Man må jo erkende, når man møder sine overmænd, uanset hvor irriterende og ærgerligt det måtte være, men når det er et par fugle – altså, men ikke desto mindre, lidt imponerende er det jo også. Endnu engang må man konstatere, at naturen ikke er sådan at styre - ikke engang i ens egen have.
Heldigvis viser det sig så, at naturen kan regulere sig selv, så det ikke bliver så slemt, som man kunne frygte.
Sortkrage.
Havens ubestridte herskere er kragerne. De har mere styr på, hvad der foregår i haven, end jeg har.
For nogle år siden var det en Sortkrage, der havde magten. En pæn og ordentlig fugl, der sørgede for sig og sine uden at skabe unødig uro og ballade med de andre fugle i haven. Den dannede par med en Gråkrage, som jeg ikke så meget til, men når ungerne, som i sagens natur var hybrider mellem Sort- og Gråkragen, var fløjet fra reden, kom de også i haven, hvor Sortkragen tog sig kærligt af dem.
Sortkrage x Gråkrage hybridunger.
Sortkragen er her stadig i nabolaget. Om det er den samme eller anden, ved jeg ikke, men nu er det i hvert fald to Gråkrager, som har overtaget herredømmet i haven. Og de er nogle værre banditter, men kloge er de – ingen tvivl om det.
De sidder gerne på udhustaget, hvor de har overblik over hele haven, og kan se alt, hvad der foregår.
Gråkragen har det forkromede overblik fra tagryggen.
Forrige år ynglede 5 solsortepar i haven – og de ynglede og ynglede uden at få unger på vingerne. For kragerne havde helt styr på, hvor de havde deres reder, og plyndrede dem med stor flid og nøjagtighed for æg og unger. Jeg har set, hvordan kragen hentede den ene solsorteunge efter den anden ned fra en rede i lindetræet, og gjorde det af med dem.
Gråkragen kan også godt lide æbler.
Det kan man godt blive noget arrig over. Men sidste år havde Solsortene heldigvis ikke opgivet ævred, og ynglede igen i haven, men denne gang var de bedre til at gemme deres reder, så adskillige unger kom på vingerne.
Ikke at nyudfløjne unger er i sikkerhed for kragerne. Når Stærenes unger er fløjet fra reden, kan her være op til 50 Stære med unger i haven, og da har jeg et par gange set kragen snuppe en stæreunge og flyve væk med den.
Gråkrageunger.
Jeg har også set, hvordan kragen kan forfølge en Spurvehøg, der flyver væk med et nedlagt bytte. Hvordan det ender, ved jeg ikke, men jeg har en anelse.
Mærkværdigvis kommer de aldrig på rovfuglebrættet. De samler med glæde op under brættet, men på selv brættet kommer de ikke.
Gråkrage henter brød.
Det er ikke kun de vilde fugle, kragerne holder øje med. Jeg har høns, som får lov at gå frit rundt i haven – for det meste. Hønsene kan godt finde på at lægge æg rundt omkring de mærkeligste steder, som jeg ikke altid kan finde, men det kan kragerne. Det er lidt træls. Så får hønsene hønsegårdskarantæne, til de igen har lært at lægge æg på rette sted.
Sortkragen henter brød, som den derefter gemmer.
Men mad skal kragerne jo have, og de er gode til både at finde det, og lave depoter rundt omkring. Har jeg lagt brød ud til dem, kan jeg se, hvordan de henter det, og gemmer det forskellige steder i og udenfor haven, og synes de, brødet er for tørt, bliver det lagt i blød i fuglebadet først.
Sortkragen vander det tørre brød.
Så meget om kragerne, men så er der også Sølvmågerne – eller Sølvmågen, for det er som regel kun en enkelt af dem, jeg har mine kontroverser med. Kun i meget kolde vintre kan flere af dem kæmpe om maden på rovfuglebrættet.
Jeg bor rimelig tæt på vandet omgivet af marker, så her kommer mange måger hele året rundt. Og de har øjnene med sig.
Ikke altid nemt at hive en luns løs.
Som regel er her fred og inden fare, hvis her er mange måger, men når her kun er en enkelt, har jeg balladen. Dvs. om vinteren når jeg fodrer Musvågerne. Det måltid mener Sølvmågen, den er berettiget til at deltage i, og så starte forestillingen.
Jeg har ingen intentioner om at fodre måger, men det er den helt ligeglad med, så den indfinder sig på foderbrættet igen og igen.
Alliken ville gerne være med – men det fik den ikke lov til.
I starten er det nok, jeg bare viser mig i køkkenvinduet, så flyver den. Efter nogle gange finder den ud af, at det sker der ikke noget ved, og så flyver den kun, hvis jeg vifte med armene. Når det har stået på nogen tid, må jeg hen og åbne bagdøren, og når vi så har prøvet det nogle gange, må jeg helt ud på gårdspladsen, for at jage den væk.
Sølvmågen på vej til foderbrættet.
Men det er ikke gjort med det. For så kan det godt være, den holder sig på afstand nogen tid, men opdager den, at bilen er væk, så er den der igen.
Og de er nogle værre slughalse, der kan få selv ret store stykker kød ned i en mundfuld – også selvom det er frosset.
Kærestemiddag.
Som jeg skrev tidligere, så er der som regel kun enkelt Sølvmåge af gangen, men når foråret nærmer sig, inviterer den sin udkårne på middag – og det er jo ikke nemt at stå for.
Jeg er ret nøgtern omkring tingenes gang i naturen, men skal jeg være ærlig, har jeg været ret så irriteret på både krager og måger, men jeg har forligt mig med dem, og kan nu være imponeret over, hvor kloge de er.
Tekst og foto: Jane Ditzel
