Havørn og jæger i samarbejde

Det er ikke alle vegne, at mennesker og ørne kommer overens, har vi jo desværre måttet erfare i 2020. Vi har fået en lille historie, der viser, at der er steder, hvor de trives fint sammen. 

010221havsg

Havørn - and i sigte? Foto: Søren Gjaldbæk.

På kravlejagt ved Lumby Middelgrund skød jeg til en Gråand, der blev ramt, men som var i stand til at flyve ind i Tornø-kvislen i Gåsebadet. Efter at have observeret anden i nogle minutter, vurderede jeg at jeg godt kunne få fat i den og begav mig afsted med afladet våben. På ca. 150 meters afstand kom Havørnen ind - tog et par runder over den anskudte and - inden den slog kløerne i byttet i første forsøg!

Jeg havde fattet, hvad der skulle ske og fået mobilen frem. Sad efterfølgende tilbage med en god følelse over, at Havørnen så hurtigt var i stand til at rydde op efter mig.

 

Video optaget af Peter Lillesø.

Senere på formiddagen så jeg en anden Havørn, der fløj lavt hen over et område i yderfjorden, hvor der kort tid forinden havde været to trækjægere. 

Gad vide om Havørnen er så “intelligent”, at den har erfaret at der kan være mulighed for nemt bytte efter skud fra mennesker.

Venlig hilsen og godt nytår! Peter Lillesø