Af Niels Andersen
Gråspurven er vores hyggeligste fugl
Mange mennesker har et blødt punkt i forhold til Gråspurven. Ikke så mærkeligt, for den er nok den fugl, der er tættest knyttet til os mennesker og vores boliger, så vi kender den alle sammen, både i byen og på landet. Den er lige udenfor vores vinduer og som flokfugl ses ofte mange sammen.
Gråspurven er simpelthen vores hyggeligste fugl. Tænk blot på følgende: Vi er alle som spæd blevet sat udenfor i barnevognen, når der skulle soves middagssøvn. Alle har derfor hørt på spurvekvidren fra tagrenden helt fra baby af. Det blev den første fuglestemme, som man ubevidst stiftede bekendtskab med, og som kom til at præge en resten af livet. Spurvenes tsilp-tsilp i tagrenden foroven blev mejslet sig ind i bevidstheden og vi forbinder denne fuglestemme med noget trygt og hyggeligt. Spurvene kommer fint ud af det med hinanden, sjældent har man set Gråspurve slås om føde eller i territoriekamp. Den er vores hyggeligste fugl.
Gråspurvehannen er egentlig en ret farvestrålende og køn fugl. Den holder til, hvor mennesket regerer og er derfor kendt af alle. Foto: Poul V. Rasmussen.
Den store spurvekampagne
Denne hyggelige fugl har vi som europæere taget med os stort set hele jorden rundt, da vi i sin tid rejste rundt for at kolonisere verden. Til Sydafrika, til Nord- og Sydamerika, til Australien og New Zealand. Vi ville ikke undvære dens muntre selskab. I Kina blev det dog for meget af det gode med spurvene. Udryd de fire skadedyr var sloganet, da formand Mao i 1958 fik den ide, at rotter, myg, fluer og spurve skulle udryddes for at afværge hungersnød blandt kineserne. Spurvene blev anset som skadedyr, fordi de spiste frø fra de nysåede marker. Mao havde regnet på, hvor meget korn de små fugle satte til livs og udryddede man spurven, ville man aldrig mere få hungersnød, lød hans regnestykke. Hele befolkningen blev udkommanderet og overalt i Folkerepublikken jagtede man nådesløst den lille klassefjende med alle midler. Millioner og atter millioner af spurve blev slået ihjel, men mange andre fugle røg med i købet. Kampagnen var tilsyneladende en stor succes, og effekten udeblev da heller ikke. Året efter i 1959 fik Kina en katastrofal høst. Spurvene havde måske nok spist en del korn, men uden spurvene kunne insekter, larver og sværme af græshopper uhindret mæske sig i årets høst. Og årene derefter døde i denne menneskeskabte katastrofe mellem 15 og 55 millioner kinesere af sult. Fejlgrebet med spurveudryddelsen blev ophævet, og man importerede ligefrem igen spurve til landet.
Folkekær fugl
Her i landet er Gråspurven en folkekær fugleart for de fleste. Det er der flere indikationer på. Se bare den mangfoldighed af folkenavne, Gråspurven gennem tiderne har fået. De er samlet i V.J. Brøndegaards Folk og fauna og er tilgængelige på arter.dk: Markspurv, Husspurv, Husspink, Ladespink, Sparspink, Husfugl, Møddinggøjt, Møddinggøjser, Gråstjert, Gråsse, Groen, Grossingnollinkok, Gråspeje, Spejer, Røgsparri, Rygsparri, Knopspurv, Præstespurv, Grunse, Gråse(r), Grolle, Grålle, Gråfugl, Musk(e), Rutter, Grås(e)nollike, Gråskenollike, Gråpeter og Krossenollike. Nogle bruges stadig, jeg selv kender til Gråssenollike og på Ærø er Grolle det udbredte navn for Gråspurven. Også som øgenavn til søfolk fra Ærø. For det hed sig -i hvert fald tidligere- at mange marstallere, der havde forladt øen spøgefuldt kaldte sig selv for Groller ud fra den sandhed, at Gråspurve og ærøboere (Marstal-sømænd) fandtes over hele verden. Byfesten Grollefest holdes årligt i uge 28 på Marstal Havn. At fuglen er folkekær viser sig også ved, at den på Ærø har fået en lokal øl opkaldt efter sig: Grolle Pilsner.
Gråspurven er på retræte
Da Gråspurven er så nært knyttet til os mennesker, tror vel også mange, at det er vores almindeligste fugl. Det er dog længe siden, at det var tilfældet. I de såkaldt gamle dage var det endda Sanglærken, for den ynglede ude på landet, og bondeland det var jo det, der var mest af, både dengang og nu. Senere, dvs. i 1980’erne og frem overtog Solsorten førstepladsen, og der ligger den stadig, øverst på de danske ynglefugles top 10. Gråspurven ligger midt i feltet på top 10.
På DOF’s hjemmeside beskrives Gråspurvens tilbagegang således: ”I løbet af 1970'erne blev gråspurvebestanden næsten halveret. Bestanden stabiliserede sig igen omkring 1996, men er atter gået tilbage fra 2016. Tilbagegangen skyldes formentlig nedgangen i husdyrhold på landet samt bedre isolering af husene, som har gjort det sværere for spurvene at søge føde i stalde og lader. Samtidig er mange redebygningsmuligheder under hustagene forsvundet”. For man vil jo ikke fyre for Gråspurvene…
Med DOF’s punkttællingsprogram som kilde, kan vi i detaljer kan aflæse Gråspurvens aftagen som ynglefugl gennem de seneste næsten 50 år som en lang nedadgående kurve. Med start i 1976 som indeks 100, er indeks nu blot på 27, det laveste i perioden, markeret med rødt. Også indeks for vinterbestanden er raslet ned, fra 100 til nu blot 9, markeret med blåt. Bemærk, at y-aksen er logaritmisk. De to kurver følges ad i store træk. Jeg har dog ikke helt forstået, hvorfor der ikke er en 1:1 overensstemmelse i kurverne, da Gråspurven jo er udpræget standfugl og der ikke tilføres ynglefugle udefra.
Spurvene overnatter ofte mange sammen. I Svendborgs centrum havde byens Gråspurve fundet et overnatningstræ med tæt vedbendbevoksning til venstre, billedet er fra 2016. Så blev træet ”renset” så spurvene mistede deres læ og skjulende bevoksning. Det bevirkede selvfølgelig, at de straks forsvandt. Foto: Niels Andersen.
To andre ting vidner om den større udbredelse tidligere, for med afbildning på frimærke (1994) og pengeseddel (1979-1989) er vi efterhånden ovre i fortiden, her har Gråspurven spillet en større rolle.
Gråspurven i den danske sangskat
Vi kender også de mange slidstærke sange, hvor Gråspurven, eller bare spurven forekommer, faktisk er spurven den syvende hyppigst besungne fugl i Højskolesangbogen (den kommer efter lærke, ørn, hane, Nattergal, stork og svale). Alle kender: Spurven sidder stum bag kvist. Og alle har til jul sunget: ”du fattige spurv, flyv ned fra tag” – en linje fra Julen har bragt velsignet bud. Begge citater og vidner om, at vi har at gøre med en standfugl. Som standfugl er spurven knyttet til vinteren i vores sangskat. Faktisk bevæger den sig hele året sjældent mere end et par hundrede meter væk fra hjemstavnen. Det var også derfor, den blev bragt med rundt i verden af udvandrende europæere. Af nyere sange har Allan Olsen portrætteret byens gadedreng i Lille Gråspurv på albummet Multo Importante fra 2007, en sang, der har en direkte relation til tyvekronesedlen.
Alt ånder fred og idyl. Her ses tydeligt, at hos Gråspurven er der sjældent stridigheder om territoriet. Næppe nogen anden fugl tolererer artsfæller så tæt på reden. Foto: Poul Brugs Rasmussen.
Gråspurv og Skovspurv
Jeg har altid været fascineret af ligheder og forskelle mellem de to nært beslægtede dobbeltarter Gråspurv og Skovspurv. Fx at Gråspurvens to køn er så forskellige og at Skovspurvens ditto er så ens. Jeg har lært mig at skelne fuglenes ret enslydende stemmer fra hinanden: Gråspurvens tsilp-tsilp, Skovspurvens mere tørre djip-djip. Og jeg oplever en stor fugleglæde hvert år, når spurvekoret i senvinteren nærmest danner en lydvæg i de tætte buske. Foråret er lige om hjørnet og Gråspurvehannen antager en større sort hagesmæk. Eller når han sidder udenfor reden og i timevis lader sit tsilp lyde til ære for hunnen tæt på. Det er livskvalitet for os mennesker at overvære. Og alle beskåret, hvis vi er opmærksom.
Den sorte hagesmæk er hos Gråspurvehannen et statussymbol. Jo større, jo mere dominerende. Han får det meste foder, bliver i foråret tidligere udparret og får den bedste redeplads. Foto: Poul Brugs Rasmussen.
På mine vedholdende ture ud i Vibeforåret i landbrugslandet (fra 1. marts til og med 30. juni) lavede jeg også spurveoptællinger. Skemaet nedenfor omhandler 6 år, hvor det blev til i alt 693 ture, hver med ca. 35 stop ved mine 9 markblokke vest for Svendborg. Jeg var meget omhyggelig med at tælle og skelne mellem Gråspurv og Skovspurv. Baseret på disse 6 års iagttagelser i 2016-21 ser næsten 20.000 spurveregistreringer således ud. Det er interessant, at den indbyrdes fordeling (%) tipper undervejs, markeret på lyseblå baggrund.
Gråspurven er mere tilknyttet mennesket, den betegnes ofte som en kulturfølgeart, mens Skovspurven betragtes som en agerlandsart. Jeg husker fra mine drengeår i 1960’erne, at jeg var meget optaget af bogen Jeg ser på fugle fra Politikens Forlag. Og nærlæste afsnittet Iagttagelse af en enkelt art, som beskrev næste trin op efter selve artsbestemmelsen for en amatørornitolog, nemlig at gå i dybden med den enkelte arts biologi. Her anføres det, at endog så almindelig en fugl som Skovspurven indtil de allerseneste år dengang var meget mangelfuldt undersøgt.
Et dejligt komponeret billede af Gråspurvehannen med sort hagesmæk. Foto: Bent Staugaard.
Gråspurve og os mennesker
For 40 år siden var antallet af Gråspurve lig antallet af indbyggere i EU, nemlig ca. 450 millioner, siden da er det gået ned ad bakke, så vi nu er to indbyggere om hver spurv. I Danmark er der næsten ti gange så mange mennesker som spurvepar.
En lidt sjov historie om Gråspurvens afhængighed af os mennesker kan hentes fra den tyske ø Helgoland ude i Nordsøen. Øen har haft et omtumlet tilhørsforhold. Versaillestraktaten i 1919 medførte, at Helgoland blev demilitariseret, men i 1935 vendte de tyske tropper tilbage. Efter 1945 blev øen en del af den britiske besættelseszone og brugt som øvelsesmål for det britiske luftvåben. I den periode blev befolkningen tvangsevakueret og således uden mennesker forsvandt også spurvene. I 1952 kom Helgoland igen under tysk suverænitet, blev beboet og fra 1958 atter også af spurve. At der skulle gå nogle år førend det skete, skyldes sikkert, at spurvene ikke selv foretager de store udflugter. Måske blev de ligefrem hentet tilbage til øen.
Spurveglæde
Det er tit gennem de helt almindelige fugle, at vi henter de største oplevelser. Når man er fugleglad, starter det hele selvfølgelig med fuglene, og nogle særlige øjeblikke brænder sig ind i erindringen på en helt speciel måde, de bliver til skelsættende og livsforandrende oplevelser. Sådan er det for mig med Gråspurven og dens upåagtede, men allestedsværende tilstedeværelse. Den skal ramme mit liv ind. Færdig. Jane Ditzel skrev i januar på doffyn.dk : Tænk at man kan blive så glad for at se en Gråspurv. Ja tænk, men det kan man!
