Boligbirding 2020 - en klimavenlig konkurrence

En ny form for konkurrence så dagens lys sidste år. Du kan nu konkurrere mod andre DOF’ere fra hele Danmark, men fra din egen matrikel. DOF Fyns bestyrelse bakker op om initiativet og vil hermed opfordre alle, der har lyst til en deltage i en ”drabelig” hanekamp med næb og kløer – for nu at blive i fuglenes rige. Nedenstående er sakset fra DOF Vestsjællands hjemmeside, hvorfra ideen udspringer. Her kan du læse om konkurrence-regler, tidsperiode, tilmelding og meget mere. Rigtig god kamp og god fornøjelse.

En fugledyst fra hjemmet

I 1. halvår 2019 gennemførte DOF en boligbirding med 139 deltagere fra 13 forskellige lokalafdelinger. Tilsammen registrerede deltagerne ikke mindre end 205 arter.

Tilslutningen til projektet var klart større, der hvor lokalafdelingerne bakkede op og gjorde reklame.

Langt de fleste deltagere syntes, det var sjovt og spændende – og de fleste DOF’ere er jo oftest friske på en lille konkurrence.

BB adskiller sig fra andre konkurrencer ved at være helt CO2 neutral – den er derfor velegnet til reklamering uden for DOF’s egne rækker.

Er det andet end ”skæg og ballade”? - Ja projektet kan også betragtes som en fænologisk undersøgelse med registrering af ankomst på en række ”tilfældige” steder.

I 2019 fangede vi ikke så mange forskelle, idet den største tilslutning kom fra VJ, VSJ, NSJ og KBH, så det blev mere en øst – vest gradient end en nord – syd. Projektet afslørede dog en række spændende forskelle.

I 2019 blev der foretaget en løbende opdatering af alle tabeller, så deltagerne altid kunne se den aktuelle stilling. Dette kunne kun lade sig gøre takket være en god indsat fra Lars Holm Hansen (VJ) og Tina Høeg Hansen (KBH) – øvrige områder blev klaret af undertegnede.

I alt blev der foretaget 6352 registreringer (hver art skal kun registreres 1 gang pr deltager) – hvilket svarer til indsatsen fra en ganske solid DOFbase bruger.

Flotte præmier

For at stimulere interessen for projektet har DOF Vestsjællands bestyrelse besluttet at sponsorere projektet med 3 flotte præmier - De tre vindere vil få tilsendt et gavekort på 500 kr. til Naturbutikken.

Den samlede vinder af hele konkurrencen - flest Boligbirding arter i løbet af 1. halvår - må nøjes med æren. Hermed har vi imødekommet de klager, vi fik sidste år om, at betingelserne for at se mange arter ikke er lige gode for alle.

Den første præmie tilfalder en deltager fra den lokalafdeling, der får registreret flest arter - her har jyderne desværre en fordel, som vi ikke lige kan kompensere for. Vi trækker lod blandt de deltagere fra afdelingen, som har holdt ved hele perioden, dvs. fået registreret nye arter i mindst 5 af de 6 måneder projektet kører. 

Du optimerer dine muligheder for at vinde ved at være med starten, og ved at få andre fra din afdeling til at deltage. 

Den anden præmie er forbeholdt vores eget område. Vi har delt skemaet fra Vestsjælland op i kommuner. Da der altid bliver set flest fugle i Odsherred, har vi valgt at forsøge at kompensere for dette - selv om det er ikke givet, at det samme gælder for Boligbirding. Det gør vi ved at sammenligne det antal arter, der er registreret i Boligbirding med det antal arter, der i alt er registreret i den pågældende kommune i den samme periode. Vi har rettet skemaet fra sidste år til, så man kan se, hvordan disse tal faldt ud i 2019. Præmien fordeles efter samme princip, dvs. lodtrækning blandt de deltagere i den pågældende kommune, der har registreret nye arter i mindst 5 af de 6 måneder, projektet kører. 

Også her optimerer du dine muligheder for at vinde ved at være med starten, og ved at få andre fra din kommune til at deltage. 

Den sidste præmie går til vinderen af en gættekonkurrence. Sidste år skulle man gætte det samlede antal arter, der blev registreret i Boligbirding 2019. En analog gætteleg i 2020 vil nok ikke have samme “overraskende” effekt, og buddene må forventes at blive “klumpet” meget sammen - så der nok i sidste ende skal en lodtrækning til at finde vinderen. For at undgå dette har vi valgt et lidt mere kringlet og vanskeligt gættespørgsmål: Hvilken lokalafdeling bliver nr. 7 i konkurrencen, og hvor mange arter bliver der set i Boligbirding 2020 i dette område? Du skal afgive dit bud senest 31/1 2020 pr mail til lb@rfst.dk

Kun deltagere, der har deltaget i projektet i hele perioden (har fået registreret nye arter i mindst 5 af de 6 måneder projektet kører), kan vinde gættekonkurrencen. Du har antagelig også mulighed for at forøge dine vinderchancer i denne konkurrence, men det er nok ikke lige så simpelt som i de to foregående.

Det er tilladt at fodre, hvis man har mulighed for det, og det øger antallet af arter betragteligt. Foto: Søren Gjaldbæk.

 

Tilmelding og regler

Boligbirding løber fra og med 1. januar til og med 30. juni 2020 og dækker hele landet.

Reglerne for deltagelse er som følger:

  1. Observationerne skal indtastes i DOFbasen.
  2. Observationerne skal foretages fra boligen. Det inkluderer observationer foretaget i omgivelser nær boligen som fra haven, fra gårdspladsen eller fra altanen. Eneste krav er, at når du registrerer en fugl (art), skal du være på din matrikel.
  3. Fuglene kan både ses eller høres.
  4. Der må både benyttes kikkert og teleskop.
  5. Der må gerne fodres.
  6. En art tæller kun en gang, selv om der ses forskellige racer. Altså er eksempelvis Sydlig og Nordlig Halemejse kun én art, og sp. registreringer tæller ikke.
  7. I feltet “Noter” under Turens Data (felt nr. 7), skal der skrives Boligbirding, hver gang du registrerer en tur med en ny art i konkurrencen.                                                    
  8. For hver ny art man ser eller hører, skal der i noten under art fortløbende indtastes B1, B2, B3. Som Gråspurv (B1), Solsort (B2), Stor Flagspætte (B3) osv. B står for Boligbirding og formålet er at lette opgørelsen af resultaterne. Du behøver kun at registrerede hver art en gang.
  9. Har du udsigt over flere lokaliteter fra din bolig oprettes en tur for hver lokalitet, når du registrerer dine observationer. Ser man for eksempel ud mod Sorø Sø fra stuen, skrives de observationer i turens data som lokalitet Sorø Sø, og ser man ud over Sorø By fra køkkenet, så skrives de observationer i turens data som lokalitet Sorø By. Og der skal stadig skrives Boligbirding og fortløbende tal for de nyregistrerede arter.
  10. Du kan komme med i konkurrencen i hele perioden, men jo før du kommer i gang, jo flere arter er der mulighed for.
  11. De sidste indtastninger skal være foretaget senest den 10. juli.
  12. Gråsisken (Lille hhv. Nordlig) er slået sammen til 1 art i dette projekt.     

Bor man, så man kan se eller høre gråsisken,behøver man ikke slås med at få den artsbestemt til Lille eller Nordlig. I Boligbirding tæller de som én art - jævnfør regel 12. Foto: Søren Gjaldbæk.

Tilmelding er ikke nødvendig (vi finder alle deltagere ved søgning i DOFbasen), men det vil lette vores arbejde med klargøring af skemaer/tabeller og registrering af resultaterne, hvis du oplyser følgende:

  1. Navn og Lokalafdeling (hvor du deltager i konkurrencen - kunne være dit sommerhus)
  2. DOFbase observatørkode; det er den du bruger, når du logger på, for eksempel 4500LBR
  3. Adresse eller i hvert fald postnummer

Tilmelding sker til Lasse Braae på email: lb@rfst.dk eller din lokale koordinator (se nedenfor) 

Deltagerne er velkomne til at få hjælp omkring brugen af DOFbasen hos den lokale DOFbase-koordinator (kan ses i DOFbasen). 

Vi ser frem til en spændende fugledyst.

Andre konkurrencer

Ud over de “officielle” konkurrencer er der mange muligheder for en god kappestrid. Du kan udfordre dine venner - gerne i en anden afdeling, så vi får spredt budskabet om Boligbirding ud over landet. Det vil også være oplagt at have forskellige typer af konkurrencer mellem lokalafdelingerne. Hvor er der flest deltagere, hvem ser flest arter, hvor er der i gennemsnit flest fugle. Tilsvarende konkurrencer kan afholdes mellem kommunerne i en lokalafdeling.

Husk, du konkurrerer først og fremmest med dig selv, og din indsats vil altid være helt klimaneutral.

Vores forventninger til projektet

Vi har valgt at holde fast i perioden på ½ år, idet vi anser muligheden for at sætte fokus på ankomsten af alle vores almindelige trækfuglearter, som et af de spændende perspektiver i projektet. Vores boliger ligger mere eller mindre tilfældigt – set i et fugleperspektiv - man må formode, at ankomsten hos den enkelte deltagere mere afspejler ankomsten af de store masser frem for de få enkelte første pionerer, der altid bliver omtalt i vores diverse medier. 
Vil ankomstdatoerne i Boligbirding kunne afspejle geografiske forskelle?
Vi vil givetvis forsøge at reklamere og fortælle om projektet i løbet af perioden. Vi håber, at rigtig mange vil være med – det vil medføre, at materialet kan blive ret omfattende, men også meget spændende, så vi håber, at flere vil være med til at lave sammenstillinger og skrive små interessante notitser undervejs. Hvis du har lyst til at være med til dette, kontakt venligst vores lokale koordinator.

Hvad kan du gøre

Først og fremmest håber vi, at du er med på spøgen og deltager i vores spændende dyst. Dernæst håber vi, at du spreder budskabet om Boligbirding i din omgangskreds - jo flere der er med, jo mere spændende bliver de analyser, vi har muligheder for at foretage. Udfordr dine venner - gerne fra andre lokalafdelinger - til indbyrdes kappestrid. 

Hvis du er i besiddelse af en gmail-user håber vi, at du vil være med til at holde dine egen resultatliste ajour - det er i princippet blot en tabel, hvor du skal opdatere din egen kolonne.   Vi vil også sætte stor pris på, hvis der er nogen, der vil hjælpe med mere end deres egne data. Hvis vi kan dele opgaven ud på flere, der hver dækker et mindre geografisk område, f.eks. en kommune, vil opgaven blive mere overkommelig for den enkelte. Da vi jo ikke kender antallet af deltagere, ved vi ikke, hvor omfattende dette arbejde bliver. Hvis du kan hjælpe, kontakt venligst Lasse Braae, og du vil få vejledning og adgang til relevante dokumenter.

Hvad lokalafdelingen kan gøre

Omtale projektet i deres medier - typisk hjemmesider og nyhedsbreve. Erfaring fra sidste år er, at der, hvor der bedst opbakning fra lokalafdelingen, er der også flest deltagere.

Arbejde for, at så mange som muligt deltager i sammenstillingen af data i tabellerne, dels ved at opfordre den enkelte deltager til at vedligeholde sin egen liste i arts-skemaet, dels ved at få flere til at hjælpe med data fra de øvrige deltagere. En god opdeling kunne være en person pr kommune. Vi vil lave noget intern vejledning med fif til søgning i DOFbasen, der vil kunne gøre dette arbejde lettere.. 

Antal deltagere

Ud over selve konkurrencen håber vi, at materialet kan give en del informationer om fuglenes fordeling i forskellige egne af landet. Jo flere der deltager, jo større muligheder er der for spændende resultater. Hvis vi f.eks. vil sammenligne to lokalafdelinger kræver det mindst 30 - 40 deltagere i hver lokalafdeling. Så I første omgang håber vi at mindst nå op på dette niveau i flere afdelinger. Hvis man tilsvarende vil sammenligne mellem kommuner, kræver det samme antal deltagere. Det vil være rigtig flot, hvis nogen af vores 6 kommuner kan nå op på dette antal deltagere.

Der er også fokus på fuglene omkring boligen i vores nabolande. I Norge har de en hagefugletælling - dog med et noget anderledes koncept - og her deltog over 8000 personer (haver) i 2018. Der skal nok arbejdes en del, hvis vi skal nå op på tilsvarende antal deltagere - det er knapt halvdelen af DOF’s medlemmer, vi skal have til tasterne!

Lokale kontaktperson

Fyn: Henrik Kingo Andersen (kingoand@webspeed.dk)