Jysk Grågås ved Gyldensteen

Af Søren Gjaldbæk

Den 13. januar i år var jeg en tur rundt i det nordfynske for at få lidt årsarter i bogen - det gav blandt andet Misteldrossel og Bomlærke ved Vester Egense, Lysbuget Knortegås ved Mågeøerne og Isfugl ved Gyldensteen Slot. Jeg havde gemt Engsøen til sidst - der skulle svømmefuglene have en omgang.

080125gragassg

Grågåsen D109. Foto: Søren Gjaldbæk.

Desværre var søen næsten frosset til - det var også rigtig koldt - en del af ænderne og skalleslugerne var fortrukket til Kystlagunen. Jeg fik da de fleste forventede arter på listen, bland andet Lille Skallesluger på listen. Da jeg kørte videre så jeg ud af øjenkrogen en flok gæs, som gik i kanten af Kystlagunen. Man kunne se dem fra den lille parkeringsplads, så jeg satte et teleskop op - der gik små 30 Grågæs, og en af dem havde en blå halsring med nummeret D109 skrevet på med hvid farve. Umiddelbart så ringen lidt stram ud, men det så ikke ud til at genere gåsen.

080125d109sg

Gåsen trak sig lidt væk fra de andre. Foto: Søren Gjaldbæk.

Jeg indberettede fuglen på fuglering.dk og fik svar tre dage efter. Der var tale om en gås mærket som unge den 7. juni 2021 på Djursland, 85,7 km nord for Kystlagunen. Til sommer kan den fejre sin fireårs fødselsdag, hvor det bliver står hen i det uvisse - der er ikke andre aflæsninger af fuglen.

Blå halsring med hvid skrift til gæs bruges også af såvel nordmænd som svenskere - strukturen af skriften er anderledes. Man kan læse om aflæste svenske Grågæs her og en aflæst norsk Grågås her.