På mine daglige Vibeture i området vest for Svendborg oplever jeg ofte at blive stoppet eller kontaktet på mine mange stop med kikkerten. Underligt nok er det oftest kvinder, der har noget på hjerte. Og ofte er det en snak om en underlig fuglestemme, de har hørt i skovene i den vestlige del af byen, det være sig ved Sofielund, Engene, Povlinelund eller Juulgårdsskoven.
Jeg er næsten blevet en Grønspætteambassadør, for det er jo Grønspætten, det hele drejer sig om. Med mit let genkendelige ornitolog-antræk med grøn jakke, kikkert om halsen og teleskop på ryggen, tydelig og synlig på cyklen, udstråler jeg jo den fagperson, de undrende og interesserede sydfynske naturnydere kan spørge. Hør engang, hvad jeg har samlet op bare i den seneste uge.
En råbte mig an i Povlinelund for at høre, hvad det dog var for en mærkelig fugl, hun havde hørt, og så fløjtede hun ellers Grønspættens leende og territoriehævdende salve. Og selvom hun undskyldte kvaliteten af gengivelsen, var jeg ikke i tvivl: Grønspætte.
Grønspætte, Flyvesandet. Foto: Leif Sørensen.
En anden råbte mig også an for at høre om jeg havde tid, for hun havde haft en oplevelse i Engene på sin gåtur. Havde endda optaget lyden på sin mobiltelefon og var derhjemme nået frem til, at det måtte være en Duehøg, men som den sjældne fugl og med krav om store skovområder, ville hun gerne have mig til at verificere fundet. Og så blev mobilen fundet frem og lydoptagelse afspillet: Grønspætte.
En tredje kunne lykkelig og begejstret berette om en Grønspætteiagttagelse fra Thurø.
Et ægtepar havde hørt en leende fugl i hjørnet af Rantzausmindeskoven, og var i tvivl om, hvad det mon kunne være.
Grønspætten kan være svær at samarbejde med, her en fra Nyborg. Foto: Søren Gjaldbæk.
Og en dag jeg stod med kikkerten for øjnene, det var mellem Skovsbo og Egense, standser pludselig en bil tæt ved mig, ud springer en ung mand, som næsten stakåndet måtte fortælle sin historie fra omgivelserne ved Juulgården. Han havde lige set en Grønspætte og var solgt, så stor en oplevelse havde det været for ham, at han simpelthen måtte fortælle det til en, og det blev så heldigvis mig. Det var næsten lige før, han stammede. Set den grønne spætte hoppe på jorden tæt på, det var stort. Han boede på Tåsinge og blev glad, da jeg fortalte ham, at Grønspætten på sin indtagelse af nyt terræn for længst også var nået til Vornæs Skov. Og nu senest også til andre gode steder på Tåsinge.
Ingen lades uanfægtet ved mødet med Grønspætten. Det er lidt ligesom med Kernebideren. Grønspætten er dog med sin stemmepragt og som ny i hverdagsnaturen mere forførende og opmærksomhedsskabende.
Grønspætten er ikke en typisk rørskovsfugl, det vidste denne fra Østerøsø ikke noget om. Foto: Søren Gjaldbæk.
Jeg giver altid historien om, at da jeg startede med som barn at kigge på fugle - jeg fik min første kikkert i konfirmationsgave- da skulle man til Jylland for at se Grønspætter. En verden til forskel fra nu, hvor jyder valfarter til Fyn for at få et gjaldende lydspor og et sjældent glimt af fuglen. For farverne til trods, den citrongule overgump når den flyver væk, så er den Allikestore spætte svær at få øje på, også selvom den griner ad dig i hørbar nærhed lige op i hovedet.
I dag var der så to Grønspætter i Povlinelund, den ene tæt på, mens den anden svarede i den modsatte ende af skoven. En dejlig hverdagsoplevelse, efterhånden.
Lyt til Grønspætten.
Og så er det da endelig mærkeligt, at en Grønspætte er en fugl, mens en Rødspætte er en fisk…
Tekst: Niels Andersen.
