Boligbirding - foråret 2023

Af Søren Gjaldbæk

Det nye år er efterhånden et par uger gammelt. Efterårets boligbirding er slut - vi vil snart offentliggøre vinderen af det gavekort, som DOF Fyn har udloddet.

150123dompapjd

Dompap - en af de populære havearter. I skrivende stund på knap halvdelen af boligbirdernes lister. Foto: Jane Ditzel.

Den nye sæson for boligbirding ’’Forår 2023’’ er i gang, og som det før har været tilfældet, vil der blandt DOF Fyns deltagere blive trukket lod om et gavekort på 300 kr. til naturbutikken blandt de deltagere, der har indtastet 30 eller flere arter på deres boligbirdingsliste i DOF Basen. 24 af DOF Fyns medlemmer har på nuværende tidspunkt indtastet deres arter i DOF Basen og flere er over 30 - det vil de fleste kunne nå i løbet af konkurrencen, der løber frem til 30. juni 2023. Standarden for indtastning i DOF Basen kan man se her, pixibogsudgaven, at man i ”turens notesfelt” skriver Boligbirding, og hver gang man indtaster en ny art skriver man BBF (boligbirding forår) plus det nummer man nu er kommet til. Eksempelvis skriver man BBF 12 i notesfeltet ud for Dompap, første gang den registreres, hvis den altså er 12. art på ens liste.

150123boligdiagram

Antal arter for de 24 boligbirdere, der indtaster i DOF Basen.

For uindviede minder vi om, at boligbirding er en klimamæssigt set harmløs konkurrence om, hvem der ser eller hører flest arter fra deres matrikel - naboens fugle tæller med. Har man et fritidshus kan man også deltage med dette som bolig. Ud over at det er spændende at følge fuglelivet i sine nære omgivelser, bidrager boligbirding også til viden om, hvornår trækfuglene ankommer og forlader os igen, plus at det giver indblik i regionale forskelle i forekomsten af nogle arter. De præcise regler for konkurrencen kan man se her. Der er - naturligvis - også en facebookgruppe for boligbirdere, hvis det skulle have ens interesse.

150123kvaekermettelarsen

Det er mit indtryk, at der er en del kvækerfinker denne vinter - hvis man har mulighed for at fodre kan de nemt lokkes til. Foto: Mette Larsen.

Man kan tilmelde sig som deltager på flere måder, det letteste er at sende en mail til DOF Fyns koordinator for boligbirding Palle Rosendahl Larsen, som vil sørge for, at du får adgang til at taste dine arter ind i et samlet boligbirdingskema - det kan man se her.

Vi ønsker alle god kamp.