Af Søren Gjaldbæk
Nu hvor kulden har sat ind, satser vi på, at efterårstrækket er forbi og vil som vanligt se på, hvornår vores fugle forlod os. De fleste af vores trækfugle opførte sig ”normalt” med hensyn til afrejse, men vi fik en en del sene fugle, blandt andet fem, der blev landets sidste i år. Hans Rytter fra Keldsnor Fuglestation siger, at "umiddelbart har vi i 2024 oplevet flere "sene" fugle end vi erindrer fra tidligere år...".Nogle få arter stak af markant tidligere end i de foregående år. Man kan selv fordybe sig i tallene, der selvfølgelig ikke skal tillægges alt for stor vægt. Den ornitologiske aktivitet er ret usystematisk, hvis vi undtager lokaliteterne Dovns Klint, ringmærkningen på Keldsnor Fuglestation i Gulstav og Aulby Mølleå, så der er mange områder, der er meget mangelfuldt dækket. I skemaerne ses datoer for sidste observation af den enkelte arter i år og de to foregående år samt observatør og lokalitet for ”årets sidsteobs”. Vi kan nævne, at vi også havde en delt førsteplads i disciplinen "sidste Gulirisk", - en art vi ikke følger fra år til år - Michael Brunhøj Hansen havde en den 4. november, det havde man også i Gedser.
Landets sidste Hvepsevåge i 2024, et laset eksemplar, 19. oktober, Dovns Klint. Foto: Claus Dalskov.
Nu til de enkelte arter.
Den Sorthalsede Lappedykker blev landets sidste, nummer to var den 13. oktober på Omø. Atlingænder bliver der ikke lagt meget mærke til i andet halvår - der er blot 17 observationer fra det fynske og i september kun fra den 1. og 8. ud over den 24., hvor vi fik vores sidste - på to lokaliteter! De to fund fra den 24. september blev også landets sidste!
Hvepsevågen blev også landets sidste, der er normalt ikke mange oktoberfund. Som det var tilfældet sidste år fik vi novemberfund af Rørhøg, og måske viser der sig en overvintrende fugl - vi får se. Også Lærkefalken var i den sene ende - det var landets tredjesidste, de to senere kom den 20. og 31. oktober. Vores næstsidste Lærkefalk blev set den 1. oktober.
Det var sløjt med Temmincksryler dette efterår - i alt blev det kun til 9 indberetninger og den 14. august er en meget tidlig slutdato. I resten af landet var der 67 observationer i perioden 15.-31. august og yderligere 14 septemberfugle. Bortset fra det rejste vadefuglene af på de normale tidspunkter, Tinksmeden fra 2023 var usædvanligt sent på den, de forlader os normalt lidt inde i september.
Hav- og Fjordterne udgør et bestemmelsesmæssigt problem, når fuglene kommer på træk et stykke fra land, der er måske blevet overset en Havterne eller to. Det øvrige land har mange oktoberfund af Havterne - fortrinsvis ved vestkysten. Dværgterne tog afsked med os på det forventede tidspunkt - vi har i hele Danmark ikke mere end 10-20 fund fra september - de fleste i første halvdel. Fuglen fra den 17. september i 2023 var landets næstsidste.
Vi havde ingen danske oktoberfund af Mursejler i år, 5 i 2023 - blandt andet vores, der det år var landets sidste og i 2022 var der hele 31 fra oktober. Det var i det hele taget et sølle sejlerår - kun én Gråsejler, den kom i Skagen den 13. maj.
Vendehalsen røg mod et vindue og sundede sig et kvarters tid før den trak sydpå. Det var landets sidste og også en sen fugl, normalt har vi ingen efter medio september. Hvad svalerne angår, fik vi igen sene Landsvaler, de to andre fulgte mønsteret fra de foregående år, Digesvalen sagde måske farvel lidt tidligere end forventet.
Skovpiberen vendte tilbage til ”normalen” efter det meget sene fund i 2023. Som sædvanligt blev der praktisk talt ikke set Nattergal i felten i andet halvår - der var kun tre indberetninger, den 1. juli, den 27. juli og den 5. august - i DOF Basen, de sidste 2 i forbindelse med ringmærkning. I hele Danmark var der blot 20 augustfugle! Keldsnor Fuglestation havde landets tredjesidste Nattergal, de to sidste var fra Gedser Fuglestation den 29. og 31. august.
De to foregående år havde vi sene Stenpikkere, det skete ikke i år, hvor vi vendte tilbage til normale tilstande - det øvrige land havde yderligere 22 Stenpikkere, de 5 fra november.
Rørsangeren blev landets sidste, men måtte dele æren med en anden ringmærket fugl fra Skifterne,syd på Fanø. Også Sivsangeren er i den sene ende - langt de fleste fugle er trukket midt i september. Det skal nævnes, at der kun er 9 indberetninger af Sivsanger i DOF Basen, den ene fra august og de to fra september. Godt nok har vi ikke mange af den art, men mon ikke der er nogle, som bliver overset? Keldsnor Fulestation ringmærkede trods alt 30 styk! Ellers er sangerbilledet helt efter bogen.
Den Grå Fluesnapper var til bage på normalen efter et par år med sene fund. På Mandø hyggede de sig med en fugl fra den 13. til den 21. oktober, hvilket er ret usædvanligt. Mange af vores grå er stukket af i begyndelsen af september. Vi fik ikke set mange brogede, det blev blot til 11 indberetninger. Den Rødryggede Tornskade blev landets næstsidste, ud over Vibbe Damm oså set af Inger Klit, Søren Bøgelund og Morten D.D. Hansen. Sammenlignet med andre år også en halvsen fætter.
Året går på hæld, og snart kan vi vende opmærksomheden mod fprårs ankomster. Vi vender tilbage omkring 1. juni!