Flæskholm får færdselsforbud i yngletiden

Af Niels Andersen

Nu får ynglefuglene fuglene fred på Flæskholm. Fra næste forår får øen færdselsforbud i fuglenes yngletid. Det er et godt og konkret resultat af DOF-Fyns store ø-undersøgelse fra 2021-22, der blev udmøntet i bogen ”Kystfuglene omkring Fyn” fra 2023.
Flæskholm er beliggende i Det Sydfynske Øhav har øst for Avernakø/Korshavn. Eller nord for Drejø, om man vil. Den består af en morænekerne med marine revdannelser mod syd, holmen er ubeboet og huser 8-10 arter af typiske kystfugle. Der er henover yngletiden høj vegetation af nælder, strandkarse og vild kørvel. Et par hyldebuske gør holmen genkendelig selv på større afstand.

081224flaeskbusknan 

Parti fra Flæskholm, hvor den største hyldebusk ses. Den tjener som landkending for den lave ø. Foto: Niels Andersen.

DOF-Fyns ø-undersøgelse var en gentagelse af den næsten 50 år tidligere dækkende fynske undersøgelse fra midten i 1970’erne, beskrevet i bogen ”Øerne omkring Fyn”.
I ”Øerne omkring Fyn” blev der om Flæskholm i 1977 skrevet, at færdslen på den lidt afsides holm formentlig var beskeden, men at man indtil 1974 kunne leje sig ind til ”Robinson-ferie”. Udlejningen foregik dengang gennem Svendborg Turistforening. Og selvom man nu skulle tro, at den slags forstyrrelse midt i fuglekolonierne i yngletiden var historie, så blev der under optælling på øen i 2022 observeret to telte på selve stranden fra overnattende gæster.
Det tager Svendborg Kommune efter samråd med ejeren nu konsekvensen af og afgør, at der herefter er forbud mod landgang på øen i perioden 1. marts til 15. juli.

081224flaeskredenan 

For at sikre god tilstand af Flæskholm som ynglelokalitet for bl.a. terner har Svendborg Kommune truffet afgørelse om forbud mod landgang på øen i perioden 1. marts til 15. juli. Bemærk mågereden forrest i billedet. Foto: Niels Andersen.

I Afgørelsen om færdselsforbuddet benyttes Naturbeskyttelseslovens § 27, stk. 1, hvor kommunal-bestyrelsen for private arealer kan bestemme, at arealer, der er omfattet af lovens §§ 22-26, helt eller delvis kan lukkes for offentlighedens adgang, hvis særlige forhold taler derfor. Og det gør der, da Flæskholm er en del af Fuglebeskyttelsesområde F71 Sydfynske Øhav beliggende i Natura 2000-område nr. 127, Sydfynske Øhav. Øen har været ynglelokalitet for udpegningsarterne Havterne og Fjordterne. Desuden yngler bl.a. Knopsvane, Knarand, Ederfugl, Strandskade, Svartbag og Sølvmåge på øen Det afslørede DOF-Fyns ø-undersøgelse. Ved optællingerne blev der desuden konstateret tegn på, at øen ofte besøges og ved et af besøgene, var der i yngletiden 2 telte med overnattende gæster på øen. Det er Svendborg Kommunens vurdering, at landgang i fuglenes yngletid forringer fuglenes mulighed for at få unger på vingerne. Dette gælder især fugle som f.eks. Ederfugl og Havterne, der er meget udsatte for, at æg og unger bliver præderet af Svartbag og Sølvmåge, når de må forlade reden. Det er Kommunens vurdering, at der med forstyrrelsen af ynglefugle, herunder arter på udpegningsgrundlaget i Natura 2000-området, er tale om et særligt forhold. Det er således kommunens vurdering, at der både er faglig begrundelse for og lovhjemmel til at træffe afgørelsen.
Det er en stor sejr for ynglefuglene, som nu får bedre og mere fredelige forhold til at gennemføre yngleforløbet. Det sker på et tidspunkt, hvor vores ynglende kystfugle er under stort pres.
Se den konkrete afgørelse her