Boligbirding, resultat efterår 2024, start forår 2025

Af Søren Gjaldbæk

Efterårets boligbirding er for længst afsluttet. Vi endte med at være 30, der indtastede vores observationer i DOF Basen. Det gav 2154 indberetninger af 133 arter! Billedet fra opdateringen i slutningen af november ændrede sig ikke - de mest almindelige arter var ikke overraskende Musvit, Blåmejse, Solsort og Ringdue. Sangsvanen nåede med 18 noteringer at klemme sig ind blandt de mere almindelige arter. Den gør i hvert fald opmærksom på sig selv, når den trækker forbi. Michael Mosebo Jensen fra Røjle fik flest arter, Fasan blev nummer 86 den 20. december.

140125blasfa

Blåmejse. Den blev set af 26 af de deltagende boligbirdere i sidste efterår. I forårets boligbirding går det bedre! 30 af de indtil videre 33 deltagere har den på listen. Foto: Susanne Flarup Andersen.

Har man haft 25 eller flere arter på sin efterårsboligbirdingliste, deltager man i lodtrækningen om et gavekort på 300 kr. til Naturbutikken - DOF er den glade giver. 25 af de 30 deltagere opfyldte dette, og vinderen blev Erhardt Ecklon fra Svendborg. Han vil modtage gavekortet en af dagene. Til lykke til Erhardt, der som undertegnede har boligbirdet længe før begrebet opstod. Erhardt vil snarets berette om sin tid som boligbirder her på siden. 

140125boligdiagramforar25

Vi er allerede mange, der er i gang med boligbirding forår 2025.

Som mange har bemærket, er der startet en ny runde boligbirding - forår 2025. DOF Fyn er igen sponsor for et gavekort på 300 kr. til Naturbutikken. For at deltage i konkurrencen om dette, skal man indberette mindst 30 arter fra sin matrikel på DOF Basen. For at man kan søge på observationerne fra boligbirding, er det vigtigt, at skrive ”boligbirding” i turens notesfelt. Hver gang man får en ny art, noterer man ”BBF 12” i notesfeltet ud for arten - her var det art nummer 12. Det skal man kun gøre første gang arten indberettes.

140125dofeksempel

Her blev Kvækerfinke registreret første gang på min matrikel, og den blev min 12. art i dette forårs boligbirding. Bemærk "Boligbirding" i turens notesfelt og "BBF12" i notesfeltet ud for arten Kvækerfinke.

Vi er allerede 33 deltagere, som deltager i Boligbirding forår 2025 og indberetter til DOF Basen. Indtil videre har det givet 920 indberetninger fordelt på 84 arter. Man kan sagtens nå at være med - konkurrencen slutter først den 30. juni. Som det ses af diagrammet, er der nogen der bor godt, de fleste plejer at komme over de 30 arter, der er lang tid endnu, og forårsgæsterne luner sig sydpå. DOF Fyn opfordrer alle til at deltage. Boligbirding er med til at give et overblik over de almindelige arters forekomst samt ankomsttidspunkter for vores yngletrækfugle. Eksempelvis er boligbirding med til at give data om bestanden af Solsort, der jo har været ramt af utsutu-virus.

Boligbirding er en landsdækkende aktivitet. Man kan tilmelde sig den landsdækkende afdeling med tilhørende konkurrencer her.  Vil man vide mere om boligbirding kan man kontakte DOF Fyns koordinator Palle Rosendahl Larsen.