Af Ivan Sejer Beck
Min kone påpeger ofte over for mig, at jeg er slem til at overdrive lidt i de situationer, hvor jeg fortæller andre om min store interesse for fugle og natur – og specielt, når emnet drejer sig om Havørne. Så forfalder jeg nemlig let til at tale om ”mine ørne” eller ”mine ørnereder”, og det er naturligvis ikke korrekt, hvis det skal tages helt for pålydende.
Men jeg gør det, fordi jeg er såkaldt redekoordinator – dvs. en slags mellemmand mellem DOF og en lodsejer med sigte på, at der passes godt på en ørnerede, som derfor følges nøje, men jeg gør det bestemt også, fordi alle de andre redekoordinatorer rundt i landet har den samme tendens. Når snakken går på årsmøderne i Projekt Ørn, betragter vi os i hvert fald alle uden undtagelse som ”ejere” af en Havørnerede, en Kongeørnerede eller en Fiskeørnerede.
Gråkrage med æg fra reden. Tænk på størrelsen af en krage, det giver en fornemmelse af, hvor kolossal reden er! Foto: Torben Hvass.
Jeg bor i Kerteminde og er redekoordinator for hele tre havørnereder, der alle ligger inden for kommunens grænser, og det er en opgave, jeg er meget optaget af og glad for, og fordi to af rederne ligger inden for relativ kort afstand fra min bopæl, har jeg let ved at følge, om alt går, som det skal med at få et nyt hold unger på vingerne.
Det gør det heldigvis i de fleste tilfælde, men ikke altid, og mit ærinde med dette lille skriv, er at berette om et specielt kollaps i en af rederne for ganske kort tid siden. Det drejer sig om en rede, der blev etableret i 2012 og anvendt første gang i 2013, hvor der ikke – trods rugning – kom unger. Det gjorde der derimod i perioden 2014 – 2018. I 2019 byggede de en ny rede 500 m derfra og fik også her to unger, men sidste år flyttede de tilbage til den gamle rede igen og fik to unger på vingerne.
Denne gamle Havørn er fra Brændegård Sø. For tiden skal der helst være mindst en gammel fugl ved reden, der er mange ”banditter” i omløb. Foto: Leif Sørensen.
I indeværende sæson er alt hidtil forløbet, som det skulle for parret, der tidligt på året igen tog den over to meter høje rede i brug. Rugningen påbegyndtes sidst i februar, så ægklækningen var ventet omkring første april.
Jeg har en medobservatør, Torben Hvass, der udover at være ivrig fuglemand også er dedikeret fuglefotograf, og Torben, der bor i cykelafstand fra reden har næsten hver dag været på vores observationssted på en markvej, der ligger 700 m fra redetræet, og som derfor ikke på nogen måde betyder forstyrrelse af fuglene.
Alt tegnede godt for parret lige indtil slutningen af marts måned, hvor Torben på et par af sine observationsdage studser over, at ørnene opfører sig mærkeligt. Begge fugle forlader reden i længere tid ad gangen, for så at vende tilbage igen og lægge sig, og den 31. marts tager han det foto, som ses først i dette opslag. Det viser en Gråkrage (?) på redekanten med et æg i næbbet. – Det var en dokumentation, der ville noget.
Immatur Havørn fra Vejlen, Tåsinge, den yngler næppe i år. Foto: Poul V. Rasmussen.
Efterfølgende har vi ikke set noget til ørnene, og søndag den 4. april går vi ind til redetræet i skoven og kan konstatere, at der rundt på skovbunden ligger en del små, hvide dun, hvad der umiddelbart måske kunne tyde på, at der var sket en massakre på en unge (død eller levende).
Jeg har korresponderet med Lilly Sørensen, der er koordinator for de fynske redekoordinatorer og har også har talt med lederen af Projekt Ørn, Kim Skelmose om situationen. Umiddelbart kan der kun gisnes om, hvad der er der sket i reden (besøg af skovmår, naturlig død af unge på grund af sygdom eller kulde eller andet), men uanset hvad, så kommer der ikke unger i år.
Det er skovejeren oprigtig ked af, og som redekoordinator piner det naturligvis i særlig grad mig, at en af mine ørnereder allerede er tom. Vi håber sammen på bedre held næste år.
