Fransk klyde på besøg i Bøjden Nor

Af Niels Bomholt Jensen

Den 12. april var jeg på besøg i Bøjden Nor, og blev opmærksom på en farvemærket klyde.
Den var mærket med både røde, gule og grønne ringe. Jeg indrapporterede den på Fuglering.dk, og et par dage efter var der svar fra - Frankrig.
Det viste sig, at den var mærket som unge den 16. juni 2019 i det sydvestlige Frankrig, i Saint-Vincent-Sur-Jard.
Det medsendte skema viste, at den havde opholdt sig inden for et begrænset område ved Biscayens kyst i Sydfrankrig i både 2019, 2020, 2021 og 2022.

000523klydeungfrancksalmon

Den unge Klyde i 2019, Saint-Vincent- Sur-Jard. Foto: Franck Salmon.

Men den 19/3 2023 blev den pludselig fundet af den meget aktive DOF-Fyn Ørneklub i Bøjden Nor. Og Arnbjørn Jens Jørgensen fik endda taget et par fotos af fuglen.
Senere har også Gunnar Knudsen indrapporteret den.
Hvad der har fået den til efter 4 år i det franske pludselig at flyve til Bøjden Nor er uvist, men mon ikke der har været nogle amoriner i luften?
Det bliver så spændende at følge om den vil yngle i reservatet, eller det blot var et fransk visit.

000523klyde3ajaj

Klyde, Bøjden Nor. Foto: Arnbjørn Jens Jørgensen.