Bramgås på besøg fra den russiske ø Kolguev

Af Freya Mørup-Petersen
Det var en blæsende men solrig onsdag, hvor Henrik Mørup-Petersen tog på fuglekigning på Nordfyn og fik lokket mig med, da jeg havde tidligt fri. Vi kørte op til Ølundgårds Inddæmning, hvor vi spiste fastelavnsboller og drak kaffe mens vi nød synet af de mange fugle. Der var Trold-, Pibe-, Krik- og Taffelænder rastende på nært hold, Storspover fouragerende på markerne og Blishøner i territoriekamp. Desuden kom der hele tre Havørne i luften, som fik en masse blandede gæs på vingerne. Lyset var med os og oplagt til at tage billeder, så jeg fotograferede løs.

040222bramfmp

Bramgås. Foto: Freya Mørup-Petersen.

Da vi havde spist og tørret fingrene af, begav vi os ud til fugletårnet, som ligger mellem Firtalsstrand og Mellemstykket. Luften var fuld af lyden fra svømmeænderne i Mellemstykket, men også fra Bramgæs. Vi fandt hurtigt Bramgæssene, som fouragerede på pløjemarken nærmest fugletårnet. Da jeg sjældent ser bramgæs på så nært hold, prøvede jeg forsigtigt at snige mig op på en vold ved siden af marken for at få nogle billeder af de små gæs. De opdagede mig på stedet og lettede, men vurderede hurtigt, at jeg ikke udgjorde den store fare og landede igen. Eftersom de ikke var bange for mig, stillede jeg mig helt synligt, så jeg kunne få billeder uden krat i forgrunden. Gæssene kiggede lidt, men var ikke synligt nervøse, så Henrik og jeg kunne nyde synet af dem uden problemer.

040222ringfmp

Der er i hvert fald et 2-tal på ringen! Foto: Freya Mørup Petersen.

Mens jeg fotograferede, opdagede jeg gennem kameraet noget orange på en af de forreste gæs og kunne hurtigt se, at det var en ring. Jeg tog en masse billeder for at være sikker på, at kunne aflæse ringen, hvorefter vi gik op i fugletårnet.
Da jeg kom hjem, begyndte jeg at sortere billeder og fandt ud af, at bramgåsen havde en farvering på begge ben, en sort og en orange, der tilsammen udgjorde tegnene T2. Jeg meldte den ind på Ringmærkningscentralen og fik svar næste morgen. Bramgåsen er en han, som er ringmærket på den russiske ø Kolguev i 2017, og den er ikke genindmeldt før nu.

040222bramfreya

Ring- og aflæsningssted - der er lidt over 2400 km mellem de to lokaliteter.

Selvom bramgåsen yngler i Danmark, er en del af de fugle, som man ser om vinteren trækfugle fra Rusland. Der yngler mange bramgæs i blandt andet Nordrusland og den observerede gås er med stor sandsynlighed ikke den eneste i den flok, der er trukket hele vejen fra Rusland.