Er du den spontane type?

Af Esben Eriksen

Nogle mennesker planlægger deres liv til mindste detalje. De har farvekodekalendere og skriver "husk at trække vejret" på to do lister. Andre er vildt spontane. Det er typen på vej efter mælk i Rema i Odense, men ender i Tryggelev Nor og er hjemme 4 timer senere fordi der var en Hvidvinget Terne.

Lidt mindre spontanitet kan også gøre det. Har du måske blot en spontan glæde ved at registrere liv omkring dig? Ét par Knopsvaner på søen. Tre Stormmåger, der skændes over en gammel pommes frites på bredden. Otte Stære i skiftende formation over rørskoven. Og nu er du næsten ubemærket allerede igang - med en spontantælling. Nu skal du blot fortsætte i fem minutter. 

430119446 10230864035494647 6904578343180063202 n

Ringdue viste sig i 2022 at optræde på nærmest alle spontantællinger. Foto: Leif Christensen

Under corona tog vi her på redaktionen flere gange initiativ til at vi talte fugle, hver for sig. Nu genoptager vi den idé. Tidligere fandt vi ud af at Ringduer optrådte i stort set alle vores spontantællinger på Fyn - er det stadig tilfældet? Hvad kan vi registrere på tværs af Fyn og omkringliggende øer?

Den  13. april, Palmesøndag tæller vi igen. Du kan tælle så mange tællinger du vil. Du kan gøre det, hvor du vil. Og du kan gøre der hvornår du vil. Mærker du din indre spontane trang til at stoppe op og tælle fugle - så tæl med! Det er iøvrigt blevet meget lettere siden sidst, da DOF har udviklet en app til formålet. 

Indtastning 
Sker bedst ved brug af den særlige spontantællings-app, som findes på https://spontan.dofbasen.dk. Fra denne hjemmeside kan appen installeres på telefonen, så den også kan bruges offline.

Du kan lave indtastning direkte i felten via ”start ny tælling” eller indtaste tællinger efterfølgende via ”Indtast gennemført tælling”.

Ved live-indtastning vælges dato og starttid automatisk af app’en. Placeringen angives via telefonens GPS-signal eller ved at brugeren selv placerer ’nålen’. Nålen skal sættes der, hvorfra brugeren står stille og laver sin tælling.

Efter endt tælling vælger appen selv den mest præcise DOFbaselokalitet. Hvis der er mangler lokalitetsgrænser i området, eller der er begrænset forbindelse til internettet, vælger appen selv lokaliteten med den nærmeste centerkoordinat. Der er siden mulighed for at ændre den valgte lokalitet.

Det er muligt, men ikke nødvendigt, at indtaste detaildata såsom køn og alder. Disse detaildata må ikke tage fokus fra grunddata, dvs. art, antal og primær adfærd. Nye individer af samme art, der registreres i løbet af de 5 minutter, tilføjes blot til det allerede indtastede antal for arten.

Hvis en spontantælling ikke indtastes i appen under tællingen, men i stedet fx noteres i en notesbog, bør tællingen indtastes i appen snarest muligt efter tællingen. I så fald indtastes datoen og starttiden (sluttiden sættes automatisk til 5 min senere).

Varigheden af en spontantælling 
5 minutter, hverken mere eller mindre. Appen til spontantælling indeholder et stopur, der sikrer den korrekte varighed. Ved indtastning aktiveres der på skærmen et nedtællingsur, som holder styr på de 5 minutter. Efter 5 minutter starter alarmen, men uret fortsætter med at tælle ned, altså i minus. HUSK at slå lyd/vibration til på mobiltelefonen! Appen skal være åben og mobilen ulåst for at alarmen fungerer.

En tælling kan ikke afbrydes og derefter genoptages; hvis tællingen afbrydes, er den gået tabt og må slettes. Men start meget gerne forfra, det tager kun 5 minutter!

193044108 10226535172393310 8926926718243685346 n

Måske får du Blåhals med på spontantællingen i den rette biotop? Foto: Karen Koefoed

Er du gamertypen?

Er du ikke blot den spontane -, men også gamertypen, så slå appens spiltilstand til og få point pr. tælling og ekstra point fra kvadrater, hvor der ikke er talt før.

Efter påske gør vi boet op her på hjemmesiden og se, hvor meget der helt spontant blev talt Palme Søndag, man man skal selvføgelig endelig tælle videre sidenhen på andre dage.

Fik du fat i datoen? Spontantælling søndag den 13. april.