Fredag den 20. september lagde Gunnar Jørgensen efter endt obs ved Brændegård Sø vejen forbi Bøjden Nor - to af Gunnars foretrukne lokaliteter. Brændegård Sø bød på Havørn, men var denne dag ikke særligt fuglerig. Han ankom til Bøjden Nor klokken 14.10 og fik følge af Gunnar Knudsen. Der var en del ænder i søen, blandt andet Pibeand 420, Spidsand 40 og Krikand 25.
Knopsvane og Pibeand - Bøjden Nor. Foto: Gunnar Jørgensen.
På et tidspunkt fik de øje på en gammel Knopsvane med gul halsring. Den lå et stykke væk sammen med 13 andre Knopsvaner, men alligevel var det muligt at af aflæse ringen - den var påtrykt PN34.
Man kan næsten aflæse ringen - se forstørrelse til højre. Foto: Gunnar Jørgensen.
Jeg så et billede af fuglen og blev efter en lille snak med Jacob Sterup og besøg på et par hjemmesider klar over, at gul halsring med starten PN blev brugt i Holland. Jeg sendte en mail til en kontaktperson, der forbavsende hurtigt vendte tilbage - jeg skrev lørdag ved 11-tiden, der var svar klokken 21! Han fortalte, at der var tale om en hun, der var blevet halsringmærket i nærheden af byen Groningen i Holland i 2016, som er eneste sted - til nu - hvorfra der har været genmeldinger - den er ikke genmeldt fra det område, hvor den blev mærket.
Den har således tilbagelagt mindst 310 km for at komme til Bøjden Nor, det ligger vel lige for at antage, at den ikke er fløjet den lige vej.
Det er faktisk tit ret let at komme til at aflæse såvel svaner som gæs - både de halsringmærkede og de, der har ringe om benet. Vi hører gerne fra folk, som har fået held med at aflæse en svane eller en gås - i vinterperioden er der jo mange flokke at kigge igennem!
Tekst: Søren Gjaldbæk.