Af Freya Mørup-Petersen
Weekenden i uge 19 var Henrik Mørup-Petersen og jeg i vores sommerhus i Sydlangeland. Vejrudsigten lovede sol og vind fra syd, hvilket tyder godt midt i maj. Denne weekend var bestemt heller ingen skuffelse. På vej til sommerhuset om fredagen, så vi allerede de første trækkende Hvepsevåger og samme aften tog vi på aftenobs i Tryggelev Nor, hvilket gav syngende Blåhals og Savisanger. Festlighederne fortsatte med en Sort Ibis, Dværgmåger, Hvis Stork, Pirol og Lærkefalk. Men søndag den 14/3 skete der en uventet overraskelse, da Henrik og jeg tog op på Fakkebjerg.
Det var endnu en god dag med sol, letskyet og en svag vind fra sydvest, så jeg havde en forhåbning om, at der kunne dukke noget sjovt op, såsom en Biæder eller en Rødrygget Svale. Disse arter fandt jeg dog ingen af den dag, men der var alligevel lidt at kigge på. Fra toppen af Fakkebjerg så vi nogle trækkende Hvepsevåger, Røde Glenter, to Traner, en Kernebider og desuden fyldte seks Havørne luftrummet. Neden for Fakkebjerg, kunne man nyde synet af et ynglepar af Sortstrubet Bynkefugl, en Rødrygget Tornskade og en syngende Bomlærke.
Høgeørn, Fakkebjerg. Foto: Freya Mørup-Petersen.
Klokken 11.30 opdager jeg en lille rovfugleskrue godt en kilometer mod nord. Da der ikke har været det helt store rovfugletræk, vælger vi at kigge lidt på den. I håndkikkerten ligner det mest tre musvåger – ingen Hvepsevåger eller Røde Glenter imellem. Henrik finder skruen i teleskopet og konstaterer, at der er en afvigende musvåge i skruen. Han begynder at beskrive, hvordan dens rygmønster ligner en ørns mere end en musvåges, den ser større ud end de to andre musvåger og dens vingeslag er langsommere. Jeg bliver straks meget interesseret – det lyder giftigt!
Henrik giver teleskopet til mig og jeg opdager den mystiske musvåge med det samme. ’Gud hvor er den flot!’, tænker jeg. ’Men det ligner ikke en Musvåge.’
Høgeørn, Fakkebjerg. Foto: Freya Mørup-Petersen.
Fuglen har en sandfarvet ryg og mørke svingfjer, og den er ganske rigtigt større med langsommere vingeslag. Fuglens blik er primært fokuseret mod jorden, sandsynligvis på udkig efter føde. Henrik overtager teleskopet igen, og jeg forsøger at fotografere den, mens jeg undrer mig over, hvad det kan være. Henrik foreslår forsigtigt Lille Skrigeørn, men konstaterer også, at den mangler de hvide vingepletter, som er karakteristiske for arten, og at fuglens vingestilling er for plan. Skruen forsvinder mod nord før jeg får billeder og Henrik og jeg erkender, at det er en af de fugle, vi nok aldrig får artsbestemt. Jeg overvejer at melde den ud på Langelands kanal på Zello, men i tvivl om, hvad vi overhovedet skal melde den ud som, og da fuglen sandsynligvis er over alle bjerge, lader vi være.
Klokken bliver 12 og vi går over til kaffepause, da jeg pludselig opdager en mærkelig rovfugl stige op ved Rath og genkender den som den mystiske rovfugl. Henrik overtager teleskopet, og jeg forsøger igen at fotografere den. Den er langt ude, men jeg formår at få et par billeder denne gang, inden den forsvinder mod nord igen. Billederne bliver ikke de bedste, men man kan se dragtmønsteret tydeligt. Da vi forsat i tvivl om, hvad det kan være, lægger jeg omgående billederne ud på Facebooks ’Rovfugle i Felten’.
Der kommer hurtigt mange kommentarer fra erfarne ornitologer, men der er stor tvivl om, hvad det er. Flest ornitologer mener dog, at det er en Dværgørn og jeg melder den derfor ud på Birdalarm som mulig Dværgørn i håb om, at andre får et bedre kig på den. Hen ad eftermiddagen er der dog kommentarer fra erfarne ornitologer, der argumenterer for, at det er en mærkelig Musvåge og ikke en Dværgørn. Jeg må erkende, at det vil være det mest sandsynlige, selvom jeg ikke selv kan få det til at ligne en Musvåge, så noget skuffet lader jeg observationen ligge. Sådan er det en gang i mellem, når man er i felten!
En måned senere, hvor jeg har glemt alt om observationen, bliver jeg kontaktet af Sebastian Klein og Rasmus Strack omkring rovfuglen – der er en Høgeørn i cirkulation i Skandinavien og rovfuglen på mine billeder ligner den meget. Derfor ønsker de at kunne bekræfte, om den fugl jeg fotograferede på Langeland, er den samme. Jeg graver mine originale fotos frem og sender dem videre, hvorefter Rasmus Strack lægger en artikel ud på Club300, så en masse erfarne ornitologer kan kommentere på, hvorvidt det er samme fugl, som er set i Skagen og i Sverige. Mange udpeger flere dragtkendetegn, der går igen på mine billeder sammenlignet med nogle fra Høgeørnen i Sverige.
Høgeørn, Fakkebjerg. Foto: Freya Mørup-Petersen.
Det er først, da jeg selv finder billedet frem igen, at jeg opdager, at rovfuglen har nogle hvide pletter på ryggen – en detalje jeg først var ked af, da et uregelmæssigt mønster som dette ville passe på en mærkelig Musvåge. Men da jeg ser på nogle skarpe billeder af Høgeørnen fra Sverige, opdager jeg, at den også har hvide pletter på ryggen, der matcher dem på fuglen fra Langeland. Jeg overvejer, om det måske er relevant at nævne og lægger så et beskåret billede op på Feltornitologens Facebookgruppes opslag om fuglen, hvor jeg gør opmærksom på sammenfaldet. Kort efter får jeg en besked fra Rasmus Strack, om at den Høgeørn er så godt som sikker. Så jeg finder Sjældenhedsudvalgets form frem for godkendelse af en SU-art og udfylder den sammen med Henrik Mørup-Petersen, hvorefter vi indsender den. Jeg er stadig helt ekstatisk, fordi denne specielle fugl har Henrik og jeg været sammen om at finde og dokumentere. Nu venter jeg på Sjældenhedsudvalgets afgørelse, og hvis den bliver bliver godkendt, har vi ikke alene ædlet en SU-art, men også et nyt kryds for os begge og for Fynsområdet.
