Gensyn med Assistens Kirkegård.

For et par dage siden talte jeg med en bekendt, der fortalte, at han inspireret af et indlæg på dette site var draget til kirkegården for at se efter Kernebider - forgæves. Det gav naturligvis appetit på et lille eftersyn. I går var der kun fem fugle i toppen af et af de høje træer i Ansgar Anlæg, men i dag, den 23. januar var der mere held i sprøjten.

Korttået Træløber.

Jeg parkerede ved indgangen og tjekkede hurtigt de høje træer - det så ret udsigtsløst ud, men ret hurtigt kunne jeg høre deres kald. Jeg gik efter lyden og på jorden under et af træerne gik der nogle stykker sammen med Bogfinker og Skovskader. De var ikke videre begejstrede over at se mig og fløj ”til alle sider”. Der var ganske mange Kernebidere og den dag havde de den glimrende ide - set fra en fotografs synsvinkel - at fouragerere i nogle stedsegrønne træer, som jeg tror er Tujaer, og i Taks. Deres størrelse tillader, at man kommer i øjenhøjde med fuglene.

Kernebider i Taks.

Jeg brugte noget tid på at finde fuglene, så de kunne flyve et andet sted hen, hvorefter vi gentog legen. Undervejs var der andre fugle at kigge på - blandt andet Korttået Træløber og Vindrossel. Der var gået forår i Grøniriskerne, de sang ”i vilden sky”! En gravbuket var pyntet med nogle grene med røde bær, det var en stor fristelse for Solsorten.

Klar til at spise.

Man kunne hele tiden se 10-12 Kernebidere og samtidig høre, at der var flere gemt i Taks og Tuja. Det største antal, som jeg så samlet var 19 fugle - stadigvæk flere som ikke lod sig se.

Det kniber at holde balancen.

Klar til landing, er man til antropomorfismer, kan man måske nok se, at fuglen til venstre ser lidt bekymret ud.

Selv om fuglene flyver en del omkring, kan man hurtigt finde dem på deres kald, som kan høres her. De holder for det meste til i den del af kirkegården, der vender op mod kirken.

Skovskade.

Tekst og foto: Søren Gjaldbæk.