I sine årlige Viberapporter tager Niels Andersen pulsen på situationen for vores folkekære forårsbebuder. Det har gennem årene ikke været optimistisk læsning. I løbet af de seneste godt 40 år er den danske Vibebestand faldet til ¼, dvs. at tre ud af 4 Viber er forsvundet. Ud over feltarbejdet, har Niels været i litteraturen og fundet eksempler på tidligere tiders Vibestorhed, læs blot dette afsnit fra hans Viberapport ”I Vibens tjeneste”, som i øvrigt kan læses i sin helhed her.
Vibe. Foto: Leif Bisschop-Larsen.
Fra over 400 par til under 10
Jeg finder hvert år plads i mine rapporter til sammenligninger med Vibens bestandstørrelser gennem tiden, det være sig i Danmark eller mere beskedent på lokalitetsniveau. Af diagrammet på side 8, fremgår det at i mit undersøgelsesområde går det nedad bakke. De dårlige Vibeår er i overtal, men tidsperioden er kun 9 år. På landsplan har der været tale om en dramatisk nedgang, og man skal selvfølgelig vare sig for at sætte tal på, når kilderne er usikre. Alligevel lægger jeg bombastisk ud: For et par år siden gjorde jeg mig tanker over bestandsstørrelsen på baggrund af DOF’s tidligere formand Vagn Holsteins optællinger på Nordfyn. Holstein giver i en mere end 50 siders lang artikel fra 1926 en talmæssig vurdering af det fugleliv, der udfoldede sig på Einsidelsborgs 1700 ha store tilliggende. De 500 ha bestod af skov, hvilket i Vibesammenhæng giver ca. 1200 ha åbent land, hovedsagelig bestående af agerland (800 ha), mose, inddæmning og fælled. Enge og strandenge har derfor udgjort de resterende ca. 400 ha.
Kort over Holsteins undersøgelsesområde 1928. Indsat enkelte stednavne.
I sin artikel i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift, DOFT, 20. årgang, hæfte II, september 1926 (Fuglelivet paa Einsidelsborg Gods. Iagttagelser fra 1922 til 1925) anslår Holstein Vibernes parantal til at ligge mellem 400 og 600, hvilket med positive briller i gennemsnit giver ca. 0,5 par pr. ha. Alene om Inddæmningens strandenge skrev Holstein: ”Overalt er vi omsværmet af Viber, hvoraf her findes hundreder af par.” I år, altså 2019 lokkede jeg så den stedkendte og grundige ornitolog Kurt Due Johansen til at besøge Holsteins Vibeeldorado for at få talsat ændringerne. Og jeg skal da love for, at der er sket en tilbagegang!
Nyeste geodætiske kort. Kurts Viberegistreringer er indsat ● sikker, ● mulig.
Fra Viberigdom på Einsidelsborgs 1200 ha til Vibefattigdom på Egebjerggårds samme marker i dag. To optællinger (15/4 og 1/5) brugte Kurt til at nå frem til blot 4 sikre Vibepar og 6 usikre. Og højt sat bliver det så 10 par. Sat op i mod de 400-600 par 94 år tidligere. Altså fra over 400 par til under 10 par. 98 % af Viberne er forsvundet. En nedtur af dimensio-ner til Vibefattigdom, men måske ikke uden sidestykke, for i mit eget undersøgelsesområde ved Egense, vest for Svendborg, som jo i grove træk er at sammenligne størrelsesmæssigt, har der gennem mine 9 års undersøgelser været et gennemsnit på 10, altså i snit 0,008 par pr. ha. Eller mindre end en halvtredsindstyvendedel af hvad Holstein fandt 62 km længere mod NNV, men i en tæthed, som svarer til Kurts tal fra Egebjerggård. Man har i sandhed lært at være nøjsom!
Nu er jeg jo ikke videnskabsmand, så jeg kan tillade mig lidt uvidenskabelige metoder. Derfor kunne min næste øvelse være at beregne på Holsteins tal og derved nå frem til, at der i 1925 var op mod 2.000.000 par Viber, 2 millioner par! Selvom landet dengang var rigt på Viber, var tallet dog ikke i 2-millionersklassen, for som minimum må skove og byer nødvendigvis fragå, men nedenfor har jeg dog beregnet på tallene med alle tænkelige forbehold. Desværre synes jeg at få mere og mere ret, jo flere undersøgelser, jeg kender til og inddrager.
Et ædrueligt forsøg på at talsætte den danske Vibebestand gennem de seneste knap 100 år. I sandhed ikke en optimistisk øvelse, men realistisk nok, selvom tidligere tiders bestandsopgivelser især beror på skøn. Poul Hald-Mortensens tal er beregnet ud fra to parametre i forhold til Danmarks areal henholdsvis landbrugsareal. Bak og Ettrups ud fra en begrundet fastsættelse af 0,12 par pr ha for eng og 0,01 par pr ha mark og så ganget op med de på tidspunktet opgjorte samlede arealer for mark og eng. Det er jo også sådan, at man når frem til det autoritative tal i 2011, som DOF indberettede til BirdLife International. Tallene fra flere undersøgelser og mine egne tal nederst er skaleret op. Uvidenskabeligt eller ej, så viser det sig hver gang, jeg finder nye oplysninger, at de desværre passer fuldstændig ind i billedet.
Tekst: Niels Andersen.
