Svenskere aflæst ved Hågerup og i Botofte Skovmose.

Af Søren Gjaldbæk

Den 26. februar var jeg på en af mine sjældne ture til Brændegård Sø. Der var ikke meget, der fik mig til at blive der - der var meget få fugle den dag - et par Sølvhejrer og et par gamle Havørne syd for søen var eneste bemærkelsesværdige observationer. Jeg må have valgt en dårlig dag. På vej hjem så jeg ud af øjenkrogen på vej ud af Hågerup 7 Grågæs ved en regnvandssø - dem er der rigtig mange af derude denne vinter. Af en eller anden grund stoppede jeg og så, at en af dem bar en blå halsring med hvid skrift. Sådan en havde jeg aflæst to dage tidligere, og tænkte, at det nok var en norsk gås.

250224gra1

Grågåsen 7 94. foto: Søren Gjaldbæk.

Men nej…svenskerne bruger også den type halsring, men teksten bestod kun af tal. 7 og 94 drejet halvfems grader i forhold til 7-tallet. Jeg fik svar meget kort tid efter at jeg havde indberettet fuglen på fuglering.dk. Fuglen blev mærket den 15. juni 2017 ved Humlegatan, Hudiksvall, Gävleborg, Sverige, 872 km fra Hågerup. På det tidspunkt var den mindst i sit tredje kalenderår og således i dag i sit mindst tiende, så den er i dag mindst 9 år gammel. Grågæs kan blive op til 20 år gamle, nogle få endnu ældre. Så vores svenske ven fra Hågerup er mindst halvvejs gennem livet.

Også Claus Dalskov er stødt på den blå-hvide ringtype - her drejede det sig om to Grågæs, en han og en hun, der blev ringmærket samtidigt i Stermalma, Nygard i nærheden af Nykøbing ved den svenske østkyst. Det skete den 14. juni 2018. Claus aflæste begge fugle den 1. marts i år i Botofte Skovmose - dog uden at få fotos af dem. De er i modsætning til min fugl som det ses af kortet aflæst en del gange : i 2018, 2019, 2021, 2022 og i 2024. En del af aflæsningerne er, som det var tilfældet for Claus, af begge fugle samtidigt, og de er - som man også kan fornemme af kortet aflæst på samme lokaliteter i de tilfælde, hvor kun en enkelt af dem var i spil. De har kort sagt holdt sammen siden 2018.

I skrivende stund må vi formode, at alle tre gæs er returneret til Sverige.