Tekst og fotos: Jane Ditzel
Et ganske uvidenskabeligt studie baseret på iagttagelser af fuglene især i og tæt ved min have på Langeland.
Foråret nærmer sig tydeligvis – dagens længde er tiltaget med omkring 4 timer, og Musvitten har allerede sunget i længere tid her i Krarup, og nu er Solsorten også begyndt, så det er nu fuglene skal i gang med at indtage deres territorier, bygge reder og opfostre næste generation.
Musvit med unge.
De fugle, der først fik unger på vingerne, var som regel Skovspurvene tæt forfulgt af Gråspurvene. Jeg havde rigtigt mange af begge slags i haven. Skovspurvene ynglede i tagrenden – her var mindst 10 reder – og i alle de redekasser de kunne slippe afsted med at okkupere. I starten var det Gråspurvene, der ynglede i tagrenden, men de blev fortrængt af Skovspurvene.
Skovspurveungerne kigger på verden udenfor.
Hvor de derefter havde deres reder, fandt jeg aldrig ud af, men de holdt til i haven, både med og uden unger. Når spurveungerne havde forladt rederne fulgtes de i starten med forældrefuglene, som tydeligvis kunne kende deres egne unger, for var det andres unger, der tiggede, blev de afvist på det kraftigste. Efter nogle dage kunne jeg se, hvordan ungerne så småt selv begyndte at spise, men det er jo nemmere at få maden serveret, så de tiggede stadigvæk hos forældrene, som fodrede dem, til de mente de selv kunne klare sig – og så gik de i gang med næste kuld.
Solsorteungen fodres med havregryn.
Solsortene ynglede også i haven. Der kunne være op til 5 par, der havde deres reder på matriklen, hvor også et Gråkrage par holdt til, og det gav ballade. Gråkragerne plyndrede rederne for både æg og unger, men med årene oplevede jeg, at Solsortene blev bedre til at anbringe deres reder på mere kragesikre steder, så det lykkedes dem at få ungerne på vingerne. Solsortene sled sig gennem flere kuld gennem sæsonen, så de så noget hærgede ud til sidst.
Solsorteunge.
I haven på Langeland var fuglene ”forskånede” for husskader, som også kan volde problemer, fordi de er så kloge. Det oplevede jeg for nogle år siden, da jeg passede mit barnebarn, der havde en skade i panden. I deres have var en stærekasse med store unger, og Husskaden havde fundet ud af, at ungerne stak hovedet ud af kassen, når forældrene kom med mad. Ergo – Husskaden fløj op til hullet i kassen, og når en unge stak hovedet ud, i den tro at der var mad at få, snuppede husskaden ungen, og hakkede den ihjel, inden den hentede den næste unge. Og sådan blev den ved, til kassen var tom, mens forældrefuglene højlydt, men virkningsløst protesterede.
Husskaden har hentet stæreungen ud af kassen.
De Store Flagspætter kom i haven hele året rundt, og i ynglesæsonen kunne der godt være op til 5 par, der hentede havregryn med olie til ungerne. Jeg blev helt bekymret for, om ungerne skulle blive fejlernærede, men til min store lettelse kunne jeg ved de redehuller, det lykkedes mig at finde i skoven, konstatere, at de gode forældrefugle sørgede for, at ungerne fik en varieret kost, som også bestod af masser af insekter og larver.
Kødannelse ved foderpladsen.
På samme tid som de Store Flagspætter hentede havregryn til deres unger, ankom Stærene med deres unger til haven – der var som regel omkring 50 Stære med unger på det tidspunkt, og så var der for alvor kamp om føden. Når spætteungerne havde forladt rederne i skoven, tog forældrene dem med i haven, så de på bedste pædagogisk vis kunne lære, hvor havregrynene kom fra, og så havde jeg fornøjelse af ungerne i lang tid. De blev naturligvis fodrede af forældrene i starten, men lærte ret hurtigt at klare sig selv – og at kæmpe for føden. For dels var de mange spætteunger om fadet, dels var stærenes unger der stadig,
Så fik den store flagspætteunge vist nok af havregryn.
Stæreunger er MEGET insisterende i deres tiggeri, og de larmer helt vildt, så selv på en varm sommerdag blev døre og vinduer holdt lukkede for at holde larmen ude. De voksne Stære fodrede, det bedste de havde lært, til det en dag blev for meget for dem, og så blev ungerne afvist på det kraftigste – gerne med nogle gevaldige hak, så de kunne forstå det var alvor, hvorpå forældrefuglene forlod haven, og overlod ungerne til den evige kamp med spætteungerne om føden.
Hvem gir sig først?
Både de Store Flagspætter og Stærene har kraftige spidse næb, og er ikke bange for at bruge dem, så de havde tydeligvis en vis respekt for hinanden, hvorfor både væbnet neutralitet og hidsige kampe kunne iagttages. Underholdningsværdien var stor, i den tid det stod på.
Nogle fugleunger ligner fra starten meget de voksne fugle, mens andre har deres tydelige særpræg, hvilket gør sig gældende for for eksempel de Store Flagspætte unger med deres røde kalot, der forsvinder hen over sommeren, og stæreungerne der er helt lysebrune til forskel fra de voksnes meget farvestrålende fjerpragt. Man er dog ikke i tvivl om arten.
Dompapunge.
Andre fugleunger kan det være sværere at identificere, hvis ikke de optræder sammen med forældrene. Jeg undrede mig meget over nogle mærkeligt udseende fugleunger, der pludselig optrådte i haven, til jeg fandt ud af, at det var kernebiderens unger. Dompappens unger kan også være svære at identificere, da de har andre farver og et helt andet meget nuttet udtryk end de voksne fugle.
Ikke just søskendekærlighed der udvises her.
En morgen i skoven var jeg så heldig at støde på adskillige nyudfløjne fugleunger. Halemejseungerne var lette at genkende – det samme var Gærdesmutteungerne, men så var der også et kuld, som jeg var sikker på, jeg aldrig havde hverken set eller hørt før. De havde en ganske fremmedartet lyd langt fra Nattergalens sang, men Nattergaleunger var det ikke desto mindre, hvilket jeg først fandt ud af efter at have fået hjælp på Langelands Fugle.
Spurvehøg med stor flagspætteunge.
Også rovfuglene har unger, der skal opfostres, og Spurvehøgen finder hurtigt ud af, at der et godt spisekammer i en have, hvor mange mindre fugle kommer for at spise. Normalt kan det forvirre en rovfugl, hvis der er mange fugle det samme sted, men netop i yngletiden har den lettere spil med uerfarne unger og forældrefugle, der er uopmærksomme eller trætte.
I den store flok af Stære har jeg også et par gange set Gråkragen snuppe en Stæreunge i farten og flyve hjem til ungerne i reden med den.
Hvert år ynglede også Blåmejser, Musvitter, Gærdesanger, Jernespurv, Ringdue, Hvid Vipstjert og Landsvale i min eller naboens have i Frellesvig, mens andre fugle såsom Kernebider, Dompap og Rødhals dukkede op med ungerne efter at have ynglet i skoven.
Det er spændende at kunne iagttage fuglene og deres unger på tæt hold, og fugleunger er jo som regel yndige, men for fuglene er det barsk og opslidende periode at skulle sikre artens beståen.
