Anne Bjerregaard Andersen var i morges i færd med at brygge sin morgenkaffe, da hendes blik fangede en grålig ugleunge-agtig klump på haveskurets tag, der lyste op i det bløde september morgenlys. En helt særlig gæst havde indfundet sig.
Natravn på Annes tag. Underlaget havde lidt samme farve som Natravnen, så det har indbudt den til at gemme sig på den falske sandede bund. Foto: Jane Ditzel
Anne er kunstmaler og maler ofte fugle, så Anne er vant til at observere og bemærke detaljer. Hverken kikkert eller fuglebog var langt væk. Kunne det passe...? En Natravn!! Ja, det kunne passe, og Anne's lidt forsigtige opslag på facebookgruppen Langelands Fugle havde ikke behøvet at rumme tvivl. Fuglen var helt korrekt bestemt. Der sad en Natravn i fuldt dagslys på Annes skur.
Jane Ditzel, der bor i nabolaget, tilbød at køre forbi og prøve at tage billeder af fuglen. Snart kunne Anne tage imod dagens andet besøg - og Jane kunne kort efter dele billeder af Natravnen - og Langelands Fugles brugere kunne nyde billeder af et fantastisk fund. Det var mere end Jan Nielsen kunne modstå. Jan missede for et par uger siden en Natravn på sydspidsen og dagens tredje gæst indfandt sig.
Heldigvis var Annes kaffekande ikke tom, og undertegnede var også heldig at nyde synet af "Gedemalkeren", som Natravnen blev kaldt i gamle dage, hvor man troede, at den fløj rundt og drak mælk fra geder om natten. Natravnens mystik knytter meget overtro til sig, og det forlyder, at det bringer uheld, hvis man kigger igennem Natravnens hul i vingen (det hvide vingefelt). Den fare blev vi ikke udsat for, da Natravnen venligt bare sad roligt og sov.
Anne bød på kaffe, og jeg bød på teleskop med zoom. Til stor glæde for os begge. Foto: Esben Eriksen
Tak til Anne, der lagde hus og have til Natravn og fuglekiggere, for en fantastisk oplevelse i dag. Og kaffen... den var både varm og økologisk.
Tekst: Esben Eriksen