DM i hjemmebirding

Coronakrisen har skærpet opmærksomheden om aktiviteter, som kan dyrkes fra hjemmet - måske kan man huske, at Tårnenes Dag blev afviklet under den betingelse, at tårnet skulle ligge på ens matrikel. Nu inviteres der til en ny konkurrence. Danmarksmesterskabet i hjemmebirding. Arrangør og initiativtager er club300, som er ”feltbissernes forening”. Konkurrencen afvikles lørdag den 12. september i tidsrummet 00.00-16.00. Det gælder i al sin enkelthed om at observere (se eller høre) så mange arter som muligt fra sin matrikel, som man måske har gættet. For at deltage skal man enten være medlem af club300 eller medlem af DOF, det vil sige, at man gerne må være medlem begge steder, men det er nok at være medlem af et af disse firmaer. Man tilmelder sig ved at sende en mail til club300@club300.dk og afsløre sin hensigt eller tilmelde sig på club 300's hjemmeside, hvis man er medlem af foreningen.

Man må håbe, at naboerne kender ens hobby!

Førstepræmien, der går til den, som har flest arter, er et gavekort på 1000 kr. til Naturbutikken eller COOP efter vinderens eget valg, sølvmedaljevinderen må nøjes med et gavekort på 500 kr. Man kan også vinde 500 kr. ved at producere det bedste stemningsbillede fra dagen. Skulle man registrere en SU-art - dvs. en art, som skal gennem DOF’s Sjældenhedsudvalg for at blive accepteret, vanker der også 1000 kr. Giver dagen ingen SU-arter, må finderen af dagens sjældneste fugl nøjes med et gavekort på 500 kr. Lister og fotos skal sendes pr. email til Club300@club300.dk samme dag, senest kl. 17.00. Man kan læse mere om arrangementet og reglerne her.