Fakta og fiktion om begrænsninger for Isfuglebestandens størrelse – og et par tip om hvad du selv kan gøre.
Tekst og foto: Mads Syndergaard
Alle Isfugle synes at være hurtige til at acceptere nye siddepladser – denne havde kun være på plads i bækken en times tid, da dette lille scenarie indtrådte.
Danmark er, under de fremherskende klimatiske forhold i hvert fald, omtrent nordgrænsen for den europæiske isfugls (Alcedo atthis) udbredelse. Det skyldes at arten, som ikke bryder sig om at trække langt, klarer isvintre meget dårligt. Derfor er bestanden her i landet tæt knyttet til vintertemperaturerne, og lange perioder uden kolde vintre fører til en markant fremgang.
Endnu et skud fra en parring på kunstig ”pind”.
I øjeblikket er vi midt i en sådan fremgang, til stor glæde for fuglefolket. I den forbindelse satte jeg mig for at blive lidt klogere på, hvilke faktorer der har betydning for et eventuelt bestandsmaksimum og samtidig punktere nogle af de myter, som florerer derude. Metoden er ikke strengt videnskabelig, fordi mine observationsserier ikke er så lange, som man kunne ønske ud fra et evidenssynspunkt, men til gengæld har jeg flere timer i Isfuglehabitat end de fleste, og et vågent øje, så I kan godt regne med konklusionerne alligevel.
En flot dame på plads på sin sten.
Isfugle ruger som bekendt i huller i skrænter, lidt ligesom Digesvaler, men uden sidstnævntes tilbøjelighed til at danne kolonier. De graver selv gangene, og foretrækker jord med et vist lerindhold, sikkert fordi dette er mindre tilbøjeligt til at skride sammen. Fordi Isfuglene får flere kuld hvert år (op til 4 kuld/år kendes fra Tyskland), og fordi der kan være op til 10(!) unger i et kuld, undgår de at bruge samme hul til to på hinanden følgende kuld – der er simpelthen for svinsk inde i hullet! Til gengæld kan et gammelt hul godt udgraves og genbruges det følgende år.
Han ser jo dekorativ ud som han sidder der på sin sten i det gyldne aftenlys.
Mange steder på Internettet kan man læse, at Isfugle har brug for vandløbsstrækninger med lavthængende, vandrette grene for at trives. Det er noget vrøvl – Isfugle kan sidde de mest overraskende steder, og er ikke blege for at tage menneskeskabte siddepladser i brug – fuglene i Odense ses f.eks. ofte jage fra den lille gangbro af træ, som går over åen nede ved Eventyrhaven. Det er med andre ord ikke adgangen til vandrette grene der udgør en begrænsning for dem, den skal findes et helt andet sted.
Ind imellem vælger de også en pind. Det er parret fra stenene, som har fundet op på pinden her.
…og vi kan jo lige så godt springe ud i det; der er grundlæggende to faktorer der afgør, hvor mange ynglepar et område kan rumme, nemlig 1) adgang til føde, og 2) adgang til egnede redesteder. Og grunden til, at jeg kan sige det med så stor sikkerhed, får du også her: Hvis der ellers er fisk i vandløbet, så er der på nuværende tidspunkt et ynglepar per egnet redeskrænt overalt på Fyn. Jeg kender vandløbene i Faaborg-Midtfyn Kommune og Middelfart Kommune bedst, og her holder denne tommelfingerregel stik, ligesom der er en del par der forsøger sig på steder med meget mindre egnede skrænter. Det er ofte store rodklumper, altså steder hvor store træer nær vandløb er væltet, og har taget jord nok med op til, at Isfuglen kan grave en redegang i dem. Selvom disse redesteder er bedre end ingenting, er de ofte så ujævne, at rovdyrene let kan klatre op i dem.
Isfugle kan både stå stille i luften, og flyve baglæns en kort strækning. Sidstnævnte teknik benyttes, når de har været inde for at fodre i hullet og kommer baglæns ud igen.
En ”egnet skrænt” er således særdeles efterspurgt, så vi bliver nødt til at se lidt på, hvad der kendetegner en sådan, og det kræver et lille tilbageblik. Helt tilbage i 1300-tallet skrev den navnkundige Valdemar Atterdag, at ”intet vandløb måtte løbe i stranden” uden først at have gjort gavn. Det blev startskuddet til en gigantisk deroute for de danske vandløb, der lige siden er blevet opstemmet, udrettet, lagt i faskiner eller brinksikret (det sidste foregår faktisk endnu!!!), så de dels kunne afgive deres energi til tusinder af mølleanlæg, dels måske kunne aflede større mængder af vand, men nok så vigtigt skulle de TÆMMES, så matrikelgrænserne kunne fastholdes og drænene have et sted at lede hen, som ikke flytter sig hele tiden.
Bare der er fisk nok, og steder at bygge rede, er der også Isfugle. Det er ikke altid, man opdager dem ved første gennemgang af åen, men deres varselskald afslører dem på et tidspunkt.
Det er ret let at forestille sig, hvad alle disse tiltag har betydet for åers og bækkes evne til at grave nye, friske skrænter i brinken hele tiden, og dermed for Isfuglenes muligheder for at finde friske, lodrette skrænter at grave huller i. Det med det lodrette er ret vigtigt; Isfuglene har mange fjender, både hjemmehørende som f.eks. Brud, Lækat og mår, og invasive som Brun Rotte og Mink. Alle disse er meget gode til at klatre, og finder let ind til bunden af et redehul for at tømme dette for æg eller unger, så det skal være SVÆRT at komme op til indgangen – ellers går det galt. Det er tilmed sådan, at hvis vandløbet ikke får lov at arbejde, skrider selv de bedste af de lodrette skrænter sammen over tid, så gode redesteder går tabt.
Mange Isfugle holder til på steder med meget begrænset lys. På dette billede eksperimenterer jeg med at supplere med lidt flashlys; det var han aldeles ligeglad med.
Helt op i 80’erne var det almindeligt på Fyn, at amtet sikrede vandløbene ved at bygge faskiner langs begge bredder. Jeg har ikke fundet nogen, der kunne fortælle mig præcis, hvorfor man gjorde det, men det har sikkert noget med en trang til at modvirke uforudsigeligheden i naturen at gøre – denne drift synes at være stærk i mennesket. Med faskinerne slap man for diskussioner med lodsejerne om, hvem der havde mistet hvad til naboen på den anden side af åen, og matrikelkortene kunne tegnes med blæk i stedet for med blyant, sådan lidt populært sagt. Nu er faskinerne efterhånden så nedbrudte og ødelagte, at åerne begynder at sno sig som de skal igen, men der går mange år, før vandløbene bliver så gode som de var i fordums tid igen, og tidens overdrevne fokus på ørreder som indikator for vandløbets sundhed hjælper faktisk heller ikke – selv genslyngede vandløb sikres så godt som altid med kunstfærdige stensætninger langs bredderne, angiveligt for at modvirke sandvandring, som er skadeligt for de mange udlagte gydebanker, der trækker ørredindekset i vejret. Som så ofte før er der tale om modsatrettede ”interesser”; Isfuglene har behov for frie vandløb, havørredfolket vil hellere have ”låste” vandløb, men fordi ørredindekset i praksis er næsten enerådende, når et vandløbs overordnede kvalitet skal måles, vinder ørrederne indtil videre. Det har til gengæld ført til, at der nu er plads til mange flere Isfugle, end der er redepladser til, for de fleste fynske vandløb har pæne fiskebestande.
Eksempel på et hurtigt tiltag som måske kan hjælpe Isfuglene, uden at gøre skade i vandløbet. Bemærk at den afgravede jord er lagt op ovenpå skrænten, så den ikke føres med af vandet.
Et lille tip til en ting som du selv kan gøre i vinterhalvåret, hvis du kender til vandløbsstrækninger med måske-egnede brinker/skrænter, er at snakke med lodsejer om at pleje skrænterne. De skal simpelthen skrabes glatte og lodrette med en skovl, og så skal du sikre dig at det afgravede materiale ikke havner i vandløbet, hvor det kan aflejres på gydebankerne. Der bør være mindst 50-60cm fra foden af den lodrette væg og op til et godt, leret lag som fuglene kan grave i, og yderligere mindst 25-30cm derfra og til toppen af skrænten – så kan rovdyrene ikke komme til hullet, og Isfuglene kan få fred til rugningen. Det tager ikke mere end 10-15min/sted, og så kan du glæde dig til at følge aktiviteterne til næste forår. Hvis det skal være rigtig godt skal der være flere steder indenfor hvert revir, så der også er en skrænt til kuld nummer to. Gå også gerne gamle, kendte skrænter med redehuller efter, og skrab dem helt glatte og lodrette igen inden slutningen af februar, hvor hannerne begynder at lede efter redesteder. Det gør ikke noget, at du beskadiger det gamle hul, for det skal alligevel udbedres og udgraves, inden hunnen godkender det i løbet af marts måned.
