Påskedagene blev tilbragt på Sydhavsøen i bragende flot vejr. Hermed en lille frontberetning fra øen.
Med nu over 50 års erfaring i fugleobservationer på øen har jeg naturligvis fundet mine favoritsteder. Vitsø er nok, efter genskabelsen af søen, den mest kendte lokalitet på Ærø. Med hang til trækobservationer og kratlusk er det dog andre steder på øen, jeg oftere besøger. Nogle af dem skal hermed præsenteres.
Skjoldnæs Fyr. Foto: Lars Tom-Petersen
Skjoldnæs er den smalle tange, der vender mod NV på øen. Længst ude ligger fyret med en lille fyrhave, i dag omgivet af øens golfbane. Stedet har lige fra 1968 været en af mine favoritter, da der er en vis ”ø-effekt” over stedet. Det giver ofte mange rastende småfugle. Et ”næb”, der vender mod NV er måske ikke åbenlyst det mest oplagte træksted. Ikke desto mindre er der ofte et betydeligt træk mod Als, især om efteråret i vestlige vinde.
I Påskedagene dominerede drosler, rødhalse og gransangere blandt de rastende småfugle. Over 100 Sangdrosler og 2 Ringdrosler blev det til 19.-20. april. Dertil ankomster af en lang række af vores forårsbebudere: Gul vipstjert, Rødstjert, Stenpikker, Skovpiber, Gærdesanger, Munk og Løvsanger.
Rødstjert han raster på golfbanen ved Skjoldnæs. Foto: Lars Tom-Petersen
Sortstrubet lom optræder året rundt i pæne antal omkring Ærø. En rastende lom på Ærø er stort set lig med Sortstrubet lom. De ligger heldigvis næsten altid ganske tæt på kysten, så der er ingen problemer med at bestemme dem. Dertil er der gennem Østersøen et betydeligt træk af arten især i april. Sortstrubet lom blev set dagligt, de 6 dage jeg var på øen denne Påske. Rødstrubet ses også, men i denne runde kun to dage med samlet 6 fugle.
Højeste antal af Sortstrubet blev set d. 20. april. Denne dag først 36 trækkende fra Skjoldnæs – fordelt på 4 flokke. Alle trak nord om øen i farvandet mellem Ærø og Avernakø. Deres videre skæbne er uvis. Måske trækker de tværs over Langeland og videre syd om Lolland, som også havde fine antal af arten i påskedagene. Arten er, modsat rødstrubet lom, ikke ked af at trække over land. De trækkende Sortstrubede lommer ses i fornuftig afstand – og i godt lys fra Skjoldnæs, undertiden helt ind over land. Senere samme dag fandt jeg 21 rastende Sortstrubede lommer ud for Borgnæs Mølle på øens nordside. Samme sted lå 36 gryntende og skrigende Gråstrubede lappedykkere på havet. En pæn forsamling af ”dykkere”.
Rastende Sortstrubet Lom i overgangsdragt ved Vejsnæs. Foto: Lars Tom-Petersen
Også Ærøs sydspids, Vejsnæs Nakke, er et fint træksted med ofte store antal af udtrækkende småfugle i efteråret. I foråret er der et mindre indtræk fra Tyskland, således 220 Engpibere d. 19. april. Men ellers er det mest havet, man skal holde øje med på denne tid. Ugens største overraskelse blev vel en sen Pibesvane, der kom forbi stedet d. 21. april. Samme dag 3 gamle Dværgmåger smukt trækkende mod øst. Også her ligger der stort set altid Sortstrubede lommer på havet.
Rastende Løvsanger ved Vitsø. Foto: Lars Tom-Petersen
Vitsø kan vi ikke komme helt udenom. En syngende Blåhals blev fundet af Andreas Bruun Kristensen d. 21. april – næsten samme sted, hvor den har optrådt hvert år siden 2016. Også Sorthalset lappedykker optræder fast her – max. 8 d. 21. april.
Årets helt store ornitologiske sensation på Ærø er dog, at den næsten skovløse ø nu også har fået et par ynglende Havørne. De har fundet en lille uforstyrret trægruppe et sted på øen. Hunnen kunne ses ligge på reden i Påskedagene. Ifølge lokale Michael Larsen, der har fulgt ørnene tæt de sidste par år, tyder det på, at der de sidste par dage er gang i ungefodringen.
Tekst og foto: Lars Tom-Petersen