DOF Fyn på Tarup-Davinde-dagen 30.april 2022

Af Børge Langkilde Rasmussen efter rapport fra Jette S. Gandrup.

Dagen oprandt med flot solskin og stille vejr.
Dagens hold bestod af Jette S. Gandrup, Jan Erik Hansen, Jens Rasmussen og Leif Kristensen.
Efter teltopstillingen og indretning af standen samt udlægning af Svalespillet, begyndte publikum at indfinde sig. Det blev en rimeligt godt besøgt dag både børnefamilier og andre.
De besøgende udviste generelt stor interesse i viden om rovfuglene. Mange af de besøgende kommer også for at stille spørgsmål om, hvad det dog kan være de mener at have set. Og det er jo altid dejligt når besøgende viser så megen interesse for fuglene.
Den store Havørne silhuet i fuld 1:1 størrelse og naturtro malet af afdøde kunstmaler Aksel Hansen i Rudkøbing, imponerer stadig både børn og voksne.

051422telt

Jette S. Gandrup i lys frakke med ryggen til, og Jens Rasmussen bagerst i mørkt tøj i teltåbning samt Jan Erik Hansen forrest i grønt, får fra morgenstunden en snak med fugleinteresserede. Foto: Leif Kristensen. 

Der var til gengæld ikke meget gang i svalespillet. Børnene ville hellere selv spille, eller også havde de ”ikke tid”. Det har måske ikke længere nyhedens interesse, selvom om der er megen oplysning bygget ind i spillet. Det kan måske også være, at det er mange gengangere, der kommer på Tarup-Davinde-dagen, men der har jo ellers ikke været afholdt noget de sidste flere år.
Det lykkedes kun at ”lokke” en voksen til at udfylde vores lille tipskupon. Så vinderen bliver nem at udtrække. Det lykkedes der imod at få hele 10 til at prøve svalespilet, så der måtte lige lidt regnearbejde til, at finde den heldige vinder. Alle får direkte besked.
Efter dagens indsats vurderedes det, at der havde været ca. 75 besøgende på standen.
Jette og Jan Erik fandt det yderst dejligt, at de på dagen fik hjælp fra Jens Rasmussen og Leif Kristensen.
Der skal lyde en stor TAK! til alle 4 for den store indsats og vel udført arbejde.

051422folk

Så er dagen ved at være slut, og Ipads og mobiler skal tjekkes. Fra venstre er det Jan Erik Hansen, Jette S. Gandrup og Jens Rasmussen og bag kameraet er Leif Kristensen. Stor TAK! til alle fire for indsatsen og for at give vi andre muligheder for at læse og se, hvad dagen har bragt. Foto: Leif Kristensen.