Kongeørn på Midtfyn

I går aftes modtog jeg et opkald fra Søren Gjaldbæk, jeg nåede ikke telefonen - han ringer nu så tit, så jeg tog det roligt. Men kort efter kom der en SMS med ordlyden: "Tjek din mail!". Ikke helt overraskende var der en mail fra Søren, og den var ledsaget af tre billeder af en ørn, der lugtede temmelig meget af en ørn, der ikke var en Havørn.

Konge1

Ungfugledragten er en meget smuk og kontrastrig dragt.

En af Sørens bekendte, Anne Veber Døssing, havde set en ørn gennem en uges tid og med hendes ledsagende forklaring, så stod det klart, at det måtte være en ung Kongeørn - og nu sad den formentlig et eller andet sted i nærheden af Dømmestrup. Jeg indfandt mig ved solopgang i den tro, at jeg var tidligt på færde. Men her havde Anne allerede været ude med kikkerten og havde set den kl. 08.00-08.30, og kunne fortælle, at den var fløjet igen. Kun 5 minutter senere genopdagede jeg den, hvor ørnen kredsede over en skov på nogen afstand sydvest for Dømmestrup. Den fløj sydvest - og det var en Kongeørn! Den var tidligt på færde af en ørn at være og meget aktiv. Den muligvis sulten efter et par dage med regnvejr eller skræmt ud af skovene på grund af jagt.

Henrik Knudsen stødte til, og vi splittede hurtigt op igen efter en hurtig slagplan.  Henrik blev på stedet og jeg kørte ud i området. Jeg genfandt fuglen ved Vejle-Allested ca. 30 minutter senere, hvor den efter at have fourageret i landskabet satte sig i et træ og spejdede udover landskabet. Henrik kom hurtigt til, og vi nød den nogle få minutter før den fløj igen - nu øst. Der gik en times tid, hvor ingen så noget til den. Jeg kom tilfældigt forbi et engområde ved Nr. Søby Statsfængsel. Stedet lugtede langt væk af et godt sted for Kongeørn, men intet at se.

DSC 6711

Kongeørnen på jagt i landskabet. 

Kort efter genopdagede jeg ørnen nu længere mod øst, hvor den kredsede lavt over en skov syd for Nørre Lyndelse. Henrik stødte igen til, og vi havde super obs af den flyvende fugl. Herefter forsvandt den syd om os - flyvende lavt mod vest. Vi sprang ind i bilerne og tilbage ved området, "der stank langt væk af Kongeørn", sad den nu og tronede i skovbrynet. Det blev den ved med - kun afbrudt af en lang flyveopvisning, som nu også kunne nydes af Niels Bomholt, Lilly Jørgensen, Michael Bjerregaard og Per Rasmussen - samt DOF Fyns facebook venner, som vi livestreamede til.

Kongernmring

Har den ring på højre ben eller er det optisk bedrag? 

Kongeørne på Fyn er ikke hverdagskost. Der er set cirka 16 fugle de sidste 20 år og ingen af disse har været langtidsstaionære over vinteren. Lad os håbe, at der bliver lavet om på det denne vinter.

PS. Statsfængslet gør opmærksom på, at de anmelder ulovlig indtrængning på deres område - to personer svært bevæbnet med ornitologisk udstyr var kommet lidt på afveje i eftermiddags. Hold øje med skiltningen - jeg tror man ser ørnen bedst uden for murerne.

Tekst og foto: Esben Eriksen