Dagen begyndte godt med en Musvåge, der sad på en pæl til hestefolden nærmest i min hæk. Den opmærksomme læser tænker måske: ”Skulle det nu være noget særligt med en Musvåge, når hun fodrer dem hele vinteren?” Men når der dels ikke har været særligt mange gæster denne vinter, og de dels for flere uger siden er holdt op med at besøge foderbrættet, så er det hyggeligt med et musvågebesøg.
På marken sad der 2 Ravne – det er heller ikke at kimse af – og så var vejret dejligt. Lunt, vindstille og sol gennem slørende skyer. Jeg besluttede derfor at lukke hønsene ud i haven, selv om det var lidt tidligere, end de plejer at komme ud, og så var det jeg så, der gik en Trane et stykke væk ude på marken.
Trane i al sin pragt.
Selv om jeg efterhånden har set og fotograferet mange Traner, er jeg endnu ikke blasert overfor dem, så den måtte der kigges nærmere på, og jeg tog derfor bilen og kørte ned på Pæregårdsvej, så jeg kom tættere på den.
Tranen ved traktorsporet.
Der stod der endnu en Trane på den anden side af vejen og ganske tæt på, og så blev der taget billeder, samtidig med jeg holdt øje med den første Trane. Da jeg igen rettede min opmærksomhed på Trane nr. 2, var den pludselig pist væk. Jeg har før oplevet fugle forsvinde i den blå luft eller flyve ind bag et træ og aldrig komme ud på den anden siden, men her var der bare en stor flad mark, og en Trane er som bekendt en temmelig stor fugl, så det var ligegodt noget mystisk. Og så alligevel ikke – for pludselig dukkede Tranen op fra et meget dybt traktorspor – traktoren må have været ved at køre fast her – hvor den havde gemt sig.
Tranen dukker op fra traktorsporet.
Men hvorfor havde den gemt sig? Det viste sig, at yderligere to Traner var på vej. De landede hos den første Trane, som de begyndte at jage lidt rundt med. Nu blev det rigtig interessant, så jeg steg ud af bilen, så jeg bedre kunne følge med på alle fronter.
Så går den vilde jagt.
De 3 Traner gik på vingerne, fløj et par runder og landede så lige ved siden af mig. Fantastisk – så tæt har jeg aldrig været på en Trane før. Lad mig sige det sådan: 4 Traner 10 m væk er bedre end tusinder af Traner ved Hornborgasjön – især da jeg næppe kommer derop.
Tre der slås, og en der holder sig diskret i baggrunden.
Og så startede de optrin, der gentog sig flere gange dagen igennem. To af de nys tilkomne Traner sloges med den, der ellers havde gemt sig – hvilket man så godt kan forstå, den havde gjort - hvorefter én eller to Traner forsøger at jage den tredje væk, mens den fjerde bliver tilbage. Den forfulgte løber med forfølgerne efter sig, og på et tidspunkt vender én af dem tilbage til den fjerde, og de har så en tête-à-tête med synkrone bevægelser og gøren sig til overfor hinanden.
Synkrone yndefulde halsbøjninger besegler forholdet.
Så slutter en Trane sig til de to, og den fjerde nærmer sig også. Så slås de måske lidt igen, flyver lidt rundt, lander et andet sted på marken, løber efter hinanden, skilles og mødes igen.
Landing efter en rundflyvning.
Det fortsatte de med så længe, at jeg kunne tillade mig at smutte hjem og få noget varmere tøj på, og vende tilbage og følge flere af optrinene, akkompagneret af lærker, Sangdrosler og årets første Gransangere.
Jagten fortsætter langt ud over marken.
Nede for enden af marken op mod skoven trompeterede de på et tidspunkt, og da kunne jeg konstatere, at Frellesvig har fået sin egen ekkodal. De var to, der trompeterede, men det lød som om, der var rigtig mange.
Der trompeteres i ”Frellesvig Ekkodal”.
Men sidst på eftermiddagen kom de igen, og da var de så elskværdige at opholde sig lige udenfor min baghave. Optrinene gentog sig. Efter nogen tid fløj to af dem over til Blegholms marker, mens de to, der var tilbage, pudsede og ordnede deres fjerdragt efter dagens tumult, hvorefter de spadserede over mod Almindingen.
Til sidst fløj de væk i retning mod Lyseng, og jeg vendte hjem til morgenmaden, som naturligvis havde måttet vente.
Fjerdragten ordnes.
De to bortfløjne vendte tilbage til ”min” mark, men nu var jeg alligevel blevet lidt blasert, og gik ind for at kigge nærmere på alle de billeder, jeg havde fået taget. Ved computeren opdagede jeg en sidegevinst: En Stor Tornskade i et træ bag tranerne.
De imponerende halefjer vises frem, mens der trompeteres.
Hvad det helt præcist er, der foregår, er det lidt svært at finde ud af, da det er vanskeligt at kende forskel på dem, men umiddelbart virker det som om, der er ét par og to løse, som forsøger at blande sig, hvoraf den ene måske er en unge fra sidste år? Men parret opsøger også de andre, så nej – jeg ved det ikke.
Der er så dejligt ude på landet på sådan en forårsdag med sol og 12 gr. – og god afstand til andre mennesker, så man selv i disse Covid 19 tider kan bevæge sig frit omkring og få nogle fantastiske naturoplevelser.
Tekst og foto: Jane Ditzel
