Den gådefulde Vibe

Af Niels Andersen

Jeg betragter mig selv som feltornitolog. Dog, når man sidder ved skrivebordet med materiale fra felten, så sker det, at der åbenbarer sig nogle ting, som man ikke lige havde bemærket. Sådan en oplevelse fik jeg for nylig, da jeg sad og behandlede lidt Vibedata fra det sydfynske område. Jeg fik den ide at sammenligne antallet af ynglende Viber fra Monnet og Siø. To vidt forskellige lokalitetstyper, eng og mark, men hvor der alligevel er mange fællestræk. Og fremfor alt, så har dygtige feltornitologer uafhængigt af hinanden trofast haft deres gang med kikkert og notesbog i ikke mindre end 30 år, altså tre årtier. Det afslører mildest talt så overraskende ting om Vibens tilstedeværelse som ynglefugl, at jeg ikke tøver med at betegne arten som den gådefulde Vibe. Og jeg som ellers troede, at jeg vidste et og andet om Viben efter mere end 1000 dage i felten med kikkert og teleskop. Det skete fra 2011 til 2022 i mit selvbestaltede forsøg på at afdække Vibens hemmeligheder under overskriften Vibeforår i landbrugslandet. Men det er ikke alting, vi mennesker kan forklare.

Engvibe fra Tåsinge. Foto: Erik Thomsen                                              Rugende Markvibe. Foto: Jørgen Dam

Fælles for Monnet og Siø
En sammenligning mellem den store og fredede strandeng Monnet og den nærliggende Siø kan sætte nogle ting i relief. Begge lokaliteter er beliggende i Fuglebeskyttelsesområde 71 Det Sydfynske Øhav og er dermed en del af Natura 2000-område nr. 127 Sydfynske Øhav.

Siø og Monnet ligger blot ca. 5 km fra hinanden i Fuglebeskyttelsesområde F71 Sydfynske Øhav.

Begge områder er nærmest identisk af størrelse, Monnet består af 125 ha fredet strandeng uden nogen form for inddigning, mens Siø er på 137 ha, overvejende med konventionel landbrugsdrift. Inkl. træbevoksninger, vejareal med dobbelt cykelsti (i alt 9,2 ha) samt 6,8 km diger og bebyggelser, så de to områder er sammenlignelige i forhold til åbent Vibeland. På Monnet afgræsser mere end hundrede ungkreaturer engene om sommeren, her er al færdsel forbudt fra 15. marts til 1. juli. Adskilt i luftlinje ligger Monnet kun 5 km fra Siø.

Eksemplet ved at sammenligne de to lokaliteter i forhold til Viben, rokker i den grad ved den forhåndenværende viden og opfattelse af styrkeforholdet mellem Monnets engviber og Siøs markviber. Her udfordres Monnets tilsyneladende førsteklasses engvibenatur med Siøs konventionelle markdrift. Det afslører hvorfor jeg har kaldt Viben for den gådefulde Vibe. Hvorfor bliver markviberne ved med yngle på dyrkningsfladen, når vi nu ved, at det går dem dårligt? Sammenligner jeg de reelle Vibetal for de to lokaliteter, siger virkeligheden nemlig noget andet.

Monnets fine strandenge skulle hilse Viberne velkommen. Desværre er historien en anden i disse år. Foto: Niels Andersen.

Tre årtiers optællinger
Ole Goldschmidt og Nis Rattenborg har siden 1994 med kun et enkelt års undtagelse talt fuglene på Siø op. Det samme har Poul Vestergaard Rasmussen tilsvarende gjort for Monnets vedkommende. I figurerne nedenfor vises det antallet af Vibepar i de tre årtier, med gennemsnitsværdierne indsat. Det ses, at Monnets Engviber nærmest er i frit fald mens Siøs overvejende Markviber klarer sig rigtig godt. Stik imod tendensen på landsplan.

Disse to figurer viser hvordan det er gået Monnets Engviber og Siøs Markviber over de seneste tre årtier.

Engviber og Markviber
Engviber og Markviber er selvfølgelig samme art, men alligevel giver det mening at skelne mellem den foretrukne habitat. Den seneste landsdækkende differentierede opgørelse over Danmarks Viber efter ynglehabitat, er lavet af Ole Thorup. Den er nu næsten 10 år gammel og viser en samlet tilbagegang på 48 % i perioden 1975-2015. Konklusionen er, at Engviberne, det være sig både dem på strandengene og dem på de ferske enge, klarer sig væsentlig bedre end Markviberne. Det er Markviberne, der har blødt flest fugle i det samlede Viberegnskab. Strandengenes Vibeandel næsten er fordoblet fra 16 % til 31 %, mens Markvibernes andel af det den samlede Vibebestand er faldet fra 76 % til 59 %.

Ifølge Danmarks seneste Artikel-12 indberetning til Fuglebeskyttelsesdirektivet angives det samlede antal ynglepar i 2019 at være 17.115. Den næste opgørelse må formodes at finde sted i 2025, da indberetningen sker hver sjette år. Desværre må vi formode, at den bliver endnu fattigere, hvis den nedadgående tendens fortsætter.

H. C. Andersen skrev i ”Hvad fatter gør, det er altid det rigtige” fra 1861 ”at Storken kan man ikke undvære”. Tillad en anden fynsk Andersen her 164 år senere at hævde, at Viben kan man altså heller ikke undvære…

Her tager Viberne på Siø et hvil på den nypløjede majsstub. Det er efterår. Foto: Niels Andersen

Opskrift til flere Viber på marken
Kunne Siø få endnu flere ynglende Viber? Det er jeg ikke i tvivl om. Jeg har for DOF udviklet en opskrift til at få flere Viber på markerne. Det er en operationel række af virkemidler, der kan forbedre forholdene for de ynglende Viber i landbrugslandet. De 6 lettilgængelige forhold er skræddersyet, så artens krav til at slå sig ned og gennemføre et succesfyldt yngleforløb tilgodeses. Desuden vil landmanden blive holdt skadesløs og ikke opleve væsentligt besvær i forbindelse med etablering og drift på markerne. Endelig er grundbetalingen er ikke i fare. Opskriften er således målrettet Vibeværter i landbrugslandet og kan være en hjælp i forbindelse med forårets markarbejde. Det er samtidig den sårbare periode for Viben i det danske landbrugsland:

De 6 ”Lavpraktiske” forhold:

1. Vårafgrøder skal indgå i sædskiftet – gerne op ad enge eller græsmarker med dyr
2. Kør udenom rederne
3. Afmærk evt. rederne fx med ”svajestokke”
4. Udfør forårets markarbejde i ét hug, så Viberne ikke får ødelagt reden i flere omgange
5. Etabler ”Lærkepletter” og bevar våde ”Vibelavninger”, dvs. undlad dræning
6. Sørg for kommunikation mellem traktorfører og driftsleder

Disse yndige rævehvalpe er fotograferet på Monnet. De kan være en del af forklaringen på Vibernes deroute på Fyns største strandeng. En anden forklaring kan findes i kreaturafgræsningen, både hvad angår skiftende græsningstryk og måske den forebyggende medicinering af kreaturerne mod lungeorm. Det kan nemlig betyde, at de mange kokasser er uden liv fra nedbrydende insekter, så en potentiel fødekilde for Vibekyllinger er stærkt reduceret. Foto: Poul Vestergaard Rasmussen.

Sanglærketal for Monnet og Siø
De flittige optællere har selvfølgelig udover Viben også talt de øvrige ynglefugle op. Som landbrugslandsart har Sanglærken et skæbnefællesskab med Viben på landsplan. De er begge i massiv tilbagegang og placeret på Danmarks røde liste over truede ynglefugle. Viben som VU = Sårbar, Sanglærken som NT = næsten truet. Modsat Viben går det Sanglærken godt på Monnet, mens Siø generelt kun huser en brøkdel.

Appendix: Ynglende Viber på Langeland 2018-2024
Siø hører som bekendt med til Langeland. Der synes at være en generel tendens til et stigende Vibetal for Langeland. Det skyldes i høj grad, at Langeland har været i kikkerten for naturprojekter. I tabellen nedenfor over antallet af Vibepar har jeg mærket * de lokaliteter, der gennem de seneste årtier er blevet helt eller delvis naturgenoprettet. Det nytter. Her flytter Viben gerne ind, især hvis det følges op af en hurtig naturpleje fx med afgræssende kreaturer. Alle de langelandske lokaliteter er optalt af Nis Rattenborg og Ole Goldschmidt. Det er vigtigt, at tallene kommer frem, alt for ofte forbliver de vigtige informationer i notesbogen.