Som tidligere beskrevet i "Nyheder fra ringmærkerne, december '24" blev der på Fyn/Langeland, i efteråret 2024 GPS-mærket 7 solsorte med ICARUS tags.
Projektet er i Danmark organiseret af Ringmærkningsadministrationen, Statens Naturhistoriske Museum og mærkningen af fuglene er udført af lokale fynske ringmærkere.
Data på de enkelte fugle er offentligt tilgængelige og kan følges på Movebank, som beskrevet i artiklen.
De fleste af de mærkede solsorte ser ud til at opholde sig ret lokalt. En solsort mærket i Svendborg er godt nok trukket over vandet - Svendborgsund - og sidder nu på Tåsinge.
Nu kan man så på Movebank berette om en Solsort, hun, mærket på Skovsgård Mølle den 27. november 2024, der er trukket til Leeds i Storbritannien.
Trækruten fra Skovsgård til Leeds.
Det er kendt fra de seneste 100 års ringmærkning, at der blandt solsorte er trækbevægelser til og fra Storbritannien. Formålet med dette ICARUS projekt er naturligvis at kortlægge disse bevægelser yderligere, samt tilføje ny viden, ikke mindst set i forhold til klimaændringerne.
Tekst: Hans Rytter