Søndag den 7.2. var en overskyet, frostkold og meget blæsende dag, hvor det ikke var svært at beslutte sig for at blive inden døre og koncentrere sig om fuglelivet i haven.
En skovsneppe kom spadserende. Foto: Jane Ditzel
Jorden var dækket af sne – nogle steder mere end andre, da den kraftige blæst fik sneen til at fyge.
Da jeg kom ind efter min daglige morgenrunde til foderstederne i haven, bemærkede jeg blandt havens 30 solsorte en, der opførte sig anderledes end de andre, hvilket der var en god forklaring på, da det viste sig at være en skovsneppe. Heldigvis gik den rundt, hvor der lå sne, for ellers er det ikke sikkert jeg havde opdaget den.
Og nu fulgte så en helt unik oplevelse, hvor jeg i en times tid kunne iagttage skovsneppen og dens søgen efter føde under sneen. Den bevægede sig afsted hele tiden, mens den stak næbbet og ofte også det meste af hovedet, helt ned i sneen. De fleste gange fandt den ikke noget, men ind imellem kunne jeg se, den fik fat i noget i spiseligt, og flere gange var det en regnorm, den trak op af sneen/jorden.
Skovsneppen trækker med stor tilfredshed en regnorm op. Foto: Jane Ditzel
Den må kunne bore næbbet ned med en vis kraft, for jorden havde jo været frosset i flere dage, og vores smed havde få dage forinden opgivet at grave vores udendørs vandmåler fri af jorden.
Men den kan tydeligvis kommer igennem den frosne jord. Man kunne selvfølgelig antage, at den kun borede næbbet gennem sneen, men dels tror jeg ikke regnormene ligger ovenpå jorden under sneen, dels så jeg senere på dagen, at den borede næbbet i den frosne jord, hvor der ikke lå sne.
Det meste af tiden gik den roligt rundt i sin søgen uden at tage notits af de andre fugle, selv om nogle af solsortene kom ret tæt på for at se, hvad det var en underlig fisk, der var dukket op i haven. Heller ikke biler og traktorer, der kørte forbi på vejen lod den sig forstyrre af, men ind imellem var der alligevel noget, der forskrækkede den.
Skovsneppen trykker sig og holder øje med sulten Sølvmåge. Foto: Jane Ditzel
På et tidspunkt fløj en sølvmåge ret lavt hen over den, og det brød den sig ikke om. Den trykkede sig ned i sneen, stak halen lige i vejret og i den position vendte den sig til snart den ene snart den anden side.
Et par andre gange blev den bange, for jeg ved ikke hvad, og da løb den hen og gemte sig i vegetationen tæt ved – og den kan løbe forbløffende hurtigt. Til sidst løb hen og gemte sig i hækken ud til vejen, og der så jeg den ikke komme ud fra igen, så jeg troede den var væk.
Men når man har haft et sådant besøg, skærpes en syn tilsyneladende, og over middag opdagede jeg den igen. Da fouragerede den langs rosenhækken, hvor der ikke lå sne sammen med en del solsorte, der søgte læ for den kraftige blæst.
Her var den rigtig godt camoufleret, så havde jeg ikke vidst, den var der, havde jeg næppe opdaget den. Den bevægede sig om bag staldbygningen, hvor jeg ikke kunne se den, og lidt efter så jeg den fløj ud af haven ned mod skoven.
Jeg har ikke set den i haven siden, men i dag dukkede den pludselig op igen. For et par dage så jeg hele 3 i skoven, men det var på den sædvanlige skovsneppe facon, hvor man først opdager dem, når de flyver væk.
Jeg er flere gange med lange mellemrum stødt på en skovsneppe i skoven, men at møde hele tre på et ret kort strækning i skoven er usædvanligt.
Tekst: Jane Ditzel
