Når kalenderen viser 14. februar, så sker der umærkeligt det, at fugleturene ubevidst planlægges at gå til kystnaturen, mens man på andre årstider uvilkårligt helst lægger vejen gennem skove.
Når de åbne strandenge- og her på Sydfyn er det især Revet på Thurø og Monnet- har denne magiske og dragende tiltrækningskraft midt i februar er det Sanglærkens skyld. Javel, håbet om en Vibeflok er selvfølgelig også tilstede, men at få de første strofer af lærkesang at høre, er en af årets største naturoplevelser. En brusende lykkefølelse, så man tages i at sige ting højt for sig selv! Hvad var vel et liv uden lærkens triller?
Sanglærke. Foto: Poul Brugs Rasmussen
Jeg husker fra min barndom, da Kaulbergs pausefugl var daglig adspredelse i radioen, en beretning om, at en fuglemand havde taget tid på Sanglærkens udholdenhed og var som det længste nået til 72 minutter uden pause. Og jeg tænkte på, hvornår den mon trak vejret, da jeg hørte det.
At det ovenikøbet viser sig at være en dansker, der har gjort banebrydende studier af lærkesangens længde, åbenbarede sig for nylig, da jeg læste bogen ”The Skylark” af Paul F. Donald udgivet af T & A D Poyser i 2004. Halfdan Lange er citeret, han publicerede i DOFT i 1951 artiklen: Om sangens længde hos Sanglærken, og her følger lidt af resultaterne, der nok for manges vedkommende er gået i glemmebogen, og det er synd, for nok synger lærken i dag kun med en tredjedels kraft over det danske land i forhold til tidligere, så er det dog stadig en livsglad hverdagsoplevelse for en lang række mennesker.
Sanglærke. Foto: Poul Brugs Rasmussen.
”Jeg har med uret på håndleddet fastholdt længden af en stor mængde lærkesange, i alt gennem 15 år 2800 sange”, skriver Lange, dog mest for at fastslå, om Sanglærken synger kortere på en vis tid af året, om den har love for sangens længde indenfor dagens forskellige timer, eller om vejrliget spiller nogen større rolle.
Han konstaterer, at Lærken synger førend både Solsorten og Rødhalsen vågner, men også når aftenskumringen lægger sig tæt over markerne. På disse to tider af døgnet dog uden at stige til vejrs, ”men den, der oplever en sådan skumringssang, kan aldrig glemme den stille naturs skønhed i disse få minutter”.
Sangens længde er i målt i sekunder.
Det er tydeligt, at stærk regn og storm er en lås for Sanglærkens ellers ukuelige strube, men der synges i god blæst og også lidt i tåge, men den synger ikke ivrigere i solskin, faktisk er dens sang længere i regnvejr.
Sangen sætter i gang for fuld kraft, dvs. længde fra tidligste morgen, bliver svagere (kortere) efter middag fra kl. 14 og ebber så ud efter solnedgang. Hen over året ses ikke den store variation over selve sanglængden, men en overraskelse ved Langes talundersøgelse var dog, at sangene bliver længere efterhånden som foråret og sommeren skrider frem.
Sanglærke. Foto: Poul Brugs Rasmussen.
Tilløb til egentlig sang er ikke taget med. Der er geografiske forskelle, i Sverige var den gennemsnitlige længde af sangflugten fire minutter, og mere end 30 minutters længde blev noteret. I England kortere, nemlig lidt over to minutter, ligesom det i Tyskland med tysk grundighed for mere end 6000 sanglængder var godt to minutter. Andre har nået op på en times længde, ja endog mere, men det er exceptionelt. Det svarer måske meget godt til minbarndomserindring på de 72 minutter. Halfdan Langeslutter sin artikel på følgende måde: ”Hvis man skulde sige noget om lærkesangen gennem hele året, vil man, bortset fra undtagelser, kunne sige, at Lærken synger:
Der kunne siges meget mere om Sanglærkens dejlige sang, at den består af en mangfoldighed af motiver med staccato, glissando, triller, vibrato og slagelementer, at der er mere end 100 forskellige enkeltelementer, at sangflugten normalt stiger op til 50-80 m højde (maximalt op til 400 m), at den ofte imiterer andre fugles sang og at det kun er hannen, der synger.
Niels Andersen.
