Fynsk Fugleglæde 3: Jernspurven
Af Niels Andersen.
Vi skal huske på vores glæde over fuglene. Her fortæller jeg om gode oplevelser med Jernspurven, endnu en af vores almindelige fugle. Det er nemlig tit gennem de helt almindelige fugle, vi henter de største oplevelser. Nogle øjeblikke brænder sig ind i erindringen på en helt særlig måde og bliver til skelsættende oplevelser, man kan gemme på et helt liv. Her fortæller jeg om lidt personlige oplevelser med Jernspurven, en overset fugl, men som ved sin vedholdende tilstedeværelse kan give os nogle dybe fugleglæder for livet. Hvis vi ser ordentlig efter.
Hvor tit ser du en Jernspurv? Det blev jeg forleden noget overraskende spurgt om. Spørgsmålet satte tankerne i gang til denne lille artikel. Da Jernspurven gennem mere end 60 år har stået tæt på mit hjerte, kunne jeg heldigvis svare: Hver dag.
Det er sådan man oftest ser Jernspurven. På jorden, med lavt tyngdepunkt og i omgivelser, hvor den falder i med baggrunden. Foto: Erik Thomsen.
En stille fugleeksistens
Jernspurven kommer hver dag til min fuglefoderplads, listende upåagtet ind fra siden, altid i jordhøjde og uden selv at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Jeg vil vove den påstand, at 99 % af den danske befolkning ikke kender Jernspurven, men den har hele mit fugleliv givet mig så meget fugleglæde, at nu må kastes lys på den og den må forfremmes til at få en fremtrædende plads i rækken af fugleglade portrætter. Det er ikke en fugl, man sådan bare kan gå ud og se, selvom den er ganske almindelig. Mange fynske boligbirdere har sikkert oplevet, at Jernspurven let kan mangle i deres halvårlige lister. Den færdes diskret og falder med sin upåfaldne fjerdragt simpelthen i med de omgivelser hvor den færdes, gerne lavt, i tæt krat eller på jorden i visne blade. På foderpladsen er den næsten altid ensom og i periferien, som om den undgår åbne pladser. Det er der også nogen mennesker, der gør.
Oplevelser med Jernspurve
Lige nu har jeg har to Jernspurve umiddelbart uden for mine vinduer, den ene er ringmærket. De to lader sig derfor let skelne fra hinanden. Ellers er kønnene og deres fremtoning ens, måske er den enes benfarve lidt mere orangeagtig. Da jeg i forvejen elsker at iagttage Jernspurven på nært hold, bruger jeg meget tid på med kikkerten at afgøre, hvilken af de to, der nu lige er fremme. Den viden må jeg have, selvom det jo egentlig er ligegyldigt. Det kan sikkert kun fuglefolk forstå. Ikke mange andre fugle har jeg simpelthen betragtet så meget i kikkert, selvom de var tæt på.
Det at kunne skelne den enkelte fugl fra andre af samme art giver i sig selv store oplevelser. Det viser sig, at hver fugl har individuelle karakterer, også hvad angår adfærd. Nogle er sky og ængstelige, mens andre er mere tillidsfulde, andre igen temperamentsfulde. At fugle -og andre dyr i øvrigt- er individualister og har personlighed giver indsigt, som jeg efter et langt liv med fuglene som livsledsagere nødig ville være foruden. Det var den opdagelse, der for mere end et halvt århundrede satte mig i gang med at søge dybere ind i Vibernes liv, det at de reagerede så forskelligt og viste personlighed.
Den typiske profil, det er sådan man ser Jernspurven og gerne i vores menneskeskabte omgivelser. Den færdes gerne skjult på jorden mellem visne blade og ved kvasbunker. Foto: Poul Brugs Rasmussen.
Også for et par år siden havde jeg en let genkendelig ringmærket Jernspurv på min foderplads. Den fik desværre en krank skæbne. Alle med foderplads har sikkert oplevet, at der fra tid til anden kan komme rotter til. Det skete også for mig. Rottemanden kom, satte fælder op - og Jernspurven gik i… Heldigvis kun med den ene vinges yderste fjer, men fastspændt i smækfælden var den. I befippelse for mest skånsomt at slippe fuglen løs, fik jeg ikke aflæst ringen. Det var ærgerligt, for jeg havde ofte tænkt over, om det var en lokal Jernspurv, jeg i måneder havde haft besøg af, eller måske en trækgæst fra nord.
Det blev besvaret et lille halvt års tid senere. I mellemtiden havde ”min” ringmærkede Jernspurv nemlig på foderpladsen ad to omgange præsenteret hele to kuld for mig i løbet af sommeren. Ja, jeg fodrer året rundt. Skæbnen ville, at den ringmærkede atter i september gik i fælden, denne gang med fatale følger, næsten på årsdagen for ringmærkningsdatoen - blot 2,3 km væk. Et forhold, der ifølge Dansk Trækfugleatlas passer som fod i hose ind i oplysningen om, at 78 % af de danske ynglefugle er genmeldt mindre end 5 km fra mærkningsstedet.
Den ringmærkede fugl, der lige nu lader sig nyde gennem min kikkertlinse, er -hvem ved- måske en af ungerne, der lige har været de godt 2 km mod nordøst for at blive forlovet med Zoologisk Museums fynske ringmærkergruppes Kirsten Giftekniv?
Jeg har endnu en episode, som jeg må berette om. En kold vinterdag lyder der pludselig et dumpt smæld fra vinduet. Måske var Spurvehøgen lige forbi og skabte panik blandt de fødesøgende småfugle, der panisk blev spredt for alle vinde. Nedenfor sålbænken ved et af mine vinduer lå en tilsyneladende livløs Jernspurv. Jeg tog den op, fandt en scrabble-stofpose frem og lagde forsigtigt fuglen ned i posen. Lidt ligesom ringmærkerne gør, når de skal pacificere fangne småfugle. Jeg anbragte stofposen allerinderst på mit varme bryst med snoretrækket omkring en skjorteknap. Den skulle jo ikke fryse.
Efter en halv times tid og med kropsvarmens hjælp, begyndte der nu at komme liv i posen, jeg kunne mærke de spjættende bevægelse mod brystet. Og da jeg forsigtigt fiskede fuglen frem, var den nu kommet så meget til hægterne, at den genoplivede Jernspurv kunne slippes fri og flyve bort.
Søsterarter
Jeg har hele tiden skrevet om min foderplads i forhold til Jernspurven. Til vejrs på selve foderbrættet kommer den aldrig. Altid på jorden.
Ved mit foderbræt har jeg for sjov et søsterartsbegreb. Det er min betegnelse for arter, der er nærtstående, eller som opfører sig som sådan. Gråspurv er søsterart til Skovspurv. Stillits til Grønirisk. Jernspurvens søsterart er Rødhalsen og til dels Gærdesmutte. Bogfinke til Kvækerfinke. Solsort til Sjagger. Musvit til Blåmejse og sådan kunne jeg blive ved.
Synger frit fremme
Jernspurven på terrassefliserne udenfor mit vindue har det artstypiske lave tyngdepunkt, når den sætvis og roligt sniger sig frem, i modsætning til den nervøse og langbenede Rødhals. Den hæver sig til gengæld til vejrs, når den i det tidlige forår indtager sangposten. Altid i toppen af træ eller busk, frit fremme, som om den for en stund har kastet den jordnære og skjulte tilværelse af sig. Herfra lyder så dens lidt knirkende sang igen og igen. Et dejligt forårsbekræftende lydbillede af højst 3 sekunders varighed. Det kan vi snart forvente og glæde os til.
Inden længe, når vinteren slipper sit tag engang i slutningen af februar eller marts, vil Jernspurven søge opad og indtage denne positur. Samtidig vil den lade sin spinkle stemme lyde i gentagne sangstrofer. Foto: Poul Brugs Rasmussen.
Jernspurvens hele fremtoning er sympatisk, hvis man ellers må bruge menneskelige egenskaber i forhold til beskrivelsen af dyr. Fortsætter jeg med tankegangen i den retning, så har den som promiskuøs måske knap så sympatiske træk i hele ynglesæsonen. Det gælder både han og hun. De parrer sig i flæng, når de er ude af syne for partneren. Jernspurvens parringssystemer er ikke for nybegyndere…
Læs den spændende historie side 559 ff i Fuglene i Danmark, redigeret af Hans Meltofte og Jon Fjeldså. DOF og Gyldendal 2002.
Når Jernspurven ikke lige færdes på jorden i periferien blandt de andre spurve, giver en senvinterlig træpositur syn for sagen. Den har simpelthen overlevet vinteren, selvom det spinkle næb signalerer insektæder. De fleste vinterstandfugle er ellers frøædere. Derfor er det straks sværere på foderpladsen at tilfredsstille Jernspurvens fødevalg, her hjælper ingen kærlig frøpose. Foto: Poul Brugs Rasmussen.
Portræt af Jernspurven
Portræt af Jernspurven. Foto: Poul Brugs Rasmussen.
Jeg husker helt fra min fynske barndom for 60 år siden, at fuglebøgernes illustrationer af Jernspurven ikke var helt korrekte i udtrykket. Tegningerne lignede simpelthen ikke. Lidt bedre er det selvfølgelig blevet efterhånden som fotograferne har fået overtaget i mange feltbøger, men stadig synes jeg, at mange fugletegnere ikke helt har formået at få Jernspurvens sjæl med i afbildningen.
Jeg husker også fra min barndom, at jeg af en af mine klassekammerater fik fremvist en Jernspurverede i en tæt hvidtjørn. I reden var der fem turkisblå æg. Et mageløst smukt syn, som jeg aldrig har glemt.
Når Jernspurven er i sit rette element, er den næsten ikke til at få øje på. Her gemt blandt visne blade. Foto: Poul Brugs Rasmussen.
I forhold til dengang i 1960’erne og 1970’erne, er den danske bestand af Jernspurv gået meget tilbage. Der er nu kun ca. ¼ tilbage. Alligevel betegnes den som almindelig og den danske bestand af ynglefugle er på omkring 70.000 par. Vinterbestanden er ikke opgjort og udviser større udsving afhængig af vinterens strenghed.
