Her et stykke ind i februar kan man mærke, at dagene er blevet længere og trangen til at se forårstræk kan for mit vedkommende fortrænge rationale refleksioner omkring det aktuelle vejr og årstiden. Februar er en vintermåned, men kan det passe? Tirsdag den 5. februar var eneste dag denne uge uden regn og temperaturen skulle op på 6-7 grader kombineret med solskin. Det måtte da kunne bruges til noget.
Klar til take-off.
Havde det ikke været for er strid sydvestvind, ville jeg ufortøvet være taget til Horseklint med plan om at se de første Sanglærker på vej mod nord fulgt af et par Hulduer og andre af de tidlige forårstrækkere - og jeg ville sikkert være taget skuffet hjem. Nu valgte jeg at tage til Bogense for om ikke andet at se på Lysbugede Knortegæs, hvis ”trækket skulle svigte”. Jeg startede i Marinaen, hvor en flok på knap 40 Rødben havde søgt læ bag molen. De var svært utilfredse med min tilstedeværelse, men jeg skulle lige gå hele molen igennem for at se, om ikke der skulle gemme sig en Sortgrå Ryle. Det har været tilfældet tre gange på tyve år, og den statistik blev ikke forbedret. Rødbenene flyttede sig ud langs molen og tilbage igen sammen med undertegnede - hele tiden med 30 - 40 meters sikkerhedsafstand. En enkelt vurderede, at jeg var ufarlig.
Den gad ikke flytte sig.
Jeg forudså viseligt, at der måske ikke var Lysbugede Knortegæs på Mågeøerne, så jeg kørte først forbi Fogense Enge, hvor de tit holder til. Det gjorde de ikke den dag, til gengæld var der 1680 Bramgæs at kigge igennem - flokken var ren. De gik ganske tæt på vejen og flyttede sig kun, hvis fodgængere kom forbi - biler var de ligeglade med.
En fodgænger fik nogle af gæssene på vingerne, de kom hurtigt ned igen.
En flok på hundrede Stære gav lidt forårsfornemmelser, de fouragerede mellem Råger. Flokken lettede jævnligt og fløj tæt samlet og tilsyneladende planløst rundt over engene. Det forekommer mig at være spild af energi, der var ingen rovfugle i nærheden ud over en Tårnfalk, men hvad ved jeg. Lærker og Viber glimrede ved deres fravær.
Sort forårssol over Fogense Enge.
Da der ikke var lysbugede, drog jeg fortrøstningsfyldt til Mågeøerne - den hårde vind kombineret med lavvande havde gjort disse landfast med Fyn, der var blot en stor vadeflade mellem diget og øerne. Her gik 47 Store regnspover og 10 Rødben. På en af ”øerne” sad den sædvanlige gamle Vandrefalk og fik hovedet blæst godt igennem. På nær et par overflyvende Grågæs, var der ingen fugle fra den afdeling af fuglebogen. Hvor de lysbugede gemmer sig ved jeg ikke, der har trods alt været omkring tredive heroppe i en månedstid.
Knarand, en af de få ænder i Engsøen.
Jeg fortsatte til Gyldensteen, hvor det også var meget småt med såvel fugle som forårstegn. En gammel Havørn sad på øen i engsøen. For et par uger siden var der tusindvis af gæs og ænder på stedet, den dag måtte jeg nøjes med 15 Knarænder som highlight. Ved fugletårnet i nordenden var der trods alt lidt sangaktivitet fra mejser, og de lokale Misteldrosler hoppede rundt på strandengen, så der var andre end mig, der længtes efter forår.
Blisgæs.
Heller ikke ved Jersore eller Nørreby Hals havde man hørt om forår, der var på nær elleve Knortegæs - mørkbugede - og kragefugle intet at kigge på. Lige før Nørre Nærå stod der en flok på 266 Blisgæs, selv på stor afstand lyser deres hvide blis op - også de sorte tværbånd på brystet ses. Det er den næststørste flok, vi har haft heroppe denne vinter. Alle Nordfyns Sangsvaner har åbenbart bestemt sig for at stå ved Nørre Nærå og omegn lige nu, her var knap otte hundrede spredt ud på fem flokke. Flyvesandet gav ikke noget, og mismodet fik efterhånden slået kloen i mig, så jeg besluttede mig for at opgive og vende hjemad - naturligvis via Ølundgård, for er der skuffelser i omløb, så skal man sørge for at få dem med.
Blå Kærhøg.
Ved Krogsbølle kom et enkelt lyspunkt, en ung Blå Kærhøg fouragerede over en mark. Den viste tydelig halskrave, det er ikke en karakter, der er reserveret til Steppehøg. De fem fingre udelukker (sammen med en masse andre ting) denne mulighed.
Blå Kærhøg.
Ved Ølund blev jeg modtaget af endnu en Blå Kærhøg. Om det kan medtælles som et forårstegn skal jeg lade være usagt, med der var mange svømmeænder, der fejrede, at Mellemstykket var blevet isfrit. Her lå et par tusind Krikænder, lidt Pibe- Knar- og Skeænder sammen med en enkelt Spidsand hun. Hannerne af svømmeænderne er ved at komme i fuld pragtdragt og er rigtig flotte. Fuglekiggeri drives for nogles vedkommende - blandt andet mit - af drømme, så jeg spenderede en halv times tid med at se, om der ikke skulle gemme sig en Amerikansk Krikand i flokken. Den kendes som bekendt på en lodret hvid stribe forrest på kroppen, af nogle omtalt som en sele.
Krikænder på vej ned i Mellemstykket.
Ænderne fløj lidt omkring, så der var hele tiden nye at tjekke. Det lykkedes desværre ikke at finde et ”seledyr”, der kan nu sagtens gemme sig én, som jeg har overset. Også her sang mejserne, men alt i alt må man sige, at der er meget lidt forår over Nordfyn.
Krikænder og et par Pibeænder, Mellemstykket.
Tekst og foto: Søren Gjaldbæk.
