Af Niels Andersen
Vi skal huske på vores glæde over fuglene. Her fortælles om 3 oplevelser med Rødhalsen, en af vores almindelige fugle.
Det er tit gennem helt almindelige fugle, vi får de største oplevelser. Når man er ornitolog, starter det hele selvfølgelig med fuglene, men nogle øjeblikke brænder sig alligevel ind i erindringen på en helt særlig måde, og bliver til skelsættende oplevelser, man kan gemme på et helt liv.
Jeg har tre oplevelser med Rødhalsen, som står som nogle af de klareste fugleoplevelser i mit liv.
Den smukke Rødhals. Foto: Poul Brugs Rasmussen.
Den første: Det nu hedengangne fynske lokalblad for DOF-Fyn ”Havrevimpen” blev i starten trykt på en offsetmaskine i kælderen på mit seminarium 1970’erne. Arbejdet med trykningen måtte selvfølgelig ikke tilsidesætte produktionen af undervisningsmateriale, så det blev ofte sent, de gange vi nåede frem til
Havrevimpen. Så sent, at jeg en oktobernat ved to-tiden endelig holdt fyraften, og cyklede hjem til
Svendborg. Udover at det selvfølgelig var bælgmørkt, var der tæt tåge. Da jeg endelig nåede hjem, hørte jeg Rødhalsens smukke sang. Den kom ovre fra Tyveskoven, bag gadelygtens mælkehvide skær og på denne tågede og helt vindstille nat, var det en overraskende stærk oplevelse, som jeg dvælede ved nogle minutter.
Der var kun den og mig i hele verden, sådan føltes det. En dyb oplevelse, som aldrig har forladt mig og som jeg ofte har tænkt på i de måske 45 år, der er gået siden da. Den mørke nat, de tågede omgivelser, stilheden, kun brudt af Rødhalsens dejlige sang. Alt gik op i en smuk enhed. Den slags gode minder er gjort af.
Sådan var stemningen den vindstille og tågede oktobernat, hvor Rødhalsens sang pludselig livede op. Foto: Niels Andersen.
Den anden: Her havde jeg en oktober inviteret nogle venner med på Tranetur til Tyskland. Mellem morgenudtrækket og aftenindtrækket var der om eftermiddagen tid til en spadseretur i Zingst. Så turen gik ud ad Seebrücke, en næsten 300 m lang promenadebro vinkelret ud i Østersøen. Håbet var at se efter lommer på havet, som det så ofte før er sket. Og mens jeg står der med kikkerten foran øjnene og spejder efter lommer, får jeg langt ude over havet øje på en lille prik, der ivrigt arbejder sig nærmere. En småfugl, som jeg kan følge og som målrettet nærmer sig, indtil den udmattet slår sig ned på den alleryderste træplanke en halv meter over havet. En Rødhals! Fundet i kikkert ude over Østersøen som en lille prik, men nu siddende udmattet lige foran mine øjne og klar til at sætte tankerne i gang. For hvor tit har vi ikke set småfuglene stikke afsted om efteråret fra Dovns Klint, trække ud over det åbne hav og påbegynde rejsen? Med en ukendt skæbne som følgesvend hele vejen over Østersøens vande? Her var det modsatte tilfældet. Her bankede det lille fuglehjerte efter trækkets strabadser, men den nåede i mål med livet i behold. Ikke sært, at den hurtigst muligt skulle slå sig ned for at hvile ud på plankerne under den platform, der forkortede den kilometerlange strabadserende flyvetur over det åbne hav med 270 m. Måske havde fuglefolkene taget afsked med den på Gedser Fuglestation 45 km nordligere og en time tidligere?
Seebrücke i Zingst gør afstanden til Danmark 270 m kortere. Foto: Niels Andersen
Den tredje: Det var en blæsende og kold senvinterdag for et par år siden. Det smukke solskinsvejr havde ført os til Maden på Helnæs. Madpakken var smurt og den varme kaffe lå trygt i rygsækken. Som så ofte før, slog vi os ned på Naturstyrelsens bord/bænksæt i det lille fyrrekrat langs den afmærkede rundtur. Således lidt i læ sad vi med frokosten og nød livet. Det skulle hurtigt blive bedre endnu, for pludselig gjorde en Rødhals sin entre. Som man har læst fra England under havegravning, fulgte den os interesseret og kom helt tæt på. Om vi kunne undvære et par krummer? Alt imens den kiggede indtrængende på os med de sorte øjne og de nervøse bevægelser for mere. Det stod på i hele den tid, det nu engang tager at spise sin madpakke og drikke sin kaffe. Måske lidt længere for at trække det tætte selskab med en Rødhals i langdrag. Hvilken uventet oplevelse!
Ingen fugl kan vel se på dig mere indtrængende end Rødhalsen? Foto: Poul Brugs Rasmussen.
En kold senvinterdag nydes kaffen på Naturstyrelsens bord/bænkesæt i fyrrekrattet på Helnæs, sekundet senere landede Rødhalsen ved vores bord. Foto: Niels Andersen.
Hvert efterår vender den tilbage i haven og velkommen til Rødhalsen, siger vi, som om der kun er den ene. Hvilket jo også oftest er tilfældet, men i dag var der pludselig tre på foderpladsen i haven. Det gik ikke stille af sig.
