Jeg havde bestemt, at jeg skulle på en god travetur rundt om Østerø Sø ved Knudshoved, Nyborg. Som jeg plejer, parkerede jeg ved DSB’s kursuscenter og gik mod molen i færgehavnen, hvor Sortgrå Ryle normalt holder til. Turen var uden teleskop, for jeg ville gerne gå rask til og nyde den kraftige blæst og det smukke solskinsvejr.
Men jeg var kun lige kommet fri af kursuscentret, da jeg ser en stor mørk fugl, meget højt oppe. Fornemmelsen var Havørn, på grund af de langsomme vingeslag.
Havørn, først antaget at være Kongeørn pga det lyse felt i hånden, 28. november 2018.
Hurtigt på med kikkert og i den kraftige vind ud over havet, dykkede fuglen hurtigt ned bag lavbroen og et tog. Men heldigvis nåede jeg at få et foto af fuglen inden det dybe dyk.
Jeg kom rundt og Østerø Sø, over Slipshavn Enge og Skov. Herlig tur.
Vel hjemme fik jeg lige gennemset dagens foto og kunne derpå konstatere, at Havørn var det ikke. For at være helt sikker i min sag, konsulterede jeg Søren Gjaldbæk, men brugte en forkert mail, derfor intet svar. Lagde det så på ”Rovfugl i Felten” og fik god respons af Klaus Malling Olsen og andre. Det var Kongeørn muligvis en 3K. Herligt for mig første gang på Fyn.
Tekst og foto: Ella Mikkelsen
Fuglen har allerede givet anledning til diskussion, en del - f.eks. Henrik Knudsen - at der er tale en gammel Havørn. Det gule næb og proportionerne peger på det. Det lyse felt i hånden er genskin fra håndsvingfjerene. Dette synspunkt har alle, der har været inde over fuglen tilsluttet sig. Vi lader Klaus Malling Olsen få det sidste ord: "Hvis de lyse "kongeørnefelter" er skabt af lyseffekter, kan de snyde. Ser man bort fra felterne kan formen godt passe på Havørn, og næbbet er måske med for meget gult til Kongeørn? Halen ser unægtelig også ret kort ud....en udfordring, der jo skaber en del uenighed, og det er godt!"
Søren Gjaldbæk.