Hæderstale til årets DOF Fynboer
af Henrik Kalckar
Kære Søren og Esben
I er som Fyn webens hårde redaktions kerne blevet udvalgt blandt mange kvalificerede kandidater til at blive hædret. DOF Fyn vil med dette gerne sige jer et kæmpestort TAK for jeres indsats for hjemmesiden, som jo på mange måder er den lim som holder foreningen sammen. DOF Fyn har 50 års jubilæum i år, og I er jo fuglefolk med dybe fynske rødder, så hvad er mere passende end at genfortælle et par anekdoter om store bedrifter og sjældne fugle.
Sådan startede det
Esben Eriksen er jo søn af et DOF Fyns ornitologiske fyrtårne, så måske var det så ikke underligt at Esben allerede tidligt viste tegn til at blive en entusiastisk ornitolog. Derfor kom Esben med på Søren Bøgelund´s ungdomslejre på Sydlangeland. Esben blev hurtigt virkelig dygtig og med et stort talent for formidling. F.eks. ledede Esben en tur i en alder af 13 år for et helt biologihold fra Odense Seminarium. Som Esben beskriver det: De kiggede godt nok lidt, da de lidt rødvinstrætte troppede op klokken fire om morgenen og blev taget imod af en konfirmand..
Æresfulde Ædelarter:
Søren har på Fyn fundet arter som Fuglekongesanger og Gråsejler på Flyvesandet, Stribet Ryle på Firtalsstranden, Stor Stormsvale og Kongeederfugl ved Fyns Hoved, Hvidhalset Fluesnapper ved Korshavn, Lille Skrigeørn og Rødrygget Svale ved Gulstav. Den sidste har vi denne fine finderberetning på:
Opdaget 7.30. Rastede ved blandt andet Dovnsgården frem til 8.05, hvor den trak syd med et par Landsvaler og Digesvaler. 9.44 hang den igen over skoven og fløj nord. Kunne ikke genfindes i Gulstavområdet. Fotos af den siddende fugl ligger på doffyn.dk. Viser en svale med lange yderste halefjer, rødtonet, diffust stribet underside med lys strube, rustrøde kinder og sort overside. Sort undergump kan anes, men overgumpen kan ikke rigtigt ses, som fuglen sidder.
Esben er jo naturvidenskabsmand, så han sætter sig et systematisk mål, når han leder efter sjældne fugle. Sidste år arbejdede han på at finde subhits i Fyns Hoved-området: Rosenstær, Citronvipstjert og Lundsanger.
Halvdelen af årets DOF Fynboer under et møde i web-gruppen, den anden hører på.
Det berømte fynske sammenhold:
Søren var en del af den fynske Skagen-lejr i Kristi Himmelfartsferien, i øvrigt længe før der var tænkt på Fuglefestival. Denne dag var der ingen træk pgr. af NV-kuling. Men så pludselig kom der en melding om Langnæbbet Sneppeklire i SV! Så fik Søren med Michael på co-driver pladsen naturligvis travlt. Sømmet i bund mod Rømø.. Men nej de stoppede brat op, sådan er det jo ikke med Fynboer. Da de andre fra lejren kørte i en 2CV, kunne de ikke køre mere end 80 km/t., så kørte Søren også 80! Undervejs kæderøg han uafbrudt, imens han kiggede i bakspejlet og de fik den ene sms efter den anden ude fra fuglen. Men når enden er god, så er krydset kommet i bogen. Men desværre alle fynboerne kom for sent og dippede Sneppekliren på Rømø. Den har jo sidenhen været så venlig at dukke op i Bøjden Nor.
Så var der dengang Kirsten Lund her fra Fyn fandt en Lattermåge på stranden ved Blåvand. En sjældenhed i en kaliber, som fik en hver twitcher til at kaste sig ind i sin bil og fræse mod vest. Da holdet af fynske ornitologer stod på stranden og nød fuglen, så manglede Esben og flere andre. De var da kørt for flere timer siden?? Stor undren? Endelig kom Esben og kastede bilen i en støvsky på P-pladsen tættest på stranden, dørene gik op og det væltede ud med billøse fynske ornitologer, som Esben havde brugt morgenen på at samle op på hele Fyn. Den der ler sidst -ler som bekendt bedst, men her var det desværre Lattermågen -som var fløjet, og hele den fynske bilfuld dippere havde en lang tur hjem.
Fornemmelsen for hits
I år 2000 var det Klippesvalens tur til et besøg ved Blåvand. Den rastede kun kortvarigt inden den forsatte nord over. Kun ganske få twichere nåede denne store sjældenhed. Langt de fleste kørte forgæves. Så gruppen af dippere fra hele landet var stor, og frustrationerne fik frit løb i den voksende gruppe af tilrejsende. Søren kom også for sent, men i modsætning til resten af flokken bemærkede han bare med naturlig arrogance: "Jeg skal til Skagen i morgen, så snupper jeg den dér". Søren tog til Skagen dagen efter og sørme - Klippesvalen BLEV set i Skagen den dag. Søren modtager naturligvis masser af lykønskninger og anerkendelser på sms for sit fede X og sin cool bedømmelse af situationen.
Men Søren svarede ikke!!
For desværre befandt Søren sig på Nordstrand og svalen på Grenen.
Fra DOF Fyns side vil vi endnu engang sige tak til Esben og Søren for det store arbejde med vores hjemmeside.