Boligbirding - midtvejsstatus

Af Søren Gjaldbæk

Nu, hvor vi er et stykke ind i april, og vi er i gang med anden halvdel af forårsboligbirdingen, må det være på sin plads med en lille opdatering. Skulle nogen have glemt konceptet, kan de læse om regler og tilmelding her. Man kan læse om den fynske status den 6. januar her

041021blstr

Blåmejsen er med Musvit og Solsort de mest sete arter. Foto: Susanne Strunk.

Vi er i skrivende stund (8. april) fortsat 40 deltagere, de fleste aktive, der er dog 4 deltagere, som ikke har rørt på sig i et par måneder. Der er i forbindelse med boligbirding indberettet 2282 observationer i DOF Basen, fordelt på 122 arter.

Nedenstående er baseret på de arter, som er indtastet i DOF Basen med ”Boligbirding” i turens notesfelt og f.eks. ”BBF27” ud for art nr. 27. Jeg kan nemt have lavet fejl, men næppe noget, som forrykker det samlede billede.

041021stillitssg

29 af de 40 boligbirdere har haft besøg af Stillits, den er åbenbart ikke så svær i denne sæson, fra naboens have den 9. april. Foto: Søren Gjaldbæk.

Er man tilstrækkelig stålsat/tosset kan man supplere dagsobservationerne med ”natlyt”, det kræver punkt et, at man kender kaldende fra de nattrækkende arter, og punkt to, at man ikke er bleg for at kede sig bravt - ofte står man en lille halv time i mørket og fryser, inden man hører et enkelt ”klokkeagtigt, ringende kryk” fra en forbiflyvende Krikand - det kan man høre her. Ud over denne art, har jeg selv haft Bram- og Blisgås, Sortand, Blishøne og Vindrossel på nattræk. Især Sortand, Blishøne og Rørhøne plejer at være til at høre på stille lune marts- og aprilaftener/nætter - så lune de nu bliver. På xenocanto kan man finde kald og sang af de fleste arter i denne verden. Det er en side, som det bestemt er umagen værd at ”rode rundt på”. Har man f.eks. glemt gyv-fuglens trækkald (Sortand), kan det findes på xenocanto eller høres her.

I den gule førertrøje har vi Erhardt Ecklon, der i skrivende stund har 87 arter, anden og tredjepladsen deles af Søren Bøgelund og Lars Andersen. Ikke overraskende bor Erhardt med udsigt til vand (Svendborgsund) - af de 14 boligbirdere, der har mere end 50 arter bor de 12 med udsigt til vand. Os andre, der kun har vandpytter, får ikke så mange ænder, lappedykkere, skalleslugere og vadere på listen.

041021sangsg

25 af de 40 boligbirdere har haft Sangsvane, man hører den ofte, før man ser den. Har man den ikke nu, bliver den nok svær at hive hjem i dette halvår! Disse er fra Ølund 29. marts. Foto: Søren Gjaldbæk.

Ikke overraskende er de hyppigste registrerede arter Solsort, Musvit og Blåmejse. Kigger vi i listen over de 26 hyppigste arter, ser vi, at Dompappen, som vi tidligere har nævnt, ses mange steder i år. Overraskende mange har også set Grågås, Stillits og Sangsvane. Også Tyrkerduen, som angiveligt skulle være i tilbagegang er trods alt registreret på 25 af de 40 matrikler.

041021domsg

33 af de 40 boligbirdere har registreret Dompap, jeg har hver eneste dag adskillige på besøg, denne er fra 5. april. Foto: Søren Gjaldbæk.

På dette tidspunkt i konkurrencen er der 16 ”soloarter”, de ses i tabellen til højre, svalerne er sikkert faldet, når dette læses..

For at deltage i lodtrækningen om et gavekort til Naturbutikken på 300 kr. skal man have 40 arter, det tal er nået af 22 lige nu. Det ser ud til, at de fleste (aktive) vil nå de 40 arter - i løbet af et par uger kommer sangerne, svaler og Mursejler ind i billedet - der er noget i posen til alle. Det skal siges, at for nogle arters vedkommende, skal man være på dupperne, når de trækker igennem. I min have kan jeg f.eks. høre Løvsanger hvert forår, men det er kun et par dage, så er de videre mod ynglepladserne. Arter som Fiskeørn og Rørhøg, der trækker over en bred front, kan man også være heldig at få på listen de næste par uger, man skal huske at kigge op, de glider hurtigt forbi.

041021egernsg

I min have er der også besøg af andet end fugle, 6. april, 2021. Foto: Søren Gjaldbæk.

DOF Fyn ønsker alle fortsat ”god boligbirding”, vi vender tilbage med en opdatering om et par måneder.