaldte min farfar dem – og jeg forstod, at de også var et kærkomment tilskud til kødet/kosten i hjemmet på Strandgyden i Munkebo.
Omvendt har jeg også hørt fra et nulevende sandhedsvidne (igen Tommy..), at han som yngre, havde leveret nyskudt Stor Skallesluger til en ældre fisker og fik tilbagemeldingen ”at de havde været nødt til, at smide både fugl og stegegryde ud….”. Ikke mange stjerner fra den anmelder, men smag og behag er som bekendt forskellig.
Min mor var grønlandsk og hun lærte sine børn, at spise nationalretten ”Suaasat” (suppe kogt på fugl eller sæl), som dengang kunne tilberedes efter den originale opskrift med Alk/Lomvie. Min far var mest til garnfiskeri og motorbådsjagt – og han blev modtaget som en sand ”pinatorsuuak” (storfanger), når han hjembragte alkefugle skudt uden for Gabet ved Odense Fjord.
Selv forfinede jeg retten med de vinterfede, men ret sky, Hvinænder - som i mine yngre år hvor energien var større og jagtlysten umættelig – en gang imellem kunne overlistes fra kravlepram, når de dykkede efter føde på relativt lavt vand. Fuglesuppen blev ikke en del af mine egne børns kostpyramide og Hvinænderne på Fed’grunden, behøves ikke længere frygte at skulle levere perler til min suppe, der nu kommer fra Mou.
Også Ederfuglen ses ved Lumby Middelgrund. Foto: Søren Gjaldbæk.
Dagens jagtoplevelse blev en kravletur på 2 grågæs - som inden det blev rigtigt spændende - lurede faren og svømmede væk fra mig, inden de højlydt gakkende gik på vingerne.
Mudderkliren fra weekenden før, var ikke langs strandkanten i dag. Øvrige bemærkelsesværdige observationer: 1.000 Bramgås (overflyvende lokale gæs på og omkring fjorden). Ederfugl 115 og Hvinand 50 (rastende/fouragerende på kanterne ud mod sejlrenden, hvor der stadig må være lidt småfisk og skaldyr). 42 Storspove (overflyvende lokale fugle – der opholder sig rundt omkring i fjorden).
Det blev som nævnt årets sidste jagttur, som afrundede en sæson der – målt på vildtudbytte - blev lige så sparsomt som min første sæson for 43 år siden. Omvendt har jagtturene ud i naturen uændret høj værdi for livskvaliteten og en stigende værdi for den mentale sundhed.
Udsigt fra Stige Ø mod Munkebo. Foto: Søren Gjaldbæk.
Arkæologen og ornitologen, Sven Thorsen, fik i 2014 udgivet bogen ”Strandjagt”, som samler historien om ”den lille mands jagt”. Det afdækkes også, at den særlige kravlejagt med skydepram, blev udviklet på Odense Fjord i slutningen af 1800-tallet.
Lad mig afslutningsvis opfordre til, at vi fortsat kan bevare og dyrke denne kulturarv på Odense Fjord. At der ikke, uden sagligt belæg, flyttes på reservatgrænserne i fjorden. Jagtformen forudsætter lavvandede områder, og kan ikke flyttes ud på 1-2 meter vand.
Jeg håber, at mine nedslag på dage i jagtsæsonen, viser at området ikke er overbelastet af jagt eller af andre rekreative aktiviteter. Tilbagegangen i de jagtbare arter og andre vandfugle i øvrigt, skyldes givetvis miljøtilstanden og fravær af fødeemner i fjorden, hvilket fagfolk har peget på skal løses gennem ændringer i tilførslen af kvælstoffer fra landbrugsdriften.
Under alle omstændigheder vender jeg tilbage til Lumby Middelgrund den 1. september 2020, forhåbentligt i selskab med pensionisterne, Tommy og Verner – og hvem ved, måske vender ”den Sortbrogede Bynkefugl” også tilbage.
Tekst: Peter Lillesø.